”Giv ham et tæppe. Vi tør ikke tænde bål, for at ikke sahib’erne skal se det.”
”Bedst at komme af sted til Shamlegh. Ingen vil følge os til Shamlegh.” Så sagde den frygtsomme mand fra Rampur.
”Jeg har været Fostum Sahibs shikarri og nu er jeg Yankling Sahibs shikarri. Jeg ville have været med Yankling Sahib nu, hvis ikke dette forbandede beegar[*] (hoveri) var kommet imellem. Lad to mænd holde vagt lidt længere nede med geværerne for det tilfælde, at sahib’erne finder på flere tåbeligheder. Jeg forlader ikke denne hellige mand.”
De satte sig ned et lille stykke fra lamaen og efter at have lyttet en stund begyndte de at lade en vandpibe, hvis vandbeholder var en gammel blanksværteflaske, gå rundt i kredsen. Mens piben gik fra hånd til hånd, oplyste skæret fra den røde glød de smalle, blinkende øjne, de høje, mongolske kindben og de svære halse, som forsvandt i de mørke, folderige dyffelskapper om skuldrene. De så ud som kobolder fra en eller anden magisk grube — bjerggnomer, som holdt rådslagning. Og mens de snakkede, tav de rislende snebække rundt om dem én for én, efterhånden som nattefrosten standsede deres løb.
”Hvor han kuede os!” sagde en mand fra Spiti i en beundrende tone. ”Jeg husker en gammel stenbuk, som Dupont Sahib bommede engang for syv år siden ovre ad Ladakh til. Den stillede sig også op og bød os trods på samme måde som han. Dupont Sahib var en dygtig jæger.”
”Ikke så dygtig som Yankling Sahib.” Manden fra Ao-chung tog en slurk af whiskyflasken og lod den gå videre. ”Men hør nu, medmindre nogen af jer tror sig klogere end mig?”
Ingen besvarede udfordringen.
”Når månen står op, vandrer vi til Shamlegh. Dér deler vi bagagen ærligt og redeligt. Jeg vil nøjes med denne nye lille riffel og alle de tilhørende patroner.”
”Gør bjørnene kun fortræd din jord?” sagde en kammerat og bakkede på piben.
”Nej, men moskuspunge står for øjeblikket i en pris af seks rupier stykket. Så kan dine kvinder til gengæld få teltlærredet og noget af køkkentøjet. Alt det vil vi besørge i Shamlegh før daggry. Og derefter går vi alle hver til sit og husker vel på, at vi aldrig har set eller tjent disse sahib’er, der godt kunne finde på at sige, at vi har stjålet deres bagage.”
”Ja, du kan sagtens, men hvad vil vor rajah sige?”
”Hvem skulle fortælle ham noget? Sahib’erne, der ikke taler vort sprog, eller babuen, der havde sine egne grunde til at give os penge? Tror du, han vil føre en hær imod os? Og hvad bliver der tilbage, som kan vidne imod os? Hvad vi ikke har brug for, kaster vi på Shamleghs mødding, hvor intet menneske har sat sin fod.”
”Hvem bor i Shamlegh i sommer?”
Shamlegh var kun en sæter, bestående af tre, fire hytter.
”Shamleghs Kvinde[*]. Hun holder ikke af sahib’er, det ved vi. De andre kan vi tilfredsstille med små gaver, og der er nok til os alle.”
Han klappede den nærmeste kurvs struttende sider.
”Jamen — men —”
”De er som sagt ikke rigtige sahib’er. Alle deres skind og dyrehoveder har de købt i basaren i Leh. Jeg kender mærkerne på dem. Jeg viste jer dem igår.”
”Sandt nok. Alle skindene og hovederne var købt. Nogle af dem var mølædte.”
Dette var et vægtigt argument og manden fra Ao-chung kendte sine kammerater.
”I værste fald fortæller jeg det til Yankling Sahib. Han er en mand med et muntert sind og han vil le. Vi gør intet urigtigt mod nogen sahib, som vi kender. De er præstemishandlere. De skræmte os. Vi flygtede! Hvem ved, hvor vi smed bagagen? Tror du måske, at Yankling Sahib vil finde sig i, at politiet fra lavlandet tramper rundt i bjergene og skræmmer hans vildt? Der er langt fra Simla til Chini, og længere endnu fra Shamlegh til Shamleghs Mødding.”
”Lad gå, men jeg vil bære den store kilta — den kurv med det røde låg, som sahib’erne selv plejede at pakke hver morgen.”
”Der har vi beviset for, at disse sahib’er ikke er mænd af betydning,” sagde manden fra Shamlegh behændigt. ”Hvem har nogensinde hørt om Fostum Sahib eller Yankling Sahib eller selv lille Peel Sahib, som sidder oppe om natten for at skyde serow — jeg siger, hvem har nogensinde hørt om disse sahib’er, at de er draget op i bjergene uden at have en kok fra lavlandene og en drager og — og alle slags højtlønnede, storsnudede og uforskammede folk i deres følge? Hvordan skulle de kunne volde os ulejlighed? Hvad er der for resten med den kilta?”
