”Det er over min forstand,” mumlede Kim. ”Jeg er stadig helt rystet. Det glæder mig, at jeg skadede manden.”
”Det følte jeg, da jeg sov med hovedet på dine knæ dernede i skoven. Det gav mig urolige drømme — det var det onde i din sjæl, som arbejdede sig frem til min. Men på den anden side” — han løsnede sin rosenkrans — ”har jeg erhvervet Fortjeneste ved at frelse to menneskeliv — de to menneskers, som forurettede mig. Nu må jeg se at få øje på Tingenes Årsag. Min sjæls båd gynger.”
”Sov og saml kræfter, det er det klogeste.”
”Jeg mediterer. Der er større behov derfor, end du forstår.”
Time efter time, lige til daggry, mens måneskinnet blegnede på de høje tinder og det, der havde været sorte bælter på de fjerne bjerges sider, viste sig at være friske, grønne skove, sad lamaen og stirrede ufravendt på muren. Fra tid til anden stønnede han. Uden for den stængede dør, hvor skuffede køer stod og længtes efter deres vanlige stald, var Shamleghs beboere og kulierne optagne af plyndring og vellevned. Manden fra Ao-chung stod i spidsen for det hele og da de først havde åbnet sahib’ernes konservesdåser og opdaget, at deres indhold smagte godt, vovede de ikke at holde op. Shamleghs mødding modtog levningerne.
Da Kim efter en nat med slemme drømme listede sig ud i den kolde morgen for at børste tænder, trak en lyshudet kvinde med turkisbesat hovedtøj ham til side.
”De andre er gået. Som lovet, efterlod de denne kilta til dig. Jeg holder ikke af sahib’er, men du må lave os et tryllemiddel til gengæld for den. Vi vil ikke, at lille Shamlegh skal få et dårligt ry på grund af det — uheld. Jeg er Shamleghs Kvinde.”
Hun betragtede ham med et klart, dristigt blik, der slet ikke lignede bjergkvindernes sædvanlige stjålne skotten.
”Det skal jeg. Men det må gøres i al hemmelighed.”
Hun løftede den tunge kilta, som var den et stykke legetøj, og kastede den ind i sin egen hytte.
”Gå ud og luk døren forsvarligt. Lad ingen komme nær, før tryllemidlet er færdigt.”
”Men bagefter — kan vi tales ved.”
Kim væltede kilta’ens indhold ud på gulvet — et virvar af landmålerinstrumenter, bøger, journaler, breve, kort og underligt parfumerede skrivelser fra indfødte. Helt nede på bunden lå en broderet pose, som indeholdt et forseglet og med guld og farver smykket dokument af den slags, som konger sender konger. Kim snappede efter vejret af henrykkelse og overvejede situationen fra en sahibs standpunkt.
”Bøgerne behøver jeg ikke. Desuden er det logaritmetabeller — til landmåling formodentlig.” Han lagde dem til side. ”Brevene forstår jeg ikke, men det gør oberst Creighton nok. De må alle gemmes. Kortene — de tegner bedre kort end jeg — naturligvis også. Og alle de indfødtes skrivelser og ganske særligt murasla’en.” Han snuste til den broderede pose. ”Den må være fra Hilás eller Bunár, og Hurree Babu talte sandt. Død og plage! Det er en god fangst. Jeg ville ønske, at Hurree kunne få det at vide… resten må ud af vinduet.” Han pillede ved et pragtfuldt prismekompas og en blank teodolit. Men når alt kommer til alt, kan en sahib ikke godt stjæle, og desuden kunne tingene senere blive ubehagelige vidner. Han undersøgte hver eneste stump beskrevet papir, alle kortene og de indfødtes skrivelser. De udgjorde en anselig bunke. Tre bøger med spænder og fem slidte lommebøger lagde han til side.
”Brevene og murasla’en må jeg bære inden for min klædning og under mit bælte, og de håndskrevne bøger må jeg stikke i madposen. Den bliver meget tung. Så tror jeg ikke der er mere. Hvis der er, så har kulierne kastet det ned i kløften og så er den ting i orden. Og nu skal du samme vej.”
Han fyldte kilta’en med alt uønsket og løftede den op i vindueskarmen. Tusind fod under ham lå en lang, doven, rundskuldret tågebanke, endnu urørt af morgensolen. Tusind fod under den knejsede en århundredgammel fyrreskov. Når en hvirvelvind rev hul i tågen, kunne han se de grønne toppe, der så ud som et lag mos.
