”Kan De nu se — kan De nu se, hvorfor jeg ønskede vidner? De er yderst skrupelløse folk. — Nej, Sir! Sir! De må ikke slå den Hellige Mand!”
”Chela! Han har skændet det Skrevne Ord!”
Det var for sent. Førend Kim kunne afværge det, havde russeren slået den gamle mand i ansigtet. I næste øjeblik rullede han ned af skrænten med Kims hænder om halsen. Slaget havde vakt samtlige ukendte irske djævle i drengens blod og hans fjendes pludselige fald gjorde resten. Lamaen faldt på knæ, halvt bevidstløs af slaget, og kulierne med deres byrder flygtede op ad bjerget så hurtigt, som sletteboere løber hen over flad mark. De havde set den forfærdeligste helligbrøde blive begået og det blev deres sag at komme af vejen, inden bjergenes Guder og djævle hævnede sig. Franskmanden løb hen imod lamaen, famlende efter sin revolver med en uklar tanke om at gøre ham til gidsel for sin kammerat. Men en byge af skarpe sten — bjergboere sigter godt — jog ham bort, og en kuli fra Ao-chung trak lamaen med på flugten. Det skete alt sammen med samme hast som det pludseligt faldende mørke.
”De har taget bagagen og alle geværerne,” hylede franskmanden og fyrede på lykke og fromme ud i tusmørket.
”All right, Sir! All right. Skyd ikke! Nu skal jeg komme ham til hjælp.” Og Hurree sprang ned ad skrænten og drattede ned på den glade og forbavsede Kim, der var optaget af at smække sin åndeløse fjendes hoved mod en kampesten.
”Løb tilbage til kulierne,” hviskede babuen ham i øret. ”De har bagagen. Papirerne er i kilta’en med det røde låg, men se dem alle sammen igennem. Tag deres papirer og især murasla’en. Skynd dig! Nu kommer den anden mand!”
Kim for op ad skrænten. En revolverkugle smækkede mod en klippeblok ved siden af ham og han dukkede sig som en agerhøne.
”Hvis De skyder,” råbte Hurree, ”kommer kulierne tilbage og slår os ihjel. Jeg har befriet herren. Dette er meget farligt.”
”Død og plage!” tænkte Kim hurtigt på engelsk. ”Dette er en forbandet knibe, men jeg skulle mene, at det er selvforsvar.”
Han trak Mahbubs gave frem fra brystet og trykkede på aftrækkeren med usikker hånd — for bortset fra nogle få øvelsesskud i Bikaner-ørkenen havde han aldrig brugt det lille våben.
”Hvad sagde jeg, herre?” Babuens stemme lød, som om han græd. ”Kom herned og hjælp mig med at få liv i ham. Vi er alle i en alvorlig klemme, vil jeg bare sige Dem.”
Skydningen standsede. Der kom en lyd af snublende fødder, og Kim skyndte sig opad gennem mørket, bandende som en kat — eller en indfødt.
”Har de ramt dig, chela?” råbte lamaen oven over ham.
”Nej. Og du?” Han dykkede ind i en gruppe forkrøblede fyrretræer.
”Uskadt. Kom nu. Vi følger med disse folk til Shamlegh-Under-Sneen.”
”Men ikke før vi har øvet retfærdighed,” råbte en stemme. ”Jeg har fået fat i sahib’ernes geværer — alle fire. Lad os gå derned.”
”Han slog den Hellige Mand — vi så det! Vort kvæg bliver goldt — vore kvinder ufrugtbare! Sneskredene vil ramme os på vor vej hjem… og det oven i alt det øvrige tyranni!”
Den lille fyrrelund fyldtes af råbende kulier — rædselsslagne, og i deres panik i stand til alt. Manden fra Ao-chung raslede utålmodigt med bagladegeværets lukkemekanisme og gjorde mine til at gå ned ad skråningen.
”Vent et øjeblik, Hellige Mand. De kan ikke være langt borte. Vent, til jeg kommer tilbage.”
”Det var denne person, som led uret,” sagde lamaen og lagde hånden på panden.
”Ja, netop derfor,” var svaret.
”Hvis denne person ser gennem fingre med det, er jeres hænder rene. Desuden erhverver I jer Fortjeneste ved lydighed.”
”Vent, så vil vi alle følges ad til Shamlegh,” trængte manden på.
Et øjeblik — netop så længe, som det tager at stikke en patron ind i en baglader — tøvede lamaen. Så rejste han sig op og lagde en finger på mandens skulder.
