Hør! Sig mig, naar heles saa Synet igjen
till Menneskesyn?
Dovregubben.
Ingensinde, min Ven.
Peer Gynt.
Naa, saa! Ja, saa siger jeg Takk for mig.
Dovregubben.
Hvad vil du udenfor?
Peer Gynt.
Gaa min Vej.
Dovregubben.
Nej, stopp! Det er lettvindt at slippe herind;
men udad gaar ikke Dovregubbens Grind.
Peer Gynt.
Du vil da vel ikke tvinge mig voldeligt?
Dovregubben.
Hør nu, og vær fornuftig, Prins Peer!
Du har Gaver for Troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu saa temmelig troldeligt?
Og Trold vil du være?
Peer Gynt.
Ja-Gud vil jeg saa.
For en Brud og et velskjøttet Rige paa Kjøbet
kan jeg finde mig i at noget gaar i Løbet.
Men alting i Verden er der Maade paa.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel faa løst, hvad det Hoftrold bandt.
Brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igjen faa den paa mig knappet.
Og sagtens kan jeg ogsaa faa losset Baaden
for denne dovriske Levemaaden.
Jeg skal gjerne sværge paa, en Ko er en Mø;
en Ed kan en altid jo æde i sig; –
men det, at vide, at en aldrig kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt Menneske kan dø,
at gaa som et Bergtrold alle sine Dage, –
dette her, at en aldrig kan træde tillbage,
som der staar i Bogen, det lægger du Vind paa;
men det er noget, som jeg aldrig gaar ind paa.
Dovregubben.
Nu bliver jeg, sandt for Udyden, vred;
og da er jeg ikke till at gantes med.
Du dagblakke Pilt! Ved du hvem jeg er?
Først saa kommer du min Datter for nær –
Peer Gynt.
Det er Løgn i din Hals!
Dovregubben.
Du maa hende ægte.
Peer Gynt.
Tør du sige mig paa, at –?
Dovregubben.
Hvad? Kan du nægte,
hun var i din Attraa og i din Begjær?
Peer Gynt
(blæser).
Ikke andet? Hvem Fanden hænger sig i sligt?
Dovregubben.
Mennesket blir sig dog altid ligt.
Aanden bekjender I alle med Kjæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med Næverne.
Saa du mener, at Attraaen intet gjælder?
Vent; du skal snart faa Syn for Sagn –
Peer Gynt.
Du fisker mig ikke med Løgnens Agn!
Den grønklædte.
Min Peer, du er Faer før Aaret hælder.
Peer Gynt.
Lukk opp; jeg skal ud.
Dovregubben.
I et Bukkeskind
faar du Ungen efter dig.
Peer Gynt
(tørrer Sveden af sig).
Gid jeg var vaagnet!
Dovregubben.
Skal han skikkes till Kongsgaarden?
Peer Gynt.
Skikk ham paa Sognet!
Dovregubben.
Godt, Prinds Peer; den Sagen blir din.
Men den Ting er sikker, at gjort er gjort,
item at din Afkom vil voxe;
sligt Blandingskræ voxer urimelig fort –
Peer Gynt.
Gubbe, vær nu ikke strid som en Oxe!
Vær rimelig, Jomfru! Tag mod Forlig.
Du skal vide, jeg er hverken Prins eller rig; –
og enten du saa vil maale eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.
(Den grønklædte faar ondt og bæres ud af Troldpiger.)
Dovregubben
(ser en Stund paa ham med høj Foragt; derpaa siger han):
Hiv ham i Knas mod Bergvæggen, Børn!
Troldungerne.
Aa, Faer, maa vi først lege Hubro og Ørn!
Ulvelegen! Graamus og gloøjet Katt!
Dovregubben.
Ja, men fort. Jeg er arrig og søvnig. Godnatt!
(gaar.)
Peer Gynt
(jaget af Troldungerne).
Slipp mig, Djævelstøj!
(vil opp gjennem Skorstenspiben.)
Troldungerne.
Tomtegubber! Nisser!
Bid ham bag!
Peer Gynt.
Au!
(vil ned gjennem Kjælderlemmen.)