Barn, fra Elskovs Standpunkt set,
kan en Hankatt og Profet
komme hartad ud paa et.
Anitra.
Herre, Spøgens Honning strømmer
fra din Læbe.
Peer Gynt.
Lille Ven;
du, som andre Piger, dømmer
Skorpen kun af store Mænd.
Jeg er spøgefuld igrunden,
og paa Tomandshaand især.
Af min Stilling er jeg bunden
till en Maskes Alvorsskjær;
Dagens Pligter gjør mig tvungen;
alt det Regnskab og Besvær,
som jeg har med en og hver,
gjør mig tidt profetisk tvær;
men det ligger kun paa Tungen. –
Væk med Vaas! I Tetatet'en
er jeg Peer, – ja, den, jeg er.
Hej, nu jager vi Profeten;
og mig selv, mig har du her!
(sætter sig under et Træ og drager hende till sig.)
Kom, Anitra; vi vil hvile
under Palmens grønne Vifte!
Jeg skal hviske, du skal smile;
siden vil vi Roller skifte;
da skal dine Læber friske,
mens jeg smiler, Elskov hviske!
Anitra
(lægger sig for hans Fødder).
Hvert dit Ord er sødt som Sange,
skjønt jeg lidt kun deraf fatter.
Herre, svar mig, kan din Datter,
ved at lytte, Sjælen fange?
Peer Gynt.
Sjælen, Aandens Lys og Viden
skal du nok bekomme siden.
Naar i Øst paa Rosenstrimer
prentes gyldent: her er Dagen, –
da, min Tøs, da gier jeg Timer;
du skal nok bli veloppdragen.
Men i Nattens lune Stille
var det dumt, ifald jeg vilde
med en luvslidt Visdoms Rester
træde opp som Skolemester. –
Sjælen er jo ikke heller,
rett betragtet, Hovedsagen.
Det er Hjertet, som det gjælder.
Anitra.
Tal, o, Herre! Naar du taler,
ser jeg Glimt, som af Opaler!
Peer Gynt.
Kløgt, paa Spidsen satt, er Dumhed;
Fejgheds Knopp, i Blomst, er Grumhed;
Sandhed i sin Overdrift
er en bagvendt Visdomsskrift.
Ja, mit Barn, – jeg er forsvoren,
som en Hund, hvis ej der gaar
sjælsforædte Folk paa Jorden,
som till Klarhed tungvindt naaer.
Jeg har kjendt en saadan Kropp,
Perlen i den hele Tropp;
og selv han tog fejl af Maalet,
misted Meningen i Skraalet. –
Ser du Ørken om Oasen?
Hvis jeg blot min Turban svinger,
Verdenshavets Flod jeg tvinger
till at fylde hele Stadsen.
Men jeg var en Dompap-Pande,
hvis jeg skabte Hav og Lande.
Ved du, hvad det er at leve?
Anitra.
Lær mig det!
Peer Gynt.
Det er at svæve
tørrskod nedad Tidens Elv,
helt og holdent som sig selv.
Kun i Mandskraft kan jeg være
den, jeg er, min lille kjære!
Gammel Ørn sin Fjærham fælder,
gammel Støder gaar og hælder,
gammel Kjærring mister Tænder,
gammel Knark faar vissne Hænder, –
hver og en faar vissen Sjæl.
Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,
som en Sultan, hed og hel, –
ej paa Gyntianas Banker,
under Palmeløv og Ranker, –
men, paa Grundlag af det færske,
i en Kvindes Jomfru-Tanker. –
Ser du nu, min lille Pige,
hvi jeg har dig naadigst daaret, –
hvi jeg har dit Hjerte kaaret,
grundlagt, om jeg saa maa sige,
der mit Væsens Kalifat?
Jeg vil eje dine Længsler.
Voldsmagt i min Elskovs Stat!
Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som Guld og Ædelstene.
Skilles vi, er Livet omme, –
ja, for din Part, notabene!
Hele du, hver Trevl og Tomme,
uden Vilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
Dine Lokkers Midnattsgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
skal, som babylonske Haver,
vinke mig till Sultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme Pandehvælv.
Har man Sjæl, saa er man bunden
i Betragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det; –
hvis du vil, du skal, min Tro,
faa en Ring om Ankelledet; –
det blir bedst for begge to;
jeg taer Plads i Sjælestedet,
og forøvrigt – status quo.
(Anitra snorker.)
Hvad? Hun sover! Er det gledet
Hus forbi, hvad jeg har sagt? –
Nej; det stempler just min Magt,
at hun flyder bort i Drømme
paa min Elskovstales Strømme.
(rejser sig og lægger Smykker i hendes Skjød.)
Her er Søljer! Her er fler!
Sov, Anitra! Drøm om Peer – –
Sov! Isøvne har du Kronen
paa din Kejsers Pande satt!
Sejr paa Grundlag af Personen
vandt Peer Gynt i denne Natt.