”Vi så dig komme nede over Euas sorte bryster,” sagde en betah, som en aften trakterede dem med ost, tykmælk og stenhårdt brød. ”Den sti benytter vi kun sjældent, undtagen når kælvende køer løber vild om sommeren. Selv på den roligste dag kan der mellem de klipper pludselig rejse sig blæst, som kan kaste en mand til jorden. Men hvad kerer folk som jer sig om Euas djævel!”
Så var det, at Kim — øm i hele kroppen, svimmel af at se ned, med fødder, der smertede, fordi han så ofte med fortvivlede anstrengelser måtte presse sine tæer ind i umulige sprækker — begyndte at føle glæde over dagsmarchen, en sådan glæde, som en dreng fra St. Xavier kunne føle ved sine venners ros, når han havde vundet væddeløbet over en kvart mil på flad mark. Bjergene fik ham til at svede ghi[*] og sukkergodt ud af lemmerne. Den tørre luft, som han stønnende indåndede i de vanskelige pas, styrkede og udviklede hans brystkasse, og de stejle skråninger satte nye, hårde muskler i hans lægge og lår.
De grublede ofte over Livets Hjul — så meget mere siden de, som lamaen sagde, var frigjorte fra dets synlige fristelser. Når undtages de grå ørne, af og til en bjørn, som de så langt borte i færd med at grave efter larver og rødder på bjergskrænten, en rasende, spættet leopard, som de kunne træffe ved daggry i en stille dal i færd med at æde en ged, og nu og da en fugl med brogede fjer — var de alene med blæsten og græsset, som raslede i blæsten. Kvinderne i de tilrøgede hytter, over hvis tage de to vandrede, mens de steg ned ad bjergene, var grimme og snavsede, havde mange ægtemænd og led af struma. Mændene var enten skovhuggere eller landbrugere — ydmyge og utroligt enfoldige. Men for at lamaen og Kim ikke skulle savne lejlighed til passende samtale, sendte skæbnen dem — snart indhentende dem på vejen, snart selv indhentet — den høflige læge fra Dacca, som betalte for sin føde med salver, der var gode for struma, og med råd, som stiftede fred mellem mænd og kvinder. Han lod til at kende disse bjerge lige så godt, som han kendte bjergboernes dialekter, og forklarede lamaen terrænforholdene hen imod Ladakh og Tibet. Han sagde, at de kunne vende tilbage til slettelandet når som helst. For dem, der holdt af bjerge, kunne imidlertid den og den vej måske være underholdende. Alt dette blev ikke fortalt på én gang, men ved forskellige aftenmøder på landsbyernes stenloer, når doktoren efter at have besørget sine patienter sad og røg og lamaen sad og tog snus, medens Kim betragtede de småbitte køer, der græssede på husenes tage, eller lod sin sjæl følge sit blik tværs over de dybe, blå kløfter mellem bjergkæderne. Og så var der også afsides samtaler i de mørke skove, når doktoren søgte efter lægeurter og Kim, som begynder i lægekunsten, måtte gå med ham.
”Forstår De, Hr. O’Hara, jeg aner ikke, hvad i hede hule jeg skal gøre, når jeg finder vore jagtglade venner. Men hvis De vil være så elskværdig at holde Dem inden for synsvidde af min ret iøjnefaldende parasol, vil jeg føle mig bedre til mode.”
Kim stirrede udover virvaret af bjergtoppe.
”Dette er ikke mit land, hakim. Jeg tror, det må være lettere at finde én bestemt lus i et bjørneskind.”
”Åh nej, det er min force. Der er intet hurry for Hurree. De var i Leh for kort tid siden. De sagde, at de var kommet ned fra Karakorum med deres dyrehoveder og horn og hele historien. Jeg er blot bange for, at de har sendt alle deres breve og kompromitterende sager fra Leh tilbage til russisk territorium. Naturligvis drager de så langt mod øst som muligt — blot for at vise, at de aldrig har været i de vestlige stater. De kender ikke bjergene.” Han gav sig til at tegne på jorden med en pind. ”Se her! Egentlig skulle de være kommet over Srinagar eller Abbottabad. Det er den korteste vej for dem — ned ad floden forbi Bunji og Astor. Men de har gjort gale streger vestpå. Derfor” — han trak en linje fra venstre til højre — ”marcherer de og marcherer de østpå til Leh (hu! der er koldt dér), og ned ad Indus til Han-lé (jeg kender vejen), og derfra videre ned, forstår De, til Bushahr og Chinidalen. Derom har jeg forvisset mig, dels ved egne spekulationer og dels ved at udspørge folk, som jeg har kureret så udmærket. Vore venner har spankuleret om i længere tid og vakt en vis opsigt, så folk har hørt om dem viden om. De skal se, jeg finder dem et eller andet sted i Chinidalen. Vær blot så venlig at holde øje med parasollen.”
Den nikkede som en klokkeblomst i blæsevejr ned gennem dalene og rundt om bjergenes sider, og lamaen og Kim, som gik lige efter næsen, traf om aftenen jævnligt på den i færd med at sælge salver og pulvere. ”Vi kom ad den og den vej!” Lamaen ville pege ligegyldigt bagud mod højderyggene og parasollen udløste sig i komplimenter.
De overskred et snedækket pas i det kolde måneskin, hvor lamaen godmodigt drillede Kim med hans kuldskærhed, og gik i sne til knæene som en baktrisk kamel — af den i sneen opfostrede, langhårede slags, der stundom ses i Kashmir-serajet. De dykkede ned over pletter af nyfalden sne og snepudrede skiferklipper og søgte tilflugt mod en storm i en lejr hos nogle tibetanere, der var på vej nedad med deres små får, som hver bar en pose boraks på ryggen. De nåede ned til græsklædte klippeknuder, hvor sneen endnu lå hist og her, gennem skov, og så atter til græsbevokset land. Men hvor meget de så marcherede, var Kedarnath og Badrinath uimponerede, og det var først efter mange dages vandring, at Kim, da han stod på en ubetydelig lille klippetop i ti tusind fods højde, kunne se, at en skulder eller en tinde på de to mægtige kæmper havde forandret omrids en ganske lille smule.
Til sidst kom de ind i en verden for sig — en milelang dal, hvis høje banker var dannet af affald og brudstykker fra bjergenes fod. Her syntes en hel dagsmarch ikke at føre dem længere, end en drømmende mands tyngende skridt fører ham under et mareridt. De anvendte flere møjsommelige timer på at omgå et bjerg, og så viste det sig kun at være en fremspringende knude på en enkelt pille af fjeldmuren. En rund kulle viste sig, da de havde nået den, at være en vældig højslette, som strakte sig langt ud i dalen. Tre dage efter sås den kun som en lille forhøjning i jorden sydpå.
”Sandelig, her lever Guderne,” sagde Kim, kuet af stilheden og regnskyernes imponerende skygger, der gled henover jorden. ”Dette er ikke et sted for mennesker!”
”For længe, længe siden,” sagde lamaen i en tone, som talte han til sig selv, ”blev Herren spurgt, om Verden ville vare evigt. Hertil svarede Den Allerfortræffeligste intet… Da jeg var på Ceylon, fik jeg bekræftelse på denne historie af en Søgende vismand. Den står i evangeliet, som er skrevet på pali. Det spørgsmål var ganske vist ingen nytte til, fordi vi kender Vejen til Frihed, men alligevel — se og lær, hvad Illusion er, chela! Dette er de rigtige bjerge! De ligner mine bjerge ved Such-zen. Aldrig har der været sådanne bjerge!”
Over deres hoveder, stadig uendelig højt over dem, tårnede fjeldene sig op mod snegrænsen, hvor de sidste af de dristige birke standsede, fra øst til vest henover hundreder af mile i en linje som trukket med en lineal. Ovenover den stræbte klipperne, med stejle skrænter og enkelte blokke, at løfte deres hoveder op over det hvide tæppe. Og endnu højere oppe strakte den evige sne sig, uforanderlig siden verdens begyndelse og dog skiftende udseende ved enhver forandring af sol eller skyer. De kunne se pletter og striber på dens overflade, hvor stormen og lavinerne havde opført deres dans. Under dem, hvor de stod, strakte skoven sig milevidt som en blågrøn flade. Neden for skoven lå en landsby med sine adspredte, terrasseformede marker og stejle græsgange. Og neden for landsbyen, vidste de, skønt en brummende, buldrende tordensky for øjeblikket skjulte det for dem, gik der en kløft på en tolv, femten hundrede fod ned til den vandrige dal, hvor de strømme samles, som er den unge Sutlajs mødre.