”Åh, Hellige Mand!” udbrød Kim, boblende af fornøjelse over lamaens skamfulde mine.
”Det er sandt. Jeg gav hende en besværgelse mod vinde.”
”For tænder — for tænder,” snerrede den gamle kone.
”Helbred dem, hvis de er syge,” citerede Kim fornøjet, ”men brug endelig ingen tryllemidler. Husk, hvad der hændte mahrattaen.”
”Det var for to regntider siden. Hun trættede mig med sin uafladelige påtrængenhed.” Lamaen stønnede som den uretfærdige dommer i lignelsen[*]. ”Således går det til — læg vel mærke dertil, min chela — at selv de, som bestræber sig for at følge den Rette Vej, vildledes af tåbelige kvinder. Da barnet var sygt, talte hun hele tre dage i træk til mig.”
”Arré! Hvem skulle jeg ellers tale til? Drengens moder vidste ikke råd og faderen — det var i vinternætterne — svarede ikke andet end: ’Bed til Guderne’, og så vendte han sig om på den anden side og snorkede videre!”
”Jeg gav hende tryllemidlet. Hvad skulle en gammel mand gøre?”
”At afholde sig fra Handling, er godt — medmindre man handler for at erhverve sig Fortjeneste.”
”Chela, svigter du mig, er jeg ganske alene.”
”Han fik i hvert fald sine mælketænder uden besvær,” sagde den gamle dame. ”Men alle præster er ens.”
Kim rømmede sig strengt. Ung som han var, syntes han ikke om hendes mundkådhed.
”At være påtrængende overfor en vismand i urette tid er at nedkalde ulykke over sig selv.”
”Ovre i stalden er der en talende mynah,” riposterede hun med et knips af sin juvelsmykkede pegefinger, som Kim godt huskede, ”som snakker aldeles som vor huspræst. Måske jeg glemmer den ærbødighed, jeg burde vise mine gæster, men hvis du havde set ham trykke sine små knyttede næver mod sin mave, der var så stor som et halvmodent græskar, og skrige: ’Det gør ondt her!’ — så ville du tilgive mig. Jeg har halvvejs lyst til at forsøge hakim’ens medicin. Han sælger den billigt og den har unægteligt gjort ham selv så fed som Shivas egen tyr. Han nægtede ikke barnet et lægemiddel, men jeg var lidt i tvivl på grund af flaskernes uheldsvarslende farve.”
Under denne monolog var lamaen forsvundet i mørket i retning af det værelse, der var gjort i stand til ham.
”Du har måske gjort ham vred,” sagde Kim.
”Åh nej. Han er træt, men det glemte jeg, fordi jeg er bedstemor. (Det skulle aldrig tillades andre end bedstemødre at passe børn. Mødre duer i det højeste til at føde dem). I morgen, når han ser, hvor stor min dattersøn er blevet, vil han nok skrive trylleformularen op til mig. Og så kan han også dømme om den nye hakims lægemidler.”
”Hvem er den hakim, maharani?”
”En vandrer som du, men en højst besindig bengaler fra Dacca — en mester i lægekunsten. Han hjalp mig af med en forstoppelse ved hjælp af en lille pille, der virkede som en løssluppen djævel. Han rejser omkring og sælger tilberedte lægemidler af stor værdi. Han har også papirer, trykt på engelsk, hvori der står om alt det, han har gjort for svage mænd og syge kvinder. Han har været her i fire dage. Men da han har hørt om jeres komme, er han formodentlig krøbet i skjul, for hakim’er og præster hader hinanden verden over som slanger og tigre.”
Mens hun trak vejret efter denne salve, mumlede den gamle tjener, som, uden at nogen havde taget ham det fortrydeligt op, havde sat sig ned i udkanten af faklernes lyskreds: ”Man skulle tro, at huset var en kvægfold for alskens charlataner og — præster. Hvis drengen blot ikke fik lov til at spise mangoer… men hvem kan diskutere med en bedstemor?” Derpå tilføjede han ærbødigt og med høj røst: ”Sahiba, hakim’en sover efter sit måltid. Han ligger i sit værelse bag dueslaget.”
Kim rejste børster som en forventningsfuld terrier. At trodse og lukke munden på en i Calcutta oplært bengaler, en snakkesalig pillekræmmer fra Dacca, ville være en morsom leg. Det sømmede sig ikke, at lamaen, og for resten heller ikke han selv, blev skubbet til side for sådan ens skyld. Han kendte disse ejendommelige avertissementer på dårligt engelsk på bagsiden af de indfødtes aviser. Nogle af drengene i St. Xavier havde undertiden smuglet dem ind i skolen for at more sig over dem sammen med kammeraterne, for de taknemmelige patienters sprog, når de fortalte om deres symptomer, var overordentlig ligefremt og uforblommet.
Ooryaen, som ikke ugerne så den ene snyltegæst pudset på den anden, listede over mod dueslaget.
”Javel,” sagde Kim med kølig hån, ”deres vareforråd består af lidt farvet vand og megen frækhed. Deres bytte er svagelige konger og forædte bengalere. Og de lover at skaffe børn — som aldrig fødes.”
Den gamle dame lo.
”Vær ikke misundelig. Du mener, at tryllemidler er bedre? Det har jeg aldrig bestridt. Sørg for, at din Hellige Mand skriver mig en god amulet i morgen tidlig.”
”Kun de uvidende benægter” — rungede en tyk, grødet stemme gennem mørket, idet en skikkelse satte sig til hvile — ”kun de uvidende benægter tryllemidlers værdi. Kun de uvidende benægter lægemidlers værdi.”
”En rotte fandt et stykke gurkemeje og sagde: ’Nu åbner jeg en urtekramsbutik’,” svarede Kim.
Kampen var begyndt for alvor og de hørte den gamle dame sætte sig tilrette for at lytte.
”Præstens søn kender navnene på sin amme og tre Guder. Så siger han: ’Hør mig, eller jeg forbander dig ved de tre millioner store Guder’.”
Klart nok havde den usynlige mand også en pil eller to i sit kogger. Han vedblev: ”Jeg kan kun oplære børn i alfabetet. Jeg har erhvervet mig al sahib’ernes visdom.”
”Sahib’erne bliver aldrig gamle. De danser og leger som børn, efter at de er blevet bedstefædre. En kraftig race,” peb stemmen inden i palankinen.
”Jeg har også lægemidler, som løsner hovedets væsker hos hidsige og vrede mænd. Sina, omhyggeligt tilberedt, når månen står i det rette himmelhus. Jeg har gul jord — arplan fra Kina, som skænker en mand fornyet ungdom og forbavser hans familie. Safran fra Kashmir og den bedste salep fra Kabul. Mange mennesker er døde, førend —”
”Jeg tror det,” indskød Kim.
”- De lærte mine midlers værdi at kende. Jeg giver ikke mine patienter blot det blæk, hvormed en trylleformular er skrevet, men kraftige og virksomme lægemidler, som stiger ned og kæmper med sygdommen.”
”De kæmper vældigt,” sukkede den gamle dame.
Så begyndte stemmen på en endeløs historie om ulykke og fallit og en mængde ansøgninger til regeringen.
”Hvis ikke skæbnen, som behersker alt, havde været imod mig, ville jeg nu have været i regeringens tjeneste. Jeg har taget eksamen ved en stor skole i Calcutta — hvorhen måske sønnen i dette hus også engang skal gå.”
”Det skal han. Når vor nabos hvalp i løbet af få år kunne drive det til at tage First Arts[*],” (hun benyttede de engelske ord, som hun så tit havde hørt) ”Hvad vil så ikke børn kunne udrette i det rige Calcutta, når de er så kloge som nogle, jeg kender!”
”Aldrig,” sagde stemmen, ”har jeg set mage til barn! Født i en lykkevarslende time og — når blot ikke den kolik bliver til sort kolera og river ham bort — bestemt til at leve mange år. Han er virkelig misundelsesværdig!”
”Hai mai!” sukkede den gamle dame. ”At rose børn bringer uheld, ellers ville jeg lytte til dine ord. Men husets bagside er ubevogtet og selv i dette milde klima tror mænd, at de er mænd. Og kvinder kender vi… og barnets fader er borte, og jeg må på mine gamle dage spille chowkedar (vægter). Op! Op! Løft palankinen! Lad hakim’en og den unge præst se at blive enige om, hvad der er bedst, tryllemidler eller lægemidler. Halløj! I elendige døgenigte, bring gæsterne tobak — og bær så mig rundt om huset!”