”Hørte du, hvad jeg sagde? Jeg, abbeden i Such-zen, siger, at ingen blodsudgydelse skal ske. Er det dit ønske at blive genfødt som rotte eller som slange i stråtaget — eller som orm i bugen på det laveste dyr? Ønsker du at —”
Manden fra Ao-chung faldt på knæ, for stemmen drønede som en tibetansk djævlegongong.
”Ai! Ai!” råbte mændene fra Spiti. ”Forband os ikke! Forband ham ikke! Det var kun hans iver, Hellige Mand… læg bøssen fra dig, tåbe!”
”Vrede efter vrede! Ondt efter ondt! Der skal ikke dræbes. Lad præstemishandlerne gå bort som trælle af deres egne handlinger. Retfærdigt og sikkert er Hjulet, det afviger ikke en hårsbredde! De vil blive genfødte mange gange — til pinsler.”
Hans hoved sank ned og han lænede sig tungt på Kims skulder.
”Jeg var nær ved at begå stor synd, chela,” hviskede han i dødsstilheden under fyrretræerne. ”Jeg blev fristet til at lade ham affyre kuglen og i Tibet ville de sandelig være døet en hård og langsom død… han slog mig i ansigtet, på kødet…”
Tungt åndende sank han om på jorden og Kim kunne høre det overanstrengte hjerte banke stærkt og uregelmæssigt.
”Har de slået ham ihjel?” sagde manden fra Ao-chung, mens de andre stod tavse.
Kim knælede dødsens angst ved det udstrakte legeme.
”Nej,” udbrød han lidenskabeligt, ”han er kun besvimet.”
Så huskede han, at han var en hvid mand, og at alt, hvad en hvid mands lejr indeholder, stod til hans rådighed.
”Luk kilta’erne op! Måske sahib’erne har et lægemiddel.”
”Oho! Det kender jeg,” sagde manden fra Ao-chung og lo. ”Jeg har ikke været Yankling Sahibs shikarri i fem år uden at lære det lægemiddel at kende. Smagt det har jeg også. Se her!”
Han fremdrog fra sit bryst en flaske tarvelig whisky — af den slags opdagelsesrejsende kan købe i Leh — og hældte behændigt en smule ind mellem lamaens tænder.
”Sådan bar jeg mig ad, den gang Yankling Sahib forvred sin fod hinsides Astor. Ha! Jeg har allerede kigget i deres kurve — men når vi kommer til Shamlegh, deler vi ærligt. Giv ham lidt mere, det er et godt lægemiddel. Føl! Nu slår hans hjerte roligere. Læg hans hoved ned og gnid ham lidt på brystet. Havde han blot ventet roligt, mens jeg gjorde det af med sahib’erne, var dette aldrig sket. Men måske sahib’erne vil forfølge os. Så ville det ikke være urigtigt at skyde dem med deres egne bøsser, vel?”
”Én har fået sit, vil jeg mene,” svarede Kim sammenbidt. ”Jeg sparkede ham i skridtet, da han trillede ned ad skrænten. Gid jeg havde slået ham ihjel!”
”Det er let at være modig, når man ikke hører hjemme i Rampur,” sagde én, hvis hytte lå få mil fra rajahens faldefærdige palads. ”Får vi dårligt ry blandt sahib’erne, vil ingen af dem benytte os som shikarri’er.”
”Jamen disse her er ikke angrezi-sahib’er — ikke gemytlige folk som Fostum Sahib eller Yankling Sahib. De er udlændinge — de kan ikke tale angrezi (engelsk) som sahib’er gør.”
Her hostede lamaen, satte sig over ende og famlede efter rosenkransen.
”Intet blod skal udgydes,” mumlede han. ”Retfærdigt er Hjulet! Ondt efter ondt —”
”Nej vist så, Hellige Mand. Vi er her alle,” sagde manden fra Ao-chung og klappede frygtsomt hans fødder. ”Ingen dræbes uden din befaling. Hvil en stund. Vi slår lejr her, og siden, når månen står op, drager vi til Shamlegh-Under-Sneen.”
”Efter et slag,” sagde en mand fra Spiti sententiøst, ”er det bedst at sove.”
”Der er en slags svimmelhed i min nakke, og det knuger og klemmer i den. Lad mig lægge mit hoved i dit skød, chela. Jeg er en gammel mand, men ikke frigjort for lidenskaber… vi må tænke på Tingenes Årsag.”