og saa kom den højst paafode!
Aase.
Der er saltstrød, hvor den grode.
Kors, men du er Storkarl, du, –
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang Presten,
der han kom fra Kjøbenhavn,
spurgte dig om Døbenavn,
bandte paa at sligt et Nemme
sakned mangen Prins derhjemme,
saa at Faer din gav ham Hesten
med en Slæde till, som Takk
for den vennesæle Snakk. –
Haa; ja da var alting gjildt!
Provst, Kaptejn og hele Resten
hang her dagstødt, aad og drak,
fyldte sig, saa fast de sprak.
Men i Nød skal kjendes Næsten.
Her blev folketomt og stillt
samme Dag da «Jon med Skjæppen»
tog ivej med Kramkarl-Skræppen.
(tørrer Øjnene med Forklædet.)
Ak, du er dog stærk og stor,
skulde staa som Stav og Støtte
for din gamle skrale Moer, –
skulde Gaardens Gjerning skjøtte,
værge Slumpen af din Arv; –
(græder paany)
aa, Gud hjælpe mig for Nytte
jeg har havt af dig, din Skarv!
Hjemme ligger du i Gruen,
roder rundt i Kul og Emmer;
mellem Byggdens Folk du skræmmer
Jenterne fra Gildestuen, –
gjør mig Spe paa alle Kanter,
slaas med Sognets værste Fanter –
Peer Gynt
(gaar fra hende).
Lad mig være.
Aase
(følger efter).
Kan du nægte
du var fremste Mand i Laget
i det store Basketaget,
som for nylig stod paa Lunde,
der I slogs som olme Hunde?
Var det ikke dig, som knækte
Armen paa han Aslak Smed, –
eller idetmindste brækte
ene Fingren hans af Led?
Peer Gynt.
Hvem har fyldt dig med slig Præk?
Aase
(hidsig).
Husmandskonen hørte Hylene!
Peer Gynt
(gnider Albuen).
Ja, men det var mig, som skreg.
Aase.
Dig?
Peer Gynt.
Ja, Moer, – for jeg fik Pryglene.
Aase.
Hvad for noget?
Peer Gynt.
Han er spræk.
Aase.
Hvem er spræk?
Peer Gynt.
Han, Aslak, ved jeg.
Aase.
Tvi – og tvi; nu maa jeg spytte!
Slig en slarvet Fyldebøtte,
slig en Rangler, slig en dranket
Drammesluger har dig banket?
(græder igjen.)
Mangen Skam og Skjændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste Spe.
Lad ham være nok saa spræk; –
skal du derfor være vek?
Peer Gynt.
Om jeg hamrer eller hamres, –
ligefuldt saa skal der jamres.
(ler.)
Trøst dig, Moer –
Aase.
Hvad? Har du løjet
nu igjen?
Peer Gynt.
Ja, denne Gang.
Tørr saa Graaden pent af Øjet; –
(knytter den venstre Haand.)
se, – med denne Knibetang
holdt jeg hele Smeden bøjet;
højre Næven var min Slægge –
Aase.
O, din Slagsbror! Du vil lægge
mig i Graven med din Færd!
Peer Gynt.
Nej da; du er bedre værd;
tyve tusend Gange bedre!
Lille, stygge, snille Moer,
du kan lide paa mit Ord, –
hele Byggden skal dig hædre,
bare vent till jeg faar gjort
noget – noget rigtigt stort!
Aase
(blæser).
Du!
Peer Gynt.
Hvem ved, hvad en kan møde!
Aase.
Gid du bare blev saa klog,
at du engang kunde bøde
Flængen i din egen Brog!
Peer Gynt
(hidsig).
Jeg skal blive Konge, Kejser!
Aase.
Aa, Gud trøste mig, nu rejser
sidste Resten af hans Vid!
Peer Gynt.
Jo, jeg skal! Giv bare Tid!
Aase.
Ja, giv Tid, saa blir du Prins,
siges der, om rett jeg minds!