Trumpeterstraale.
Jeg gaar endda! Mit svenske Sverd
er mer end Yankee-Guldet værd!
Master Cotton.
Maaske; men, ind i Rækken stukkne,
vi vil i Massens Mængde drukkne;
og hvor blir saa Profiten af?
Monsieur Ballon.
Fordømt! Saa nær ved Lykkens Tinde; –
og saa at standse ved dens Grav!
Master Cotton
(med knyttet Haand mod Fartøjet).
Hin sorte Kiste slutter inde
Nabobens gyldne Negersved –!
v. Eberkopf.
En Kongetanke! Fort! Afsted!
Hans Kejserdom er om en Hals!
Hurra!
Monsieur Ballon.
Hvad vil De?
v. Eberkopf.
Vinde Magten!
Besættningen er lett tillfals.
Ombord! Jeg annekterer Yachten!
Master Cotton.
De – hvad –?
v. Eberkopf.
Jeg kniber alt iflæng!
(gaar ned till Jollen.)
Master Cotton.
Da byder mig mit eget Tarv
at knibe med.
(gaar efter.)
Trumpeterstraale.
Det er en Skarv!
Monsieur Ballon.
Et Kjeltringstykke –! Men – enfin!
(følger de andre.)
Trumpeterstraale.
Jeg faar vel følge dem paa Færden, –
men protesterer for Alverden –!
(gaar efter.)
*
(Et andet Sted paa Kysten. Maaneskin og drivende Skyer. Yachten gaar langt ude for fuld Damp.)
(Peer Gynt løber langs Stranden. Snart kniber han sig i Armen, snart stirrer han ud over Havet.)
Peer Gynt.
Mareridt! – Væv! – Nu vaagner jeg snart!
Den staar fra Land! Og i rasende Fart! –
Bare Væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!
(knuger Hænderne.)
Det gaar dog umuligt an, at jeg dør!
(rykker sig i Haaret.)
En Drøm! Jeg vil det skal være en Drøm!
Forfærdeligt! Hu; det er Sandhed, desværre!
Mine Asner af Venner –! Hør mig, Vorherre!
Du er jo saa vis og rettfærdig –! O, døm –!
(med opprakkte Arme.)
Det er mig, Peter Gynt! Aa, Vorherre, pass paa!
Tag dig af mig, Fader; ellers maa jeg forgaa!
Lad dem bakke Maskinen! Lad dem fire ned Giggen!
Stopp Tyvene! Gjør noget uklart i Riggen!
Hør mig! Lad ligge de andres Grejer!
Verden skjøtter sig nok selv imens! – –
Nej-Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!
Det er Stell! En Gud, som paa Raad er læns!
(vinker oppad.)
Pst! Jeg har skillt mig ved Negerplantagen!
Jeg har skikket Missionærer over till Asien!
En Haandsrækkning er dog en anden værd!
Aa, hjælp mig ombord –!
(en Ildstraale skyder ivejret fra Yachten og en tykk Røg vælter ud; et hult Knald høres; Peer Gynt udstøder et Skrig og segner ned i Sandet; lidt efter lidt trækker Røgen bort; Skibet er forsvundet.)
Peer Gynt
(bleg og sagte).
Det var Straffens Sverd!
Tillbunds med Mand og Mus i et Plump!
O, evigt priset være Lykkens Slump – –
(rørt.)
Slumpetræff? Nej, det var mer end saa.
Jeg skulde frelses og de forgaa.
O, Takk og Pris, at du har mig hyttet,
holdt Øje med mig trods alle mine Brøst – –
(aander dybt ud.)
Hvilken vidunderlig Trygghed og Trøst
i at vide sig selv separat beskyttet.
Men i Ørken! Hvor faar jeg Mad og Drikke?
Aa, jeg finder nok lidt. Det maa han forstaa.
Det er ikke saa farligt; –
(højt og indsmigrende.)
han vil visst ikke
at jeg lille fattige Spurv skal forgaa!
Bare ydmyg i Sindet. Og saa unde ham Frist.
Lade Herren raade; ikke hænge med Ørene –
(farer forskræmt ivejret.)
Var det en Løve, som knurred i Rørene –?
(med klapprende Tænder.)
Nej, det var ingen Løve.
(mander sig opp.)
En Løve; jo visst!
De Bæster, de holder sig nok afsides.
Med sin Overmand er det ikke grejdt at bides.
De har jo Instinkt; – de føler, som sandt er,
det er farligt at lege med Elefanter. – –
Men alligevel –. Jeg faar finde et Træ.
Derborte svajer Akazier og Palmer;
kan jeg klyve deropp, har jeg Trygghed og Læ, –
især hvis jeg dertill kunde et Par Salmer –
(klattrer opp.)
Morgenen er ikke Kvelden lig;
det Skriftsted er ofte nok vejet og drøftet.
(sætter sig tillrette.)
Hvor dejligt at føle sin Aand saa løftet.