Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.
Bare bygge paa ham. Han ved hvad Portion
af Nødens Kalk jeg er Mand for at drikke.
Han er faderligt sindet imod min Person; –
(kaster et Øje udover Havet og hvisker med et Sukk:)
men Økonom, – nej, det er han ikke!
*
(Natt. Marokkansk Lejr paa Grænsen mod Ørken. Vagtild og hvilende Krigere.)
En Slave
(kommer og river sig i Haaret).
Væk er Kejserens hvide Ganger!
En anden Slave
(kommer og sønderriver sine Klæder).
Kejserens hellige Dragt er stjaalen!
Oppsynsmand
(kommer).
Hundred Slag faar under Saalen
hver, som ikke Tyven fanger!
(Krigerne stiger tillhest og galopperer bort i alle Rettninger.)
*
(Daggry. Trægruppen med Akazier og Palmer.)
(Peer Gynt i Træet med en afbrukken Gren i Haanden holder sig en Sværm Abekatte fra Livet.)
Peer Gynt.
Fatalt! En højst ubehagelig Natt.
(slaar om sig.)
Er du der igjen? Det er dog forbandet!
Nu kaster de Frugt. Nej; det er noget andet.
Et væmmeligt Dyr, den Abekatt!
Der staar jo skrevet: du skal vaage og fægte.
Men jeg kan s'gu ikke; jeg er tung og matt.
(forstyrres igjen; utaalmodig.)
Jeg maa faa en Pind for det Uvæsen satt!
Jeg maa se at faa fanget en af de Knægte,
hængt ham og krængt ham og klædt mig ud
paa Sætt og Vis i hans laadne Hud,
saa vil de andre tro jeg er ægte. –
Hvad er vi Mennesker? Kun et Fnug.
Og lidt faar man læmpes efter Skikk og Brug. –
Atter en Sværm! De myldrer og kryr.
Pakk jer! Tsju! De ter sig som gale.
Havde jeg blot en forloren Hale, –
noget saadant, som gav en viss Lighed med Dyr –
Hvad nu? Der tasser det over mit Hode –!
(ser opp.)
Den gamle, – med Næverne fulde af Smuds –!
(kryber ængstelig sammen og holder sig en Stund stille. Abekatten gjør en Bevægelse; Peer Gynt begynder at lokke og godsnakke, som for en Hund.)
Ja, – er du der, du gamle Buss!
Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!
Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt –
Det er mig! Pip-pip! Vi er gode Venner!
Aj-aj! Kan du høre, jeg Sproget kjender?
Buss og jeg, vi er Skyldfolk og sligt; –
Buss skal faa Sukker imorgen –! Det Bæst!
Hele Ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! –
Eller kanske det var Føde? Det smagte ubestemmeligt;
dog, hvad Smagen angaar, gjør Vanen mest.
Hvad er det for en Tænker, som engang har sagt:
man faar spytte og haabe paa Vanens Magt? –
Der er Yngelen ogsaa!
(fægter og slaar.)
Det er dog for galt,
at Mennesket, denne Skabningens Herre,
skal se sig nødt till –! Gevalt! Gevalt!
Den gamle var fæl, men de unge er værre!
*
(Tidlig Morgen. Stenet Egn med Udsigt ind over Ørken. Paa den ene Side et Fjeldkløft og en Hule.)
(En Tyv og en Hæler i Kløften med Kejserens Hest og Klædning. Hesten, rigt oppsadlet, staar bunden till en Sten. Ryttere langt borte.)
Tyven.
Lansernes Tunger,
slikkende, spillende, –
se, se!
Hæleren.
Jeg føler alt Knappen
i Sandet trillende!
Ve, ve!
Tyven
(folder Armene over Brystet).
Min Fader var Tyv;
hans Søn maa stjæle.
Hæleren.
Min Fader var Hæler;
hans Søn maa hæle.
Tyven.
Din Lod skal du bære;
dig selv skal du være.
Hæleren
(lytter).
Fodtrin i Krattet!
Paa Flugt! Men hvor?
Tyven.
Hulen er dyb
og Profeten stor!
(de flygter og lader Kosterne i Stikken. Rytterne taber sig i det fjerne.)
Peer Gynt
(kommer, skjærende paa en Rørfløjte).
Hvilken livsalig Morgenstund! –
Skarnbassen triller sin Kugle i Gruset;
Sneglen kryber af Sneglehuset.
Morgenen; ja, den har Guld i Mund. –
Det er dog igrunden en mærkelig Magt,
Naturen har saadan i Dagslyset lagt.
Man føler sig saa trygg, føler Modet voxe,
turde gjerne, om saa var, binde an med en Oxe. –
Hvilken Stillhed omkring! Ja, de landlige Glæder, –
ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;
at man lukker sig inde i de store Stæder,
blot for at rendes af Pakket paa Dør. –
Nej; se, hvor Firbenen vimser omkring,
snapper og tænker paa ingenting.
Hvilken Uskyld selv over Dyrenes Liv.
Hvert holder sig Skaberens Bud efterretteligt,
bevarer sit særlige Præg uudsletteligt,
er sig selv, sig selv gjennem Leg og Kiv,
sig selv, som det blev paa hans første Bliv.
(sætter Lorgnetten paa Næsen.)