”Nej, jeg tænker ikke, at nogen vil søge efter dig!”
Kurven trillede rundt og udspyede sit indhold, mens den faldt. Teodolitten ramte en fremspringende klippekant og sprang i stumper og stykker som en granat. Bøgerne, blækflaskerne, farveladerne, kompasserne og linealerne lignede i nogle sekunder en bisværm. Så forsvandt de, og skønt Kim hang med den halve krop ud af vinduet og anspændte sine unge ører, hørte han ikke en lyd fra kløften.
”De kunne ikke købes for fem hundrede rupier — ja ikke for tusind,” tænkte han sørgmodigt. ”Det var en frygtelig ødselhed, men jeg har da alle deres andre sager — alt hvad de har lavet — håber jeg. Men hvordan pokker skal jeg lade Hurree Babu det vide og hvad pokker skal jeg gøre og min gamle mand er syg. Jeg må pakke papirerne ind i voksdug, det er det første der skal gøres, ellers bliver de gennemsvedte… og jeg er ganske alene!”
Han bandt det omhyggeligt sammen i en pakke og svøbte det stive, klæbrige voksdug fast omkring hjørnerne, for hans omflakkende liv havde gjort ham så metodisk som en gammel jæger med hensyn til oppakning. Dernæst stuvede han, ligeledes med største omhu, bøgerne ned på bunden af madposen.
Kvinden bankede på døren og trådte ind.
”Men du har ikke lavet noget tryllemiddel,” sagde hun og så sig om.
”Det behøves ikke.”
Kim havde helt glemt nødvendigheden af lidt hokuspokus. Kvinden lo uærbødigt ad hans forvirring.
”Nej — ikke for din skyld. Du kan hekse blot ved at blinke med øjet. Men betænk, hvad der skal blive af os stakler, når du er borte! De var alle for fulde i nat til at lytte til en kvinde. Men du er vel ikke beruset?”
”Jeg er præst.” Kim havde genvundet sin fatning, og da kvinden var alt andet end grim, holdt han det for bedst at holde på præsteværdigheden.
”Jeg advarede dem og sagde, at sahib’erne vil blive vrede og anstille undersøgelser og indgive beretning til rajahen. Og så er der babuen, som er med dem. Skriverkarle har lange tunger.”
”Er det alt, hvad der bekymrer dig?” Kim havde i samme nu lagt en fuldstændig plan og smilede et henrivende smil.
”Ikke helt,” svarede kvinden og strakte en hård, brun hånd frem, helt bedækket med turkisbesatte sølvringe.
”Den bekymring kan jeg forjage med få ord,” vedblev han hurtigt. ”Babuen er netop den hakim (du har sikkert hørt tale om ham) som flakkede om blandt bjergene ved Ziglaur. Jeg kender ham.”
”Han vil røbe det mod en belønning. Sahiber kan ikke skelne bjergbo fra bjergbo, men babuer har et skarpt blik for mænd — og for kvinder.”
”Bring ham et budskab fra mig.”
”Der er intet, jeg ikke ville gøre, når du beder mig om det.”
Kim modtog denne kompliment med den fatning, som mænd må udvise i et land, hvor det er kvinderne, der gør kur. Han rev et blad ud af en lommebog, og med patenteret blækstift skrev han med blokbogstaver — sådanne som uartige drenge bruger, når de skriver frække ord på murene: ”Jeg har alt, hvad de har skrevet, deres tegninger af landet og mange breve. Især marasla’en. Sig mig, hvad jeg skal gøre. Jeg er i Shamlegh-Under-Sneen. Den gamle mand er syg.”
”Bring ham dette. Det vil ganske lukke munden på ham. Han kan ikke være kommet langt bort.”
”Det kan han ikke. De er endnu i skoven på den anden side af bjerget. Vore børn gik derover for at holde øje med dem, da det blev lyst, og da de satte sig i bevægelse, råbte børnene det til os.”
Kim studsede, men fra randen af græsgangen lød der i det samme et skingrende skrig, ligesom en glentes. Et barn, som vogtede kvæg, havde fået signalet fra en broder eller søster på den anden side af skrænten ud mod Chinidalen og lod det nu gå videre.