nu ivaar da?
Ingrid.
Nej, men Peer –?
Peer Gynt.
Har du Blygsel over Øjet?
Kan du nægte, naar jeg beer?
Ingrid.
Kors; jeg tror, hans Vid er fløjet –!
Peer Gynt.
Blir der Helg, naar en dig ser?
Svar!
Ingrid.
Nej, men –
Peer Gynt.
Hvad er saa Resten!
(vil gaa.)
Ingrid
(træder ivejen).
Ved du, det er halsløs Daad,
hvis du sviger?
Peer Gynt.
Faar saa være.
Ingrid.
Du kan vinde Gods og Ære,
hvis du taer mig –
Peer Gynt.
Har ej Raad.
Ingrid
(brister i Taarer).
O, du lokked –!
Peer Gynt.
Du var villig.
Ingrid.
Trøstløs var jeg!
Peer Gynt.
Jeg var yr.
Ingrid
(truende).
Ja, men Boden blir dig dyr!
Peer Gynt.
Dyrest Bod faar kaldes billig.
Ingrid.
Staar du fast ved dit?
Peer Gynt.
Som Sten.
Ingrid.
Godt; saa se da, hvem som vinder!
(gaar nedover.)
Peer Gynt
(tier en Stund; med et skriger han:)
Djævlen staa i alt, som minder!
Djævlen staa i alle Kvinder!
Ingrid
(drejer Hovedet og raaber haanligt opp:)
Uden en!
Peer Gynt.
Ja; uden en.
(de gaar hver sin Vej.)
*
(Ved et Fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et Uvejr trækker opp.)
(Aase, fortvivlet, raaber og ser sig om till alle Sider. Solvejg har ondt for at holde Skridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et Stykke bagefter.)
Aase
(fægter med Armene og river sig i Haaret).
Alting er imod mig med Vredens Vælde!
Himmel og Vand og de stygge Fjelde!
Himlen vælter Skodde for at forvilde ham!
Det lumske Vand vil ved Livet skille ham!
Fjeldene vil slaa ham med Skred og Rap; –
og saa Menneskene! De er ude paa Drab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den Bytting; at Fanden skulde friste ham!
(vender sig till Solvejg.)
Ja, er det ikke rent utænkeligt, sligt?
Han, som stødt foer med Løgn og Digt; –
han, som bare i Munden var stærk;
han, som aldrig har prøvet et dugeligt Værk; –
han –! En kunde baade græde og le! –
O, vi holdt sammen i Nød og Ve.
Ja, for du skal vide, Manden min drak,
foer Byggden rundt med Daarskab og Snak,
ødte og traadte vor Velstand under Fod.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre Raad, end at glemme;
for det falder mig saa svært at staa rigtig imod.
Det er saa fælt at se Skjæbnen under Øjne;
og saa vil en jo gjerne ryste Sorgerne af sig,
og prøve som bedst at skyde Tankerne fra sig.
En bruger Brændevin, en anden bruger Løgne;
aa, ja! saa brugte vi Eventyr
om Prinser og Trolde og alleslags Dyr.
Om Bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de Fandens Ræggler skulde i ham hængt?
(forfærdet igjen.)
Hu, for et Skrig! Det er Nøkken eller Draugen!
Peer! Peer! – Deroppe paa Haugen –!
(løber oppover en liden Højde og ser over Vandet. Indflytterfolkene kommer till.)
Aase.
Ikke Spor at se!
Manden
(stille).
Det er værst for ham.
Aase
(grædende).
Ak, min Peer! Mit fortabte Lam!
Manden
(nikker mildt).
Ja, rigtig. Fortabt.
Aase.
Nej, snakk ikke slig!
Han er saa glup. Der er ingen ham lig.
Manden.
Du daarlige Kvinde!
Aase.