Ti skridt ville have ført Hurree ud i mørket, hvor han var fuldstændig udenfor deres rækkevidde og kunne have fundet husly og føde i den nærmeste landsby, hvor glattungede læger var sjældne gæster. Men han foretrak at udholde kulde, sult, skældsord og af og til slag i sine højtærede principalers selskab. Sammenkrøben ved foden af et træ snøftede han ynkeligt.
”Og har De tænkt på,” sagde den uskadte mand hidsigt, ”hvordan vi vil tage os ud, når vi skal marchere af sted gennem disse bjerge og blandt disse indfødte?”
Hurree Babu havde ikke tænkt på meget andet i de sidste timer, men bemærkningen var ikke henvendt til ham.
”Vi kan ikke marchere! Jeg kan næppe gå,” stønnede Kims offer.
”Måske den Hellige Mand i sin godhed vil vise sig barmhjertig, Sir, ellers —”
”Jeg lover mig selv den særlige fornøjelse at tømme min revolver i kroppen på den unge bonze, næste gang vi ses,” lød det lidet kristelige svar.
”Revolvere! Hævn! Bonzer!” Hurree Babu krøb endnu mere sammen. Krigen brød ud på ny. ”Tænker De da slet ikke på vort tab? Bagagen! Bagagen!” Hurree kunne høre den talende bogstaveligt danse rundt på græsset. ”Alt hvad vi førte med os! Alt hvad vi havde erhvervet! Vore resultater! Otte måneders arbejde! Véd De, hvad det vil sige? ’Vi forstår at behandle østerlændinge!’ Ja, De har gjort det nydeligt.”
De kilede løs på hinanden på forskellige sprog og Hurree smilede. Kim havde kilta’erne og i kilta’erne lå otte måneders diplomatisk arbejde. Han kunne ikke sætte sig i forbindelse med drengen, men man kunne stole på ham. Derudover kunne han dirigere vandringen gennem bjergene således, at Hilás, Bunár og fire hundrede mil bjergveje ville fortælle historien i en menneskealder. Mænd, som ikke kan styre deres kulier, er lidet agtede i bjergene, og bjergbeboerne har god humoristisk sans.
”Det kunne ikke være gået bedre, om jeg så selv havde lavet det hele,” tænkte Hurree. ”Men død og pine, nu jeg tænker på det, naturligvis arrangerede jeg det. Hvor var jeg kvik! Jeg gennemtænkte det hele, mens jeg løb ned ad skrænten! Fornærmelsen var en tilfældighed, men kun jeg kunne have udnyttet den fuldt ud. Tænk bare på den moralsk virkning, det vil have på disse uvidende mennesker! Ingen traktater — ingen papirer — ingen skrevne dokumenter — og mig til tolk. Nå, hvor obersten og jeg vil tage os et billigt grin sammen! Jeg ville ønske, at jeg også havde deres papirer, men man kan ikke være to steder på samme tid. Det er et aksiom.”
Fjortende kapitel
Da månen var stået op, begav de forsigtige kulier sig på vej. Lamaen var blevet forfrisket af søvnen og den nydte spiritus og behøvede kun at støtte sig til Kims skulder for at vandre fremad i tavshed og med lange skridt. En times tid holdt de sig til det stenstrøede græs, drejede omkring en kolossal klippeknude og begyndte så at stige opad til et nyt land, hvorfra Chinidalen var usynlig. En vældig græsgang strakte sig her vifteformet op mod den evige sne. Ved dens fod fandtes et stykke flad jord på måske en tredjedel tønde land, og på dette var opført nogle få hytter af ler og tømmer. Bag dem — for de var efter bjergenes skik bygget lige ud på randen af klippen — fandtes en to tusind fod dyb kløft med lodrette sider ned til Shamleghs Mødding, hvor intet menneske har sat sin fod.
Mændene gjorde intet skridt til at dele byttet, før de havde set lamaen bragt til hvile i stedets bedste rum, mens Kim på muhammedansk vis gned hans fødder.
”Vi skal sende jer mad,” sagde manden fra Ao-chung, ”og kilta’en med det røde låg. Når dagen bryder frem, kan ingen her længere aflægge vidnesbyrd, hverken på den ene eller den anden måde. Er der noget i kilta’en, som du ikke har brug for, så se her!”
Han pegede på vinduet. Det åbnede sig ud mod det tomme rum, der var opfyldt af måneskinnet, som kastedes tilbage fra sneen. Han kastede en tom whiskyflaske ud.
”Du behøver ikke at lytte efter faldet. Her er Verdens Ende,” sagde han og gik ud. Lamaen stod med hænderne støttede til vinduets sider og stirrede frem for sig med øjne, der skinnede som gule opaler. Fra den kolossale afgrund foran ham løftede hvide tinder sig til vejrs i måneskinnet. Ellers var alt så mørkt som rummet mellem stjernerne.
”Sandelig,” sagde han langsomt, ”her er mine bjerge. Her burde man bo, hævet over verden, fjernet fra glæder, mediterende over store spørgsmål.”
”Ja, hvis man har en chela til at lave te, lægge et tæppe sammen under sit hoved og jage kælvende køer ud.”
En osende lampe brændte i en niche, men dens flamme kunne næppe ses i det klare måneskin og i dette blandede lys så Kim ud som en ånd, mens han bevægede sig omkring og bøjede sig over madposen og tekopperne.
”Ai! Nu hvor mit blod er blevet afsvalet, banker og dunker det i mit hoved, og der er som en snor omkring min nakke.”
”Intet under. Det var et kraftigt slag. Måtte han, som gav dig det —”
”Havde det ikke været for mine egne lidenskaber, ville intet ondt være sket.”
”Hvad ondt? Du frelste sahib’erne fra den død, som de fortjente hundrede gange.”
”Du har ikke lært din lektie godt, chela.” Lamaen lagde sig til hvile på et sammenfoldet tæppe og Kim fortsatte sit sædvanlige aftenarbejde. ”Slaget var kun en skygge på en skygge. Ondt i sig selv — mine ben trættes hurtigt i disse år! — og det mødte det onde i mig — harme, raseri og lyst til at gengælde ondt med ondt. Dette virkede på mit blod, vakte uro i min mave og døvede mine ører.” Her tog han den varme kop fra Kims hånd og drak højtideligt den skoldende hede te. ”Havde jeg været uden lidenskab, ville det onde slag kun have voldt ondt på legemet — et ar eller et blåt mærke — og sligt er Illusion. Men min sjæl var ikke fuld af ro, for den optoges straks af lyst til at lade mændene fra Spiti dræbe de fremmede. I kampen med den lyst blev min sjæl forrevet og forvreden, mere end tusind slag kunne have gjort. Først da jeg ved mig selv havde fremsagt Velsignelserne” (han mente den buddhistiske bjerg-prædiken) ”kom jeg til ro. Men det onde, som trængte ind i mig ved hint øjebliks uforsigtighed, arbejder videre. Retfærdigt er Hjulet, det rokkes ikke en hårsbredde! Lad det være dig en lære, chela.”