Выбрать главу

    Troldungerne.

                              Stæng alle Ridser!

    Hoftroldet.

Hvor de morer sig, de smaa!

    Peer Gynt

(kjæmpende med en liden Troldunge, som har bidt sig fast i hans Øre).

                              Vil du slippe, dit Skarn!

    Hoftroldet

(slaar ham over Fingrene).

Tag varsomt, Slyngel, paa et kongeligt Barn!

    Peer Gynt.

Et Rottehul –!

(løber derhen)

    Troldungerne.

                              Nissebroer! Det maa du spærre!

    Peer Gynt.

Den gamle var fæl; men de unge er værre!

    Troldungerne.

Flæng ham!

    Peer Gynt.

                              Ak; den, der var liden som en Mus!

(løber om.)

    Troldungerne

(myldrer omkring ham).

Stæng Gjærde! Stæng Gjærde!

    Peer Gynt

(grædende).

                              Ak; var jeg en Lus!

(han falder.)

    Troldungerne.

Nu i Synet paa ham!

    Peer Gynt

(begravet i Trolddyngen).

                              Hjælp, Moer, jeg dør!

(Kirkeklokker ringer langt borte.)

    Troldungerne.

Bjelder i Fjeldet! Det er Svartekjolens Kjør!

(Troldene flygter under Bulder og hylende Skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder.)

*

(Bælmørke.)

(Peer Gynt høres at hugge og slaa omkring sig med en stor Gren.)

    Peer Gynt.

Giv Svar! Hvem er du?

(En Stemme i Mørket.)              Mig selv.

    Peer Gynt.

                              Af Vejen!

    Stemmen.

Gaa udenom, Peer! Den er stor nok, Hejen.

    Peer Gynt

(vil igjennem paa et andet Sted, men støder imod).

Hvem er du?

    Stemmen.

                              Mig selv. Kan du sige det samme?

    Peer Gynt.

Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit Sverd kan ramme!

Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!

Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!

(slaar og hugger.)

Hvem er du?

    Stemmen.

              Mig selv.

    Peer Gynt.

                              Det dumme Svar

kan du gjemme; det gjør ikke Sagen klar.

Hvad er du?

    Stemmen.

              Den store Bøjgen.

    Peer Gynt.

                              Naa, saa!

Før var Gaaden svart; nu tykkes den graa.

Af Vejen, Bøjg!

    Stemmen.

                              Gaa udenom, Peer!

    Peer Gynt.

Igjennem!

(slaar og hugger.)

              Han faldt!

(vil frem, men støder imod)

                              Haa, haa! Er her fler?

    Stemmen.

Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.

Det er Bøjgen, som er saarløs, og Bøjgen, som fik Men.

Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.

    Peer Gynt

(kaster Grenen).

Værget er troldsmurt; men jeg har Næver!

(slaar sig igjennem.)

    Stemmen.

Ja, lid paa Næverne; lid paa Kroppen.

Hi-hi, Peer Gynt, saa rækker du Toppen.

    Peer Gynt

(kommer igjen).

Atter og fram, det er lige langt; –

ud og ind, det er lige trangt!

Der er han! Og der! Og rundt om Svingen!

Rett som jeg er ude, staar jeg midt i Ringen. –

Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?

    Stemmen.

Bøjgen.

    Peer Gynt

(famler omkring).

                              Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; taaget.

Ingen Skikkelse heller! Det er som at tørne

i en Dynge af knurrende halvvaagne Bjørne!

(skriger.)

Slaa fra dig!

    Stemmen.

                              Bøjgen er ikke gal.