Выбрать главу

(Peer Gynt staar i Skjorteærmerne og fælder Gavntømmer.)

    Peer Gynt

(hugger paa en stor Furu med krogede Grene).

Aa-ja, du er sejg, du gamle Kall;

men det baader knappt, for du staar for Fald.

(hugger igjen.)

Jeg ser nok, du har en Staaltraadsærk;

men jeg flænger den, jeg, var den aldrig saa stærk. –

Ja, ja; du ryster din krogede Arm;

det er rimeligt nok, du er arg og harm;

men lige fuldt saa skal du i Knæ –!

(bryder med engang tvert af.)

Løgn! Det er bare et gammelt Træ.

Løgn! Det er ingen staalklædt Knark;

det er bare en Furu med sprukken Bark. –

Det er tungvindt Arbejd at hugge Tømmer;

men Fandenskab naar en baade hugger og drømmer. –

Det skal væk, dette her, – at staa i Taagen

og væve sig bort lyslevende vaagen. –

Du er fredløs, Gut! Du er jaget paa Skogen.

(hugger en Stund ilsomt.)

Ja, fredløs, ja. Du har ikke Moer

till at bære frem Maden og duge dit Bord.

Vil du æde, Gut, faar du hjælpe dig selv,

hente det raat fra Skog og Elv,

spike dig Tyri og nøre dig Ild,

stulle og stelle og lage det till.

Vil du klæde dig varmt, faar du vejde Ren;

vil du mure dig Hus, faar du bryde Sten;

vil du tømre det opp, faar du fælde Stokken

og bære den frem paa din Rygg till Traakken. –

(Øxen synker; han ser frem for sig.)

Gjildt skal det bygges. Taarn og Fløj

skal der være paa Tagryggen hæv og høj.

Og saa vil jeg snitte, till Knapp paa Gavlen,

en Havfrue, skabt som en Fisk fra Navlen.

Messing skal der være paa Fløjen og Laasen.

Glas faar jeg ogsaa se jeg kan faa.

Fremmede Folk skal undres paa

hvad det er, som skinner langt borti Aasen.

(ler i Harme.)

Helvedes Løgn! Der var den igjen.

Du er fredløs, Gut!

(hugger hvasst.)

                              En barktækkt Hytte

gjør baade i Rusk og i Frost sin Nytte.

(ser oppad Træet.)

Nu staar han og vagger. Saa; bare et Spænd!

Der stuper han skraas efter hele sin Længde; – –

det grøsser i Ungskogens Mylr og Mængde!

(giver sig till at kviste Stammen; paa engang lytter han og staar stille med hævet Øxe.)

Der er nogen efter mig! – Naa, er du slig,

du Hæggstadgubbe; – du farer med Svig.

(dukker bag Træet og kiger frem.)

En Gut! Bare en. Han tykkes skræmt.

Han skotter omkring sig. Hvad har han gjemt

under Trøjen? En Sigd. Han standser og glytter, –

lægger Næven tillrette paa en Skigard-Stav.

Hvad er det nu? Hvorfor staar han og støtter –?

Uf da! Hugg han ikke Fingren af!

Hele Fingren af! Han bløder, som en Stud. –

Der sætter han paa Sprang med Næven i en Klud.

(rejser sig.)

Det var Fanden till Kropp! En umistelig Finger!

Helt af! Og det uden at nogen ham tvinger.

Haahaa, nu mindes jeg –! Det er den eneste

Maade at fri sig fra Kongens Tjeneste.

Saa er det. De vilde ham i Krigen skikke;

og Gutten, forstaar sig, vilde nødig afsted. –

Men hugge –? For altid skille sig ved –?

Ja, tænke det; ønske det; ville det med; – –

men gjøre det! Nej; det skjønner jeg ikke!

(ryster lidt med Hovedet; saa gaar han till sit Arbejde igjen.)

*

(En Stue nede hos Aase. Alting er i Uorden; Kister staar aabne; Gangklæder ligger spredte omkring; en Katt i Sengen.)

(Aase og Husmandskonen i travlt Arbejde med at pakke sammen og lægge tillrette.)

    Aase

(render till den ene Side).

Kari, hør her!

    Konen.

              Hvad godt?

    Aase

(paa den anden Side).

                              Hør her –!

Hvor ligger –? Hvor finder jeg –? Svar mig; hvor er –?

Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!

Hvor er Nøglen till Kisten?

    Konen.

                              I Nøglehullet.

    Aase.

Hvad er det, som rumler?

    Konen.

                              Det sidste Læss

blir kjørt till Hæggstad.

    Aase

(grædende).

                              Jeg var tillfreds,

jeg selv blev kjørt ud i den svarte Kiste!

Aa, hvad et Menneske maa taale og friste!

Gud hjælpe mig naadig! Hele Huset tømt!

Hvad Hæggstadbonden levned, har Lensmanden taget.

Ikke Klæderne paa Kroppen engang blev vraget.

Tvi! Faa de Skam, som saa haardt har dømt!

(sætter sig paa Sengekanten.)

Baade Gaard og Grund er ude af Ætten;

strid var den gamle; men stridere var Retten; –

der var ikke Hjælp og der var ikke Naade;

Peer var borte; ingen kunde mig raade.

    Konen.

Her i Stuen faar I dog sidde till jer Død.

    Aase.