”Med rette kaldes spillet Det Store! I fire dage var jeg køkkendreng i Quetta og opvartede en kvinde, hvis mands bog jeg stjal. Og det var en del af Det Store Spil! Fra Syden — Gud ved, hvor langt borte fra — kom mahrattaen og spillede Det Store Spil, mens han frygtede for sit liv. Og nu skal jeg vandre langt, langt mod nord og spille Det Store Spil. Sandelig, Spillet går som en væverskytte gennem hele Hind. Og min andel i det og min glæde” — han smilede ud i mørket — ”har jeg lamaen her at takke for. Også Mahbub Ali — også Creighton Sahib — men mest den Hellige Mand. Han har ret — det er en stor og vidunderlig verden — og jeg er Kim — Kim — Kim. Alene — et eneste menneske — midt i det alt sammen. Men jeg vil se disse fremmede med deres vaterpas og landmålerkæder…”
”Hvad blev resultatet af gårsaftenens sladder?” spurgte lamaen efter sin morgenbøn.
”Der kom en omvandrende kvaksalver — en af Sahibas snyltegæster. Ham knuste jeg med argumenter og bønner og beviste, at vore tryllemidler duer til mere end hans farvede vand.”
”Ak! Mine tryllemidler. Er den dydige kvinde stadig opsat på at få et til?”
”Ja, meget.”
”Så må jeg skrive det, ellers gør hun mig døv med sin snak.”
Han famlede efter sit pennefoderal.
”På sletterne,” sagde Kim, ”er der altid for mange mennesker. I bjergene er der færre, så vidt jeg forstår.”
”Åh! Bjergene og sneen på bjergene!” Lamaen rev en lille firkantet papirlap af, som kunne passe til en amulet. ”Men hvad kender du til bjergene?”
”De er meget nær.” Kim stødte døren op og betragtede Himalayas lange, fredelige linje, som rødmede i morgenens gyldne lys. ”Jeg har aldrig sat min fod blandt dem, undtagen den gang jeg var klædt som sahib.”
Lamaen indsugede luften længselsfuldt.
”Drager vi nordpå” — Kim rettede dette spørgsmål til solopgangen, som netop brød frem — ”ville vi så ikke undgå en hel del middagshede ved at vandre ind blandt de lavere bjerge i det mindste?… Er tryllemidlet færdigt, Hellige Mand?”
”Jeg har nedskrevet navnene på syv dumme djævle — ingen et støvgran i øjet værd. Sådan slæber tåbelige kvinder os bort fra Vejen!”
Hurree Babu kom frem bag dueslaget, børstende sine tænder med demonstrativ højtidelighed. Med sin kødfulde krop, sine brede hofter, sin tyrehals og sin dybe stemme så han ikke ud som ”en ængstelig mand”. Kim gav ham et næsten usynligt vink til tegn på, at sagen var i god gænge, og da morgentoilettet var endt, kom Hurree for at gøre stads af lamaen med blomstrende talemåder. De spiste naturligvis for sig, og derefter genoptog den gamle dame, mere eller mindre tilsløret bag et vindue, det vigtige spørgsmål om mavepine hos børn, fremkaldt af umodne mangoer. Lamaens kendskab til lægevidenskaben var naturligvis indskrænket til sympatimidler. Han troede for eksempel, at gødning af en sort hest, blandet med svovl og båret i en slangehud, var et sikkert middel mod kolera. Men symbolikken interesserede ham langt mere end videnskaben. Hurree Babu bøjede sig for disse anskuelser med fortryllende høflighed, så at lamaen kaldte ham en høflig læge. Hurree Babu svarede, at han kun var en uerfaren fusker i mysterierne, men at han i det mindste vidste — og det takkede han Guderne for — når han sad overfor en mester. Selv var han blevet undervist af sahib’erne, som ikke sparer nogen udgift, i Calcuttas prægtige haller. Men, som han altid var rede til at anerkende, der er en visdom, som ligger bag al jordisk visdom — den ophøjede kundskab, som erhverves ved meditation i ensomhed. Kim så misundelig til. Den Hurree Babu, han kendte — den fedtede, overstrømmende, nervøse — var væk. Væk var også den storsnudede bissekræmmer fra den foregående aften. Tilbage sad en sleben, høflig, opmærksom, alvorlig, lærd mand med megen erfaring og megen modgang og indsugede visdom af lamaens ord. Den gamle dame betroede Kim, at disse høje materier gik over hendes forstand. Hun holdt af tryllemidler, der var skrevet med meget blæk, som man kunne vaske af i vand og drikke. Hvad nytte var Guderne ellers til? Hun holdt af mænd og kvinder, og hun talte om dem — om småkonger, som hun havde kendt i gamle dage; om sin ungdom og skønhed; om leoparders røverier og om asiatisk elskovs excentriciteter; om beskatning, ublu forpagtning, begravelsesceremonier, sin svigersøn (hentydningsvis, men utvetydigt), barnepleje og nutidens mangel på sømmelighed. Og Kim, der interesserede sig lige så stærkt for denne verdens liv som hun, der skulle forlade det, sad ivrigt lyttende med fødderne under sin kjortelsøm, alt imens lamaen tilbageviste alle Hurree Babus lægevidenskabelige teorier.
