Palankinen vaklede af sted, tøvende fulgt af fakler og et kobbel hunde. Tyve landsbyer kendte Sahiba — hendes fejl, hendes tunge og hendes store godgørenhed. Tyve landsbyer snød hende efter gammel sæd, men intet menneske ville for nogen verdens pris have stjålet eller røvet inden for hendes enemærker. Ikke desto mindre gjorde hun et stort nummer ud af sine højtidelige inspektioner og støjen deraf kunne høres halvvejs til Mussoorie.
Kim lagde så noget af sin værdighed bort, som det sømmer sig, når augur møder augur[*]. Hakim’en, som stadig sad ude i mørket, skubbede venskabeligt sin hukah hen imod ham med foden, og Kim gav sig til at dampe på den gode tobak. De omkringsiddende ventede sig en alvorlig professionel diskussion og måske en smule gratis doktoreren.
”At drøfte lægevidenskaben i de uvidendes påhør er som at lære en påfugl at synge,” begyndte hakim’en.
”Den sande høflighed,” stemte Kim i, ”er meget ofte uopmærksomhed.”
Disse bemærkninger, må man forstå, var høflighedsfraser, beregnede på at imponere.
”Åh hør! Jeg har et åbent sår på benet,” udbrød en køkkenkarl. ”Se engang på det!”
”Bort! Forsvind!” sagde hakim’en. ”Er det måske husets skik at forulempe højtærede gæster? I trænger på som bøfler!”
”Hvis Sahiba vidste —” begyndte Kim.
”Ai! Ai! Kom lad os gå. De er vor herskerindes gæster. Når hendes unge shaitan er blevet kureret for sin kolik, så måske vi fattige folk kan få lov til at —”
”Vor herskerinde fødte på din kone, da du sad i fængsel for at have slået skallen ind på ågerkarlen. Hvem taler ilde om hende?” råbte den gamle tjener og strøg vredt sit hvide overskæg i den opgående månes skær. ”Husets ære er mit gebet. Gå!” Og dermed drev han sine underordnede bort foran sig.
Da sagde hakim’en så sagte, at det næsten var, som om han kun dannede ordene med læberne: ”Hvordan befinder De Dem, Hr. O’Hara? Det glæder mig overordentligt at træffe Dem igen.”
Kims hånd knugede piberøret. Hvor som helst ude på den åbne landevej ville han have været uforbavset, men her, på denne stille, afsides plet, var han ikke forberedt på at træffe Hurree Babu. Det ærgrede ham også, at han havde ladet sig narre.
”Haha! Som jeg sagde Dem i Lucknow — resurgam[*] — jeg vil genopstå og De vil ikke kende mig. Hvor meget var det, De væddede — hvad?”
Han tyggede ligegyldigt på nogle kardemommekærner, men han trak vejret uroligt.
”Men hvorfor er De kommet hertil, Babuji?”
”Ja, det er sagen, som Shakespeare siger. Jeg er kommet for at ønske Dem til lykke med Deres ualmindeligt dygtige bedrift i Delhi. Åh! Jeg vil bare sige Dem, at vi alle er stolte af Dem. Det var særdeles nydeligt og behændigt gjort. Vor fælles ven, han er en gammel ven af mig. Han har været i adskillige forbistrede klemmer før og nu kommer han i endnu flere. Han fortalte mig det. Jeg fortalte Hr. Lurgan det, og han er meget tilfreds med, at De bestod eksamen så godt. Hele Departementet er tilfreds.”
For første gang i sit liv følte Kim sig gennembævet af den rene og pure stolthed (som dog kan være en dødbringende fælde) der følger med officiel ros — den bedårende ros fra kolleger for arbejde, som de sætter pris på. Ingen anden følelse i denne verden kan sammenlignes med den. Men, sagde østerlændingen i ham, en babu rejser ikke langvejs for at aflevere en kompliment.
”Kom til sagen, babu,” sagde han myndigt.
”Åh, der er egentlig ikke noget at fortælle. Ikke andet end at jeg var i Simla, da der indløb telegram om, hvad vor fælles ven sagde, at han havde skjult, og gamle Creighton —” Han så op for at se, hvordan Kim tog denne frækhed.
”Oberst-sahib’en,” rettede drengen fra St. Xavier ham.
