”Men vil hun glemme at lave pilaf med safran?”
”Dine tanker er rettede mod uværdige ting. Men dygtig er hun. Jeg føler mig i høj grad vederkvæget. Når vi kommer til de lavere bjerge, får jeg flere kræfter endnu. Hakim’en talte sandt i morges, da han sagde, at et pust fra sneen blæser tyve år bort fra en mands alder. Vi vil for en kort stund gå op i bjergene — højlandet — hvor man hører snevandet risle og træerne suse. Hakim’en sagde, at vi kan vende tilbage til slettelandet når som helst, for vi kommer kun lige til udkanten af de herlige egne. Hakim’en har megen lærdom, men er ingenlunde stolt. Jeg talte til ham — mens du snakkede med Sahiba — om en vis svimmelhed, der lægger sig på min nakke om natten, og han sagde, at den kom af den overvældende hede og kunne helbredes af kølig luft. Ved nærmere eftertanke undredes jeg over, at et så simpelt lægemiddel ikke var faldet mig ind.”
”Fortalte du ham om din Søgen?” spurgte Kim en smule skinsygt. Han foretrak at beherske lamaen ved hjælp af sine egne ord — ikke ved Hurree Babus kunstgreb.
”Naturligvis. Jeg fortalte ham om min drøm og om, hvorledes jeg havde erhvervet mig Fortjeneste ved at lade dig lære visdom.”
”Du sagde vel ikke, at jeg var sahib?”
”Hvorfor? Jeg har sagt dig mange gange, at vi kun er to sjæle, som søger Frelse. Han sagde — med rette — at Frelsens Flod vil vælde frem, som jeg har drømt — lige for mine fødder om nødvendigt. Da jeg har fundet den Vej, forstår du, som skal frigøre mig fra Hjulet, behøver jeg ikke at bekymre mig om at finde vej hen over denne jords marker — som er og bliver Illusioner? Det ville være meningsløst. Jeg har mine drømme, som gentager sig nat efter nat, jeg har min Jâtaka, og jeg har dig, Alverdens Ven. Det stod skrevet i dit horoskop — jeg har ikke glemt det — at en Rød Tyr på en grøn mark skulle bringe dig til ære. Hvem andre end jeg så den spådom gå i opfyldelse? Ja, jeg var redskabet dertil. Nu skal du til gengæld være mit redskab og finde mig min Flod. Vor Søgen er sikker!”
Han vendte sit elfenbensgule ansigt, roligt og ubekymret, mod de vinkende bjerge og hans skygge lå henover støvet et langt stykke foran ham.
Trettende kapitel
”Hvo går til bjergene, går til sin moder.” De havde overskredet Sewalik og det halvtropiske Doon, ladt Massoorie bag sig, og styrede nu nordpå langs de smalle bjergveje. Dag for dag kom de dybere ind i bjergenes virvar og dag for dag så Kim, hvorledes lamaens kræfter vendte tilbage. Mens de vandrede blandt Doons bakketerrasser, havde han støttet sig til drengens skulder og beredvilligt gjort holdt for at hvile ved kanten af landevejen. Da de nåede den store skråning op mod Massoorie, rettede han sig som en gammel jæger, der genser et velkendt jagtområde, og hvor han skulle være sunket udmattet sammen, svøbte han i stedet sin lange, folderige kappe om sig, drog sig en dobbelt lungefuld af den krystalklare luft og skridtede ud, som kun en bjergbo kan. Kim, slettebo og ernæret som slettebo, svedte og stønnede forbavset. ”Dette er mit land,” sagde lamaen. ”Men sammenlignet med Such-zen, er egnen her fladere end en rismark.” Og med jævne, kraftige skridt vandrede han, vuggende i hofterne, opad. Men det var på de lange marcher ned ad bakke, tre tusind fod på tre timer, at han helt løb fra Kim, som havde ondt i ryggen af at holde sig bagover og hvis sandalsnor af snoet græs næsten skar hans storetå af. Utrættelig vandrede lamaen fremad, gennem de store deodarskoves[*] lysprikkede skygge, gennem egeskove med vekslende smykker af bregner, birk, kristtorn, alperoser og fyr, ud på de nøgne bjergskrænters glatte, solsvedne græs og atter tilbage i skovenes kølighed, indtil egen veg pladsen for dalens bambus og palmer.
