Anitra.
Anitra lyder Profeten! – Farvel!
(hun smækker ham et dygtigt Rapp over Fingrene og jager i flyvende Galopp tillbage gjennem Ørken.)
Peer Gynt
(staar en lang Stund som lynslagen).
Naa, saa skulde da ogsaa – – –!
*
(Samme Sted. En Time senere.)
(Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker Tyrkeklæderne af, Stykke for Stykke. Tillsidst tager han sin lille Rejsehue opp af Frakkelommen, sætter den paa, og staar atter i sin europæiske Dragt.)
Peer Gynt
(idet han kaster Turbanen langt fra sig).
Der ligger Tyrken, og her staar jeg! –
Dette hedenske Væsen duer s'gu ej.
Det var heldigt, det kun var i Klæderne baaret,
og ej, som man siger, i Kjødet skaaret. –
Hvad vilde jeg ogsaa paa den Gallej?
En staar sig dog bedst paa at leve som Kristen,
vrage Paafuglhabittens Pral,
støtte sin Færd till Lov og Moral,
være sig selv og faa sig tillsidst en
Tale ved Graven og Kranse paa Kisten.
(gaar nogle Skridt.)
Den Taske; – hun var paa et hængende Haar
ifærd med at gjøre mig Hodet kruset.
Jeg vil være et Trold, ifald jeg forstaar,
hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.
Naa; godt, det fik Slut! Var Spasen dreven
et Skridt endnu, var jeg latterlig bleven. –
Jeg har fejlet. Ja; – men det er dog en Trøst,
at jeg fejled paa Grundlag af Stillingens Brøst.
Det var ikke selve Personen, der faldt.
Det er egentlig dette profetiske Levnet,
saa ganske blottet for Virksomheds Salt,
som har sig med Smagløsheds Kvalmer hævnet.
En daarlig Bestilling at være Profet!
I Embedets Medfør skal man gaa som i Taagen;
profetisk taget man flux er Bét,
saa saare man ter sig ædru og vaagen.
For saa vidt har jeg gjort Stillingen Fyldest,
netopp ved at bringe den Gaas min Hyldest.
Men, ikke desmindre –
(brister i Latter.)
Hm, tænke sig till!
Ville stoppe Tiden ved at trippe og danse!
Ville stride mod Strømmen ved at svinge og svanse!
Spille paa Strengeleg, kjæle og sukke,
og ende som en Hane – med at lade sig plukke.
Den Adfærd kan kaldes profetisk vild. –
Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt!
Naa; lidt har jeg rigtignok i Baghaanden gjemt;
jeg har noget i Amerika, noget i Lommen;
er altsaa ikke helt paa Fantestien kommen. –
Og dette middels er igrunden bedst.
Nu er jeg ikke bunden af Kudsk eller Hest;
jeg har ingen Besvær med Kuffert og Kjærre;
kort sagt, som man siger, jeg er Stillingens Herre. –
Hvilken Vej bør jeg vælge? Mangen Vej staar mig aaben;
og i Valget kjender man Vismand fra Taaben.
Mit Forrettningsliv er et sluttet Kapitel;
min Kjærlighedsleg er en aflagt Kittel.
Till Krebsegang føler jeg ingen Drift.
«Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt», –
saa tror jeg der staar i et aandrigt Skrift. –
Altsaa noget nytt; en forædlet Færd;
et Formaal, som er Møjen og Pengene værd.
Om jeg skrev mit Levnet uden Fordølgelse, –
en Bog till Vejledning og Efterfølgelse?
Eller, bi –! Jeg har Tiden ganske till Raadighed; –
hvad, om jeg som en rejsende Lærd
studerte de henfarne Tiders Graadighed?
Isandhed, ja; det er noget for mig!
Krøniker læste jeg alt som liden,
og har ogsaa dyrket den Videnskab siden. –
Jeg vil følge Menneskeslægtens Vej!
Jeg vil svømme som en Fjær paa Historiens Strøm,
leve den opp igjen, som i en Drøm, –
se Heltenes Kampe for stort og godt,
men i sikker Behold, som Tillskuer blott, –
se Tænkerne falde, Martyrerne bløde,
se Riger grundes og Riger forgaa, –
se Verdensepoker slaa ud af det smaa;
kort sagt, jeg vil skumme Historiens Fløde. –
Jeg faar se at faa Tag i et Bind af Becker,
og rejse kronologisk saa langt jeg rækker. –
Vel sandt, – min Forkundskab er ikke grundig,
og Historiens indre Mekanik underfundig; –
men pytt; hvor Udgangspunktet er galest,
blir tidt Resultatet originalest. – –
Hvor løftende dog, at sætte sig et Maal,
og drive det igjennem som Flint og Staal!
(stille bevæget.)
Bryde, paa alle Kanter og Ender,
de Baand, som binder till Hjemstavn og Venner, –
sprænge i Luften sin Rigdoms Skatt, –
sige sin Kjærlighedslykke Godnatt, –
alt, for at finde det sandes Mysterium, –
(tørrer en Taare af Øjet.)
det er den ægte Forskers Kriterium! –
Jeg føler mig lykkelig over al Maade.
Nu har jeg løst min Bestemmelses Gaade.
Nu bare holde ud i tykkt og i tyndt!
Det er vel tillgiveligt om jeg knejser
og føler mig selv, som Manden Peer Gynt,
ogsaa kaldt Menneskelivets Kejser. –
Det svundnes Facit og Sum vil jeg eje;
aldrig slide de levendes Veje; –
Samtiden er ej en Skosaale værd;
baade troløs og margløs er Mændenes Færd;
deres Aand har ej Flugt, deres Daad ej Vægt; – –
(trækker paa Skulderen.)
og Kvinderne, – det er en skrøbelig Slægt!
(han gaar.)
*