I den fugtige luft, fuld af herlig muldduft, viste babuen nu vej ned ad skrænterne, vandrende stolt foran kulierne og ydmygt bag de fremmede. Hans tanker var mange og mangelunde, og selv den ubetydeligste af dem ville have interesseret hans ledsagere umådeligt. Men han var en behagelig fører, til stadighed ivrig efter at udpege de landskabelige skønheder i hans kongelige herskers rige. Han befolkede bjergene med alt, hvad de måtte ønske at jage — mange slags bjerggeder og en uendelighed af bjørne. Han drøftede botaniske og etnologiske spørgsmål med uomtvistelig unøjagtighed, og hans forråd af lokale sagn — man må erindre, at han havde været sin herskers betroede agent i femten år — var uudtømmeligt.
”Den fyr er absolut sin egen slags,” sagde den højeste af de to fremmede. ”Han er som en Wiener-kurers mareridt.”
”Han repræsenterer i lille format den forvandlingsproces, som foregår i Indien — den unaturlige blanding af Øst og Vest,” svarede russeren. ”Det er os, der kan behandle østerlændinge.”
”Han har mistet sit eget land og ikke fået noget andet i stedet. Men han nærer det inderligste had til erobrerne. Han betroede mig i går aftes —” osv.
Under den stribede parasol anspændte Hurree Babu både øre og hjerne for at følge de rappe franske ord og holdt uafladeligt øje med en kilta fuld af kort og papirer — en ekstra stor én med dobbelt låg af rød voksdug. Han ønskede ikke at stjæle noget. Han ville blot gerne vide, hvad der skulle stjæles og for resten også hvordan han skulle slippe væk, når han havde stjålet det. Han takkede alle Hindustans Guder og Herbert Spencer, fordi der overhovedet var noget værdifuldt at stjæle.
På andendagen gik vejen til vejrs op mod en græsklædt bjergkam ovenover skoven og her var det, at de omtrent ved solnedgang traf på en gammel lama — som de kaldte for bonze[*] — siddende med korslagte ben foran en mærkværdig tegning, der lå på jorden og blev fastholdt af sten. Han forklarede den for et smukt men uvasket ungt menneske, øjensynligt en novice. Kim havde fået øje på den stribede parasol en halv dagsmarch borte og havde foreslået lamaen at gøre holdt, indtil den indhentede dem.
”Aha!” sagde Hurree Babu, der ganske som den bestøvlede kat aldrig var i forlegenhed. ”Her har vi en fremragende hellig mand her fra egnen. Rimeligvis en af min kongelige herskers undersåtter.”
”Hvad er det, han gør? Det ser højst mærkeligt ud.”
”Han fortolker et helligt billede, ganske håndtegnet.”
De to mænd stod barhovedede i eftermiddagens sollys, som spillede hen over det gyldentfarvede græs. De tvære kulier standsede, glade ved opholdet, og lod deres byrder glide ned på jorden. ”Se engang!” sagde franskmanden. ”Det er som et billede af en religions opståen — den første lærer og den første discipel. Er han buddhist?”
”Af en eller anden inferiør art,” svarede den anden. ”Der er ingen ægte buddhister i bjergene. Men se på foldekastet i draperiet. Se på hans blik — hvor arrogant! Hvorfor får dette én til at føle, at vi er så ungt et folk?” Den talende huggede vredt til et højt græsstrå. ”Vi har endnu ikke sat vort mærke noget steds[*]. Intetsteds! Og det er det, forstår De, som foruroliger mig.”
Han skulede til det milde ansigt og holdningens monumentale ro.
”Vær tålmodig. Vi skal sammen sætte vort mærke — vi og I unge folk. Men her og nu, tegn et billede af ham.”
Babuen trådte stolt frem. Hans ryg svarede ingenlunde til hans ærbødige ord, eller til hans blinken til Kim.
”Hellige Mand, her er to sahib’er. Mine lægemidler har helbredt den ene for dysenteri og jeg følger nu med ham til Simla for at passe på, at han kommer sig. De vil gerne se dit billede —”
”At helbrede syge er altid godt. Dette er Livets Hjul,” sagde lamaen, ”det samme, som jeg viste dig i hytten i Ziglaur den dag, det regnede.”