Mens han i tusmørket skottede tilbage til de svære fjeldkamme og den smalle linje, som angav vejen, de var kommet af, planlagde han med en bjergbos skarpe blik og livlige fantasi nye marcher den følgende dag. Eller også standsede han midt i et eller andet højtliggende pas, der vendte mod Spiti og Kulu, og udstrakte længselsfuldt sine hænder mod de høje, sneklædte tinder i horisonten. Når dagen gryede, skinnede disse toppe rødt over de andre bjerges dybe blå, og Kedarnath og Badrinath — kongerne i denne ødemark — ramtes af solens første stråler. Hele dagen lå de som smeltet sølv i solskinnet og om aftenen smykkede de sig atter med deres juveler. I begyndelsen udsendte de kun milde vindpust mod vandringsmændene — vindpust, der var behagelige at have imod sig, når man kravlede over en eller anden gigantisk fjeldkam. Men få dage efter, i en højde af ni eller ti tusind fod, blev brisen bidende, og Kim tillod nådigst nogle bjergboere fra en landsby i nærheden at erhverve sig Fortjeneste ved at give ham en kavaj, lavet af grove tæpper. Lamaen var lettere overrasket over, at nogen kunne have noget imod den knivskarpe blæst, der havde befriet hans skuldre for årenes vægt.
”Dette er kun de lavere bjerge, chela. Det bliver ikke koldt, førend vi kommer op i de rigtige bjerge.”
”Luften og vandet er gode, og folkene er fromme nok, men maden er meget slet,” brummede Kim. ”Og vi kiler på, som var vi gale — eller englændere. Og det fryser om natten.”
”Lidt måske. Men kun tilstrækkeligt til, at gamle knogler rigtigt kan nyde solskinnet. Vi bør ikke altid godte os ved bløde senge og lækker mad.”
”Vi kunne i det mindste holde os til vejen.”
Kim havde hele sletteboens kærlighed til den veltrådte, ikke seks fod brede sti, som snoede sig mellem bjergene. Men lamaen kunne, tibetaner som han var, ikke dy sig for at skyde genvej over fremspringende fjeldmasser og kanter af grusede skrænter. Som han forklarede sin hinkende discipel, en mand, der er opdraget blandt bjerge, kan forudsige, i hvilken retning en bjergvej vil gå, og skønt lavthængende skyer måske kan forhindre en fremmed i at skyde genvej, generer de ikke i mindste måde en mand med omtanke. Derfor kunne de undertiden, efter i mange timer at have foretaget, hvad man i civiliserede lande ville betragte som temmelig drøj bjergbestigning, kravle pustende over en bjergsadel, omgå nogle bjergskred og derpå klatre ned gennem en skov i en vinkel af femogfyrre grader for således at nå vejen igen. Langs deres sti lå bjergboernes landsbyer — hytter af ler og græstørv, engang imellem af kluntet tilhugget tømmer, klyngende sig til skrænterne som svalereder, bunkede sammen hulter til bulter på små, flade terrasser halvvejs nede i en tre tusind fod dyb kløft, proppede ind i en krog mellem klipper, der som en tragt indsugede hvert eneste tilfældigt vindstød, eller — for sommergræsningens skyld — dukkende sig på en strimmel jord, der om vinteren lå begravet under ti fod sne. Og menneskene — de gulblege, snavsede, dyffelklædte mennesker med korte, bare ben og næsten eskimoiske ansigter — strømmede frem og tilbad. Sletteboerne — venlige og blide som de var — havde behandlet lamaen som en af mange hellige mænd, men bjergboerne tilbad ham som en, der stod på fortrolig fod med alskens djævle. Deres religion var en buddhisme, der næsten var fuldstændigt forsvundet under en naturdyrkelse så fantastisk som deres egne landskaber og så flittigt udarbejdet som anlægget af deres bittesmå marker. Men de forstod, at der lå stor myndighed under den store hue, den raslende rosenkrans og de mærkværdige kinesiske citater, og de viste manden, som bar huen, ærbødighed.