”Naturligvis. Han fandt, at jeg for øjeblikket ikke havde noget at gøre, og så blev jeg sendt ned til Chitor for at finde det forbandede brev. Jeg holder ikke af Syden — for meget jernbanerejseri — men jeg fik gode rejsediæter. På tilbagevejen traf jeg vor fælles ven i Delhi. Han holder sig i ro for øjeblikket og siger, at forklædningen som sadhu passer ham fortræffeligt. Nå, dér hørte jeg altså, hvad De har gjort så godt og så hurtigt og uden varsel og efter øjeblikkets indskydelse. Jeg fortalte vor fælles, at det var godt klaret. Det var storartet. Og jeg er kommet for at sige Dem det.”
”Hm!”
Frøerne havde travlt i grøfterne og månen var ved at gå ned. En eller anden glad tjener var gået ud for at nyde natten og slå på tromme. Kims næste ord var på de indfødtes sprog.
”Hvordan bar De Dem ad med at følge os?”
”Oah, det var let. Jeg fik at vide af vor fælles ven, at De rejste til Saharanpur, og så tog jeg samme vej. Røde lamaer bemærkes. Jeg købte mig min medicinkasse og jeg er virkelig en meget god doktor. Jeg kom til Akrola og hørte alt muligt om Dem, og så snakkede jeg med folk hist og her. Alle de jævne folk ved, hvad De gør. Da den gæstfri gamle dame sendte dooli’en efter Dem, fik jeg det at vide. Folk her på egnen husker den gamle lamas besøg særdeles godt. Jeg ved, at gamle damer ikke kan holde fingrene fra medicin og derfor gjorde jeg mig til doktor — forstår De? Jeg synes, det er meget godt. På ære, Hr. O’Hara, De og lamaen er kendt her i en omkreds af et halvhundrede mil — blandt tarvelige folk. Altså kom jeg hertil. De har vel ikke noget imod det?”
”Babuji,” sagde Kim og så op i det brede, grinende fjæs, ”jeg er sahib.”
”Men kære Hr. O’Hara —”
”Og jeg håber at komme til at deltage i Det Store Spil.”
”For øjeblikket er De officielt min underordnede.”
”Hvorfor da snakke som en abe i et træ? Folk følger ikke efter én fra Simla og forklæder sig blot for at sige smukke ord. Jeg er ikke et barn. Tal hindi og lad os sive ind til æggets blomme. Her sidder De og siger ikke ét sandt ord af ti. Hvorfor er De kommet hertil? Spyt ud.”
”Det er så særdeles forvirrende — så fuldstændig europæisk, Hr. O’Hara. I Deres alder burde De vide bedre.”
”Men jeg ønsker at vide det,” lo Kim. ”Dersom det drejer sig om Det Store Spil, kan jeg måske hjælpe Dem. Men hvordan kan jeg udrette noget, dersom De bukh (vrøvler) op af stolper og ned af døre?”
Hurree Babu tog piben og dampede, indtil det gurglede i den.
”Nu vil jeg tale i de indfødtes sprog. Bliv siddende ganske rolig, Hr. O’Hara… Det drejer sig om en hvid hingsts stamtavle.”
”Endnu? Den historie er for længst overstået.”
”Når alle mennesker er døde, er Det Store Spil overstået. Men ikke før. Hør mig ud. Der var Fem Konger, som forberedte en pludselig krig for tre år siden, den gang Mahbub Ali gav Dem den hvide hingsts stamtavle. Få grund af den meddelelse faldt vor hær over dem, før de var rede.”
”Javel — otte tusind mand med kanoner. Jeg husker den aften.”
”Men krigen førtes ikke til ende. Sådan plejer regeringen at bære sig ad. Tropperne blev kaldt tilbage, fordi regeringen troede, at de Fem Konger var kuede, og det er ingen billig historie at skaffe mad til folkene oppe mellem de høje bjergpas. Hilás og Bunár — rajaer, som ejer artilleri — påtog sig mod betaling at bevogte passene mod alt nordenfra. De afgav erklæringer om såvel frygt som venskab.” Han fniste og fortsatte på engelsk: ”Naturligvis giver jeg Dem disse oplysninger uofficielt for at gøre Dem klar over den politiske situation, Hr. O’Hara. Officielt kan jeg ikke kritisere mine overordnedes handlinger. Så går vi videre. — Regeringen, som bestræber sig på at undgå udgifter, var tilfreds hermed, og der blev sluttet en kontrakt om, at for så og så mange rupier om måneden skulle Hilás og Bunár bevogte passene, så snart statens tropper var trukket tilbage. På samme tid — det var efter at vi to havde truffet hinanden — blev jeg, som havde solgt te i Leh[*], regnskabsfører i hæren, og da tropperne marcherede hjem, blev jeg ladt tilbage for at betale de kulier, som anlagde nye veje i bjergene. Dette vejbyggeri var en del af overenskomsten mellem Bunár, Hilás og regeringen.”