”Og høre dig forklare det.”
Der kom glans i lamaens øjne ved udsigten til nye tilhørere.
”At forklare Den Allerfortræffeligste Vej er godt. Har de noget kendskab til hindi, sådan som Billedernes Vogter havde?”
”Lidt måske.”
Med samme uskrømtede glæde som et barn, der er optaget af en ny leg, kastede lamaen hovedet tilbage og begyndte med høj røst den bøn, som en lærd teolog skal istemme, inden han udvikler hele lærdommen. De fremmede støttede sig til deres alpestokke og lyttede. Kim sad stilfærdigt på hug og betragtede det røde sollys på deres ansigter og deres lange skyggers bevægelser. Mændene bar gamacher, der ikke lignede englændernes, og ejendommelige, stramtsiddende bælter, der vakte en uklar erindring hos ham om billederne i en bog i St. Xaviers bibliotek: En ung naturforskers eventyr i Mexico, var dens titel. Ja netop, de lignede i høj grad den vidunderlige monsieur Sumichrast i den fortælling og slet ikke de ”folk uden skrupler,” som Hurree Babu havde forestillet sig. De mørkhudede og tavse kulier krøb ærbødigt sammen på jorden en tyve-tredive yards borte, og babuen, med en flig af sin tynde dragt smældende som et signalflag i den kølige blæst, stod og så til med tilfreds ejermine.
”Det er mændene,” hviskede Hurree, mens lamaen fortsatte sit ritual og de to hvide fulgte græsstrået, der for fra Helvede til Himmel og tilbage igen. ”Alle deres bøger er i den store kilta med det røde låg — bøger og rapporter og kort — og jeg har set et kongeligt brev, som enten Hilás eller Bunár har skrevet. De passer særdeles omhyggeligt på det. De har ikke sendt noget tilbage fra Hilás eller Leh. Det er sikkert.”
”Hvem har de med sig?”
”Kun hoverikulierne. De har ingen tjenere. De er så nærige, at de laver deres mad selv.”
”Men hvad skal jeg gøre?”
”Vente og se. Men sker der mig noget, ved De, hvor De skal søge papirerne.”
”Denne sag måtte hellere være lagt i Mahbub Alis hænder end i en bengalers,” sagde Kim hånligt.
”Der er andre måder at komme ind til sin kæreste på end at rende hovedet mod muren.”
”Se her det Helvede, der er bestemt for gerrighed og griskhed. På den ene side ligger attrå, på den anden lede.” Lamaen var helt gået op i sin gerning og en af de fremmede tog en skitse af ham i det hurtigt svindende lys.
”Det er nok,” sagde manden endelig i en brysk tone. ”Jeg forstår ham ikke, men jeg vil have det billede. Han er en bedre kunstner end jeg. Spørg ham, om han vil sælge det.”
”Han siger ’Nej, sir,’ svarede babuen. Naturligvis kunne det lige så lidt falde lamaen ind at overlade sit billede til en tilfældigt mødt rejsende, som det kunne falde en ærkebiskop ind at pantsætte sin domkirkes hellige kar. Hele Tibet er fuldt af billige og tarvelige billeder af Hjulet, men lamaen var kunstner og tilmed en rig abbed i sin hjemstavn.
”Om tre dage, eller fire, eller ti, hvis jeg ser, at sahib’en er en Sandhedssøger og en forstandig mand, vil jeg måske selv tegne ham et andet billede. Men dette er blevet brugt til en novices indvielse. Sig ham det, hakim.”
”Han vil have det nu — for penge.”
Lamaen rystede langsomt på hovedet og begyndte at rulle sin tegning sammen. Russeren på sin side så blot en snavset gammel mand, som tingede om et snavset stykke papir. Han tog en halv håndfuld rupier frem og snappede halvt i spøg efter billedet. Men lamaen holdt fast på det, og det fik en lang flænge. En sagte rædselsmumlen steg op fra kulierne, af hvilke nogle var fra Spiti og, efter bedste evne, gode buddhister. Lamaen rejste sig ved fornærmelsen, og hans hånd søgte det tunge pennefoderal af jern, som er en præsts våben. Babuen dansede af forfærdelse.