*
(Karavanvej. Oasen langt tillbage i det fjerne.)
(Peer Gynt, paa sin hvide Hest, jager gjennem Ørken. Han har Anitra foran sig paa Sadelknappen.)
Anitra.
Lad være; jeg bider!
Peer Gynt.
Du lille Skalk!
Anitra.
Hvad vil du?
Peer Gynt.
Vil? Lege Due og Falk!
Føre dig bort! Gjøre gale Streger!
Anitra.
Skam dig! En gammel Profet –!
Peer Gynt.
Aa, Vaas!
Profeten er ikke gammel, din Gaas!
Synes du dette paa Alderdom peger?
Anitra.
Slipp! Jeg vil hjem!
Peer Gynt.
Nu er du kokett!
Tænk, hjem! Till Svigerfaer! Det var nett!
Vi gale Fugle, af Buret fløjne,
tør aldrig mere komme ham for Øjne.
Desuden, min Unge, paa samme Sted
bør man ikke for længere Tid slaa sig ned;
man mister i Agt, hvad man vinder i Kjendskab; –
især, naar man kommer som Profet eller sligt.
Flygtigt skal man vise sig, gaa som et Digt.
Det var s'gu paa Tid at Besøget fik Endskab.
Det er vakklende Sjæle, disse Slettens Sønner; –
tillslut vanked hverken Virak eller Bønner.
Anitra.
Ja, men er du Profet?
Peer Gynt.
Jeg er din Kejser!
(vil kysse hende.)
Nej se, hvor den lille Hakkespætt knejser!
Anitra.
Giv mig den Ring, som sidder paa din Finger.
Peer Gynt.
Tag, søde Anitra, det hele Pøjt!
Anitra.
Dine Ord er Sange! Lifligt de klinger!
Peer Gynt.
Saligt, at vide sig elsket saa højt!
Jeg vil af! Jeg vil lede Hesten, som din Slave!
(rækker hende Ridepisken og stiger af.)
Se saa, min Rose, min dejlige Blomst;
her vil jeg gaa i Sandet og kave
till jeg rammes af et Solstikk og faar min Bekomst.
Jeg er ung, Anitra; hav det for Øje!
Du faar ikke veje mine Fagter saa nøje.
Spas og Spilopper er Ungdoms Kriterium!
Hvis altsaa ikke din Aand var saa tung,
saa vilde du skjønne, min yndige Nerium, –
din Elsker gjør Spilopper, – ergo er han ung!
Anitra.
Ja, du er ung. Har du flere Ringe?
Peer Gynt.
Ikke sandt? Der; grams! Som en Bukk kan jeg springe!
Var her Vinløv i Nærheden, skulde jeg mig kranse.
Ja minsæl er jeg ung! Hej, jeg vil danse!
(danser og synger.)
Jeg er en lyksalig Hane!
Hakk mig, min lille Tippe!
Ej! Hopp! Lad mig trippe; –
jeg er en lyksalig Hane!
Anitra.
Du sveder, Profet; jeg er angst du skal smelte; –
rækk mig det tunge, som dingler i dit Bælte.
Peer Gynt.
Ømme Bekymring! Bær Pungen for stedse; –
uden Guld er elskende Hjerter tillfredse!
(danser og synger igjen.)
Unge Peer Gynt er en Galfrands; –
han ved ikke paa hvad Fod han vil staa.
Pytt, sa'e Peer; – pytt, lad gaa!
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
Anitra.
Frydfuldt, naar Profeten i Dansen træder!
Peer Gynt.
Visvas med Profeten! – Lad os bytte Klæder!
Hejsan! Trækk ud!
Anitra.
Din Kaftan blev for lang,
din Livgjord for vid og din Strømpe for trang –
Peer Gynt.
Eh bien!
(knæler.)
Men gjør mig en hæftig Sorg; –
det er sødt for elskende Hjerter at lide!
Hør, naar vi kommer hjem till min Borg –
Anitra.
Till dit Paradis; – har vi langt at ride?
Peer Gynt.
Aa, en tusende Mile –
Anitra.
Forlangt!
Peer Gynt.
O, hør; –
du skal faa den Sjæl, som jeg lovte dig før –
Anitra.
Ja, Takk; jeg hjælper mig uden Sjæl.
Men du bad om en Sorg –
Peer Gynt
(rejser sig).
Ja, Død og Plage!
En voldsom, men kort, – for en to-tre Dage!