”Kun at den er fuld af det Skrevne Ord — bøger og papirer, som de skrev på, og underlige genstande, som vel vedkommer deres gudsdyrkelse.”
”Der er plads til det alt sammen på Shamleghs mødding.”
”Sandt nok. Men sæt, at vi fornærmer sahib’ernes Guder derved? Jeg holder ikke af at behandle det Skrevne Ord på den måde. Og jeg forstår mig ikke på deres messingguder. Det er ikke bytte for simple bjergboere.”
”Den gamle mand sover endnu. Stille! Lad os spørge hans chela.”
Manden fra Ao-chung tog sig nok en opstrammer, meget stolt over at være anfører.
”Vi har her,” hviskede han, ”en kilta, hvis natur vi ikke forstår.”
”Men jeg gør,” svarede Kim sagte. Lamaen åndede roligt i naturlig, fredelig søvn, og Kim havde siddet og tænkt på Hurrees sidste ord. Som en spiller i Det Store Spil var han tilbøjelig til at højagte babuen i Det Store Spil. ”Det er en kilta med rødt låg, fuld af højst vidunderlige ting, som tåber ikke skal pille ved.”
”Jeg sagde det nok! Jeg sagde det nok!” udbrød han, som ville bære kilta’en. ”Tror du, at den vil røbe os?”
”Ikke hvis I giver mig den. Jeg vil tage trolddommen ud af den. Ellers gør den stor fortræd.”
”En præst skal altid have sin part,” brummede manden fra Ao-chung. Whiskyen virkede demoraliserende på ham.
”Mig er det lige meget,” svarede Kim med sit fødelands snuhed. ”Del den mellem jer og se hvad der sker!”
”Nej tak. Jeg spøgte kun. Forlang, hvad du vil. Der er mere end nok til os alle. Vi forlader Shamlegh ved daggry.”
De tilbragte en times tid endnu med at gennemdrøfte deres uskyldige små planer, mens Kim dirrede af kulde og stolthed. De irske og orientalske bestanddele af hans jeg kildredes af det humoristiske i situationen. Disse udsendinge fra den frygtede stormagt mod nord — meget muligt lige så store mænd i deres eget land som Mahbub eller oberst Creighton — var pludseligt gjort hjælpeløse. Den ene af dem, vidste han med sig selv, ville have gangbesvær i nogen tid. De havde afgivet løfter til konger. I nat lå de et eller andet sted neden under ham, uden kort, uden mad, uden telte, uden geværer og — bortset fra Hurree Babu — uden stedkendte ledsagere. Og denne sammenstyrten af deres Store Spil (Kim tænkte på, hvem de vel skulle rapportere det til), denne kuliernes rædselsslagne flugt ud i natten var ikke forårsaget af Hurrees snildhed eller Kims opfindsomhed, men var kommet ganske af sig selv, lige så naturligt, nydeligt og uundgåeligt som den gang, da Mahbubs venner fakirerne blev taget ved vingebenet af den tjenstivrige unge politiembedsmand i Ambala.
”Dernede ligger de — uden bagage. Død og plage, hvor det er koldt! Og her sidder jeg med alle deres sager. Nå da, hvor de må være vrede! Det gør mig ondt for Hurree Babu.”
Kim kunne have sparet sig sin medynk, for skønt bengalerens legeme led bitterligt, var hans sjæl stolt og opblæst. En engelsk mil længere nede ad bjerget, i udkanten af fyrreskoven, sad to halvfrosne mænd — den ene havde med mellemrum ildebefindende — som skiftevis skældte hinanden ud og overfaldt babuen — der lod til at være gået helt fra forstanden af rædsel — med de mest bidende skældsord. De forlangte en handlingsplan. Han forklarede, at de skulle prise sig lykkelige over at være i live. At hvis deres kulier ikke for øjeblikket lå i baghold efter dem, var de løbet så langt, at der ikke kunne være tale om at finde dem igen. At rajahen, hans hersker, boede halvfemsindstyve mil derfra, og at han, langt fra at ville låne dem penge og skaffe dem ledsagere til at rejse videre til Simla, ganske sikkert ville kaste dem i fængsel, hvis han hørte, at de havde slået en præst. Han udbredte sig om denne forbrydelse og dens følger, indtil de bad ham skifte emne. Deres eneste håb var hemmelig flugt fra landsby til landsby, indtil de nåede civiliserede egne. Og, idet han for hundrede gang bristede i gråd, og anråbte de høje stjerner om en forklaring på, hvorfor sahib’erne ”havde slået den Hellige Mand.”