”Nå, og så?”
”De kan tro, der var nederdrægtig koldt deroppe, da sommeren var omme,” vedblev Hurree Babu i en fortrolig tone. ”Hver eneste nat var jeg bange for, at Bunárs folk ville skære halsen over på mig for at få fat i pengekassen. Min sepoy livvagt lo ad mig! Fy for pokker, hvor var jeg ængstelig! Nå, men lige meget. Jeg går videre på de indfødtes sprog… Jeg sendte mange gange bud om, at disse to konger havde solgt sig til vor nordlige nabo, og Mahbub Ali, som den gang var endnu længere nordpå, bekræftede mine ord fuldt ud. Men der blev ikke gjort noget. Derimod fik jeg frost i fødderne og mistede en tå. Jeg sendte bud om, at de veje, som jeg betalte folkene for at anlægge, blev bygget til fremmedes og fjenders fødder.”
”Hvem?”
”Russerne. Det var noget, som kulierne ganske åbenlyst sagde vittigheder om. Så blev jeg kaldt tilbage for mundtligt at berette, hvad jeg vidste. Mahbub drog også sydpå. Og nu skal De bare høre, hvad enden blev! I år, efter at sneen var smeltet,” — han gøs igen — ”kommer to fremmede ned gennem passene under påskud af at jage vilde geder. De har ganske rigtigt geværer med, men de har også landmålerkæder og vaterpas og kompasser.”
”Aha! Det begynder at dæmre.”
”De bliver vel modtaget af Hilás og Bunár. De lover guld og grønne skove. De taler som talerør for en gavegivende kejser. Op gennem dalene og ned gennem dalene går de og siger: ’Her er et sted, hvor der bør bygges et brystværn; her kan I anlægge et fort; her vil I kunne holde vejen mod en hel hær’ — de selv samme veje, som jeg betalte rupier for hver måned. Regeringen ved det, men gør ingenting. De tre andre konger, som ikke blev betalt for at vogte mod russerne, sender ilbud om, at Bunár og Hilás pønser på forræderi. Og efter at hele skaden er sket, forstår De — efter at disse to fremmede med deres vaterpas og kompasser har fået de Fem Konger til at tro, at en stor hær vil fylde passene i morgen eller i overmorgen — bjergfolk er bare for dumme — kommer der ordre til mig, Hurree Babu: ’Rejs nordpå og se, hvad de fremmede foretager sig’. Jeg siger til Creighton Sahib: ’Dette er ikke en retssag, som vi skal samle vidner til’.” Han slog pludselig igen over i engelsk: ”’For pokker’” sagde jeg, ”hvorfor hede hule giver De ikke en eller anden brav mand en halvofficiel ordre om at forgive dem for at statuere et eksempel? Det er, med forlov, en såre dadelværdig slaphed, De dér udviser. Og oberst Creighton, han lo ad mig! Men det er alt sammen jeres forbandede engelske stolthed. I bilder jer ind, at ingen vover at konspirere mod jer! Rent pladder.”
Kim bakkede langsomt på piben og overvejede i sit kvikke hoved historien, så vidt han forstod den.
”De er altså på vej for at følge efter de fremmede?”
”Nej, for at møde dem. De vil ned til Simla for at sende hornene og hovederne af de dyr, de har skudt, til Calcutta for at lade dem præparere. De er slet og ret jægere og sportsmænd og regeringen indrømmer dem særlige lettelser. Det gør vi naturligvis altid. Det er vor engelske stolthed.”
”Men hvorfor da frygte dem?”
”For pokker, de er ikke sorte. Jeg kan naturligvis gøre alt muligt mod de sorte. Men de er russere og uden skrupler. Jeg — jeg har ikke lyst til at omgås dem uden vidner.”
”Tror De, at de vil dræbe Dem?”
”Åh, det betyder intet. Jeg håber, at jeg har læst min Herbert Spencer[*] godt nok til at kunne trodse en bagatel som døden, der trods alt er min skæbne. Men — men de vil måske prygle mig.”
”Hvorfor?”
Hurree Babu knipsede irriteret med fingrene.
”Naturligvis slutter jeg mig til deres følge i en eller anden surnumerær egenskab, måske som tolk, eller som sindssvag og forsulten person, eller sådan noget. Og så må jeg lure mig til de oplysninger, jeg kan få, tænker jeg. Det er lige så let for mig som at spille doktor for den gamle dame. Men — men — forstår De, Hr. O’Hara, jeg er desværre asiat, hvilket er en alvorlig skavank i visse henseender. Og desuden er jeg bengaler — altså et ængsteligt menneske.”
”Gud skabte haren og bengaleren. Er det deres skyld?” sagde Kim med et ordsprog.
”Jeg tror nu, at det var en evolutionsproces, baseret på primær nødvendighed. Men det ændrer ikke, at faktum eksisterer i alt sit cui bono[*]. Jeg er skrækkeligt ængstelig! Jeg husker engang, jeg var nær ved at få hovedet hugget af på vejen til Lhassa. (Nej, jeg er aldrig nået til Lhassa). Jeg satte mig ned og græd, Hr. O’Hara, i forventning om kinesisk tortur. Jeg tror ikke, at disse to herrer vil tortere mig, men jeg vil dog helst være forberedt på alle mulige hændelser med europæisk hjælp for alle tilfældes skyld.” Han hostede og spyttede kardemommekærnerne ud. ”Det er et ganske uofficielt forlangende, til hvilket De kan sige: ’Nej, babu’. Men dersom De ikke har påtrængende forretninger sammen med Deres gamle mand — måske De kunne få ham til det, måske jeg kan indvirke på hans tilbøjeligheder — ville jeg meget gerne vedligeholde en officiel forbindelse med Dem, indtil jeg finder disse sportsmænd. Jeg har fået en særdeles god mening om Dem, siden jeg traf min ven i Delhi. Jeg vil også medtage Deres navn i min officielle rapport, når sagen er endelig afgjort, hvad der vil være Dem til stor nytte. Dette er den virkelige grund til mit komme.”
”Hm! Jeg tror, at slutningen af historien er sand. Men begyndelsen?”
”Om de Fem Konger? Åh, der er meget sandt i den. Betydeligt mere, end De skulle tro,” sagde Hurree alvorligt. ”De kommer så med — ikke sandt? Jeg drager herfra lige ind i Doon. Det er et meget frugtbart og smukt land. Så drager jeg til Massoorie — gode gamle Massoorie Pahar, som herrerne og damerne plejer at sige. Derfra over Rampur til Chini. Det er den eneste vej, De kan komme. Jeg holder ikke af at vente i kulden, men vi må vente på dem. Jeg vil følges med dem til Simla. Den ene russer er nemlig franskmand[*] og jeg kan ganske godt fransk. Jeg har venner i Chandernagore.”
”Han vil sikkert fryde sig ved at gense bjergene,” sagde Kim eftertænksomt. ”De sidste ti dage har han næsten ikke talt om andet. Dersom vi følges ad —”
”Oah, vi kan være fremmede for hinanden på landevejen, hvis Deres lama foretrækker det. Jeg går en fire-fem mil forud. Der er intet hurry for Hurree. Det er et europæisk ordspil, hehe! Og De kommer bagefter. Vi har tiden for os, for de skal naturligvis lægge råd op og opmåle land og tegne kort. Jeg drager af sted i morgen tidlig og De dagen efter, hvis De vil. Tænk over sagen til i morgen. Død og pine, det er snart morgen.”
Han gabede gevaldigt og sjokkede, uden så meget som et høfligt ”God nat”, af sted til sit sovekammer.
Kim sov kun lidt den nat og han tænkte på hindustani: