Som sædvanlig havde lamaen ført Kim ad fæstier og genveje, langt fra hovedvejen, på hvilken Hurree Babu, den ”ængstelige mand”, tre dage før havde trodset et uvejr, som ni af ti englændere ville være gået af vejen for. Hurree var ikke til geværer — en geværhanes knæk fik ham til at skifte farve — men, som han selv ville have sagt, han var en ”ganske duelig jagthund”, og han havde gennemspejdet den uhyre dal med en billig kikkert og det ligger sådan, at slidte lærredsteltes hvide farve mod grøn baggrund kan ses langt bort. Mens Hurree Babu sad på loen i Ziglaur, havde han set alt, hvad han ønskede at se, tyve engelske mil i lige linje og fyrre ad landevejen — han havde set to små prikker, som den ene dag var lige over snegrænsen og den næste havde flyttet sig måske seks tommer ned ad bjergets side. Når han først var kommet i gang, kunne hans tykke, bare ben tilbagelægge et forbavsende stykke vej, og dette var grunden til, at mens Kim og lamaen lå i en faldefærdig hytte i Ziglaur og ventede på, at uvejret skulle drive over, var en fed, pjaskvåd, men konstant smilende bengaler, som talte det fineste engelsk i de gyseligste vendinger, i færd med at gøre sig behagelig for to gennemblødte og temmelig gigtplagede udlændinge. Grublende over mange vilde planer havde han nået dem umiddelbart efter et tordenvejr, under hvilket et lynslået fyrretræ var faldet ned i lejren og havde overbevist en halv snes tvangsudskrevne bagagekulier om, at det var en uheldig dag at rejse videre på, af hvilken grund de alle som én havde kastet deres byrder fra sig og var stukket af.
De var undersåtter af en bjergrajah, der efter skik og brug udlejede dem og selv stak profitten i lommen, og i tilgift til deres personlige bekymringer, havde de fremmede sahib’er allerede truet med geværer. De fleste af dem havde fra gammel tid kendskab til både geværer og sahib’er. De var sporsøgere og shikarri’er[*] fra de nordlige dale, flinke til at jage bjørne og vilde geder, men aldrig i deres liv var de blevet behandlede på denne måde. Derfor tog skoven dem i sin barm og nægtede trods banden og smælden at levere dem tilbage. Babuen behøvede ikke at spille sindssvag eller benytte nogen af de andre midler, som han havde udtænkt for at sikre sig en god modtagelse. Han vred sine klæder, trak sine lakerede sko på, slog den blå og hvide parasol op, fremtrådte med trippende gang og hjertet oppe i halsen og præsenterede sig som ”agent for hans kongelige højhed Rajahen af Rampur, mine herrer. Og hvormed kan jeg stå til tjeneste?”
Herrerne blev henrykte. Den ene var helt klart franskmand, den anden russer, men de talte engelsk næsten lige så godt som babuen. De anmodede om hans venlige mellemkomst. Deres indfødte tjenere var blevet syge i Leh, men selv havde de skyndt sig videre, fordi de ønskede at bringe deres jagtudbytte til Simla, førend skindene blev mølædte. De havde et almindeligt anbefalingsbrev (babuen gjorde en østerlandsk salaam ved synet af det) til alle regeringens embedsmænd. Nej, de havde ikke truffet andre jagtselskaber en route. De sørgede for sig selv og havde forråd nok. De ønskede blot at komme videre så hurtigt som muligt. Hvorpå babuen fangede en bjergbo, der havde skjult sig inde mellem træerne, og efter tre minutters samtale og udbetalingen af lidt sølvpenge (Hurrees hjerte blødte ved denne ødselhed, men man kan nu engang ikke være husmodersparsommelig i statens tjeneste) viste de elleve kulier og de tre snyltegæster sig igen. Nu havde de da i det mindste babuen til vidne på, at de blev tyranniserede.
”Min kongelige herre vil blive meget irriteret, men disse folk er kun simple og groft uvidende mennesker. Hvis deres velbårenheder vil se gennem fingre med denne uheldige affære, vil De gøre mig en stor tjeneste. Om kort tid holder regnen op og så kan vi drage videre. Nå, De har været på jagt? Det er en ædel idræt!”
Han hoppede flinkt fra kilta til kilta under påskud af at ville rette på de kegleformede kurve. Englændere er som regel ikke familiære overfor asiater, men en englænder ville ikke slå en venlig babu over håndleddet, blot fordi han var kommet til at vælte en kilta med et rødt voksdugslåg. På den anden side ville han heller ikke byde en babu drikkevarer, om han så var nok så venlig, ej heller ville han invitere ham til sit måltid. De fremmede gjorde alt dette og kom med en mængde spørgsmål — for størstedelen om kvinder — på hvilke Hurree gav muntre og ligefremme svar. De gav ham et glas klar væske, der lignede gin, og gav ham derefter flere, og det varede kun kort, før hans højtidelige manerer forsvandt. Han førte oprørsk tale med tykt mæle, talte i højst upassende vendinger om regeringen, der havde påtvunget ham en hvid mands uddannelse, men forsømt at give ham en hvid mands løn. Han udpludrede historier om tyranni og uretfærdighed, indtil tårerne trillede ham ned ad kinderne på grund af hans fædrelands ulykker. Så dinglede han af sted, syngende nederbengalske kærlighedsviser, og sank sammen på en våd træstamme. Aldrig var et så uheldigt produkt af det engelske herredømme i Indien blevet studeret af fremmede.
”De er alle af den kaliber,” sagde den ene jæger til den anden på fransk. ”Når vi kommer ned til det rigtige Indien, skal De bare se. Jeg kunne for resten have lyst til at besøge hans rajah. Man kunne måske missionere dér. Det er muligt, at han har hørt tale om os og ønsker at tilkendegive sin velvilje.”
”Vi har ikke tid. Vi må se at komme til Simla, hurtigst muligt,” svarede hans kammerat. ”Jeg for mit vedkommende ville ønske, at vi havde sendt vore rapporter nordpå fra Hilás eller selv fra Leh.”
”Den engelske post er bedre og sikrere. Husk på, at der tilstås os alle mulige lempelser — Gud forbarme sig! — det gør de virkelig! Er det ikke en utrolig dumhed?”
”Det er stolthed — stolthed, som fortjener straf og vil få den.”
”At gå op imod en fastlandseuropæer i vor profession er der noget ved. Der er en risiko. Men disse mennesker — pyh! Det er for let.”
”Stolthed — alt sammen stolthed, min ven.”
”Hvad hulen hjælper det, at Chandernagore ligger så tæt ved Calcutta,” sagde Hurree til sig selv, mens han lå med åben mund og snorkede på det gennemblødte mos, ”når jeg ikke kan forstå deres fransk? De taler så forfærdelig hurtigt! Det ville have været meget bedre at skære halsen over på de asener.”
Da han atter viste sig, havde han en dundrende hovedpine. Han var meget angergiven og udtrykte i veltalende vendinger sin frygt for, at han muligvis havde været indiskret. Han elskede den engelske regering — den var kilden til al lykke og hæder — og hans herre, Rajahen af Rampur, var af ganske samme mening. Herpå begyndte de fremmede at gøre løjer med ham og citere hans egne ord, indtil den arme babu skridt for skridt blev drevet ud af sine forskansninger og under megen undskyldende smisken, fedtede grin og umådeligt snedige øjekast tvunget til at — sige sandheden. Da Lurgan senere hørte historien, beklagede han højlydt, at han ikke havde været til stede i stedet for en af de tvære, uopmærksomme kulier, som med græsmåtter over hovederne og regnvandspøle under fødderne ventede på bedre vejr. De sahib’er, de kendte — groft klædte mænd, som hvert år glade i sind vendte tilbage til deres yndlingskløfter — havde tjenere og kokke og løbere, meget ofte bjergboere. Disse sahib’er rejste uden følge. Altså var de fattige sahib’er og desuden uvidende, for ingen fornuftig sahib ville følge en bengalers råd. Men bengaleren, der var dumpet ned fra skyerne, havde givet dem penge og kunne så nogenlunde tale deres dialekt. Vante som de var til grov mishandling fra deres egne, havde de mistanke om fælder og holdt sig parat til at stikke af, hvis lejlighed gaves.