Ved middagstid spændte babuen sin messingbeslåede medicinkasse fast på sin ryg, tog sine lakerede galasko i den ene hånd og en strålende blå og hvid parasol i den anden, og begav sig på vej mod nord til Doon, hvor, som han sagde, de stedlige småkonger længtes efter ham.
”Vi vil vandre af sted i aftenkøligheden, chela,” sagde lamaen. ”Denne læge, der forstod sig både på medicin og på høflighed, bekræfter, at beboerne af de lavere bjerge er fromme, gavmilde og har stort behov for en lærer. Om meget kort tid, sagde hakim’en, kan vi komme til kølig luft og fyrreduft.”
”Vil I til bjergene? Og ad Kuluvejen? Åh, I tredobbelt lykkelige!” skingrede den gamle dame. ”Hvis det ikke var, fordi jeg har en smule travlt med husholdningen, ville jeg sætte mig i min palankin… men det ville være upassende og mit rygte ville tage skade. Hoho! Jeg kender vejen — hver eneste dagsrejse på vejen kender jeg. I vil møde gavmildhed alle vegne — den nægtes aldrig et kønt menneske. Jeg vil sørge for rejsekost til jer. Vil I have en vejviser? Ikke? Så vil jeg i det mindste lave god mad til jer.”
”Hvilken kvinde Sahiba’en dog er!” sagde den hvidskæggede oorya, da der lød larm ovre fra køkkenet. ”Aldrig har hun glemt en ven, aldrig har hun glemt en fjende. Og den mad, hun laver — wah!” Han gned sig på sin slunkne mave.
Der kom kager, der kom syltetøj, der kom kolde kyllinger, kogt sammen med ris og svesker og så møre, at de faldt fra hinanden — nok til at belæsse Kim som et muldyr.
”Jeg er gammel og unyttig,” sagde hun. ”Ingen holder af mig nu — og ingen respekterer mig — men få kan kappes med mig, når jeg påkalder Guderne og sætter mig ned med mine gryder. Kom igen, I gode mennesker. Hellige Mand og discipel, kom igen. Værelset står altid rede. Velkomne er I altid… Se til at kvinderne ikke alt for åbenlyst løber efter din chela. Jeg kender kvinderne i Kulu. Chela, pas på, at han ikke løber fra dig, når han igen indånder sine bjerges luft… Hai! Vend ikke op og ned på risposen… velsign vort hus, Hellige Mand, og tilgiv din tjenerinde hendes tåbeligheder.”
Hun tørrede sine gamle røde øjne på en flig af sit slør og kæmpede med sin hulken.
”Kvinder snakker,” sagde lamaen endelig. ”Men det er en kvindelig svaghed. Jeg gav hende et tryllemiddel. Hun er bundet til Hjulet og ganske optaget af dette livs tant, men ikke desto mindre, chela, er hun dydig, venlig, gæstfri — har et sundt og ivrigt hjerte. Hvem tør sige, at hun ikke erhverver sig Fortjeneste?”
”Ikke jeg, Hellige Mand,” svarede Kim, mens han omfordelte det rigelige forråd af proviant på sine skuldre. ”Inde i mit hoved — bag mine øjne — har jeg forsøgt at skabe et billede af en sådan kvinde fuldstændig befriet fra Hjulet — uden ønsker, uden handlinger — helt nonneagtig, så at sige.”
”Og, djævleunge?” Lamaen lo næsten højt.
”Jeg kan ikke se hende for mig.”
”Jeg heller ikke. Men hun har mange, mange millioner liv for sig. Måske hun i hvert liv vil erhverve lidt visdom.”