Nu ikke forknytt;
næsten alt i Verden er i Førstningen nytt.
«Sig selv»; – kom; her skal De se et Exempel;
jeg vælger det første det bedste iflæng –
(till en mørk Skikkelse.)
Goddag, Huhu! Naa, gaar du, min Dreng,
bestandig omkring med Græmmelsens Stempel?
Huhu.
Kan jeg andet vel, naar Folket
Slægt for Slægt dør ufortolket?
(till Peer Gynt.)
Du er fremmed; vil du høre?
Peer Gynt
(bukker).
Gudbevar's!
Huhu.
Saa laan mig Øre. –
Fjernt i Øst, som Krans om Pande,
staar de malebarske Strande.
Portugiser og Hollænder
Landet med Kultur bespænder.
Desforuden boer der Skarer
af de ægte Malebarer.
Disse Folk har Sproget blandet; –
de er Herrer nu i Landet. –
Men i Tiden længst forgangen
raaded der Orangutangen.
Han var Skogens Mand og Herre;
frit han turde slaa og snærre.
Som Naturens Haand ham skabte,
saa han gren og saa han gabte.
Uforment han turde skrige;
han var Hersker i sit Rige. –
Ak, men saa kom Fremmedaaget
og forplumred Urskogs-Sproget.
Firehundredaarig Natten
ruged over Abekatten;
og man ved, saa lange Nætter
Landsens Folk i Stampe sætter. –
Skogens Urlyd er forstummet;
ikke længer blir der brummet; –
skal vi vore Tanker male,
maa det ske ved Hjælp af Tale.
Hvilken Tvang for alle Stænder!
Portugiser og Hollænder,
Blandingsracen, Malebaren,
hver er lige ilde faren. –
Jeg har prøvet paa at fægte
for vort Urskogs-Maal, det ægte, –
prøvet at belive Liget, –
hævdet Folkets Rett till Skriget, –
skreget selv og paavist Trangen
till dets Brug i Folkesangen. –
Skralt man dog min Idrætt skatter. –
Nu, jeg tror, min Sorg du fatter.
Takk, at du har laant mig Øre; –
ved du Raad, saa lad mig høre!
Peer Gynt
(sagte).
Der staar skrevet: man faar tude
med de Ulve, som er ude.
(højt.)
Kjære Ven, saavidt jeg husker
findes i Marokko Busker,
hvor en Flok Orangutanger
lever uden Tolk og Sanger; –
deres Maal lød malebarisk; –
det var smukt og exemplarisk, –
dersom De, lig andre Standsmænd,
vandred ud till Gavn for Landsmænd –
Huhu.
Takk, at du har laant mig Øre; –
som du raader, vil jeg gjøre.
(med en stor Gebærde.)
Østen har forstødt sin Sanger!
Vesten har Orangutanger!
(han gaar.)
Begriffenfeldt.
Naa, var han sig selv? Jeg skulde det mene.
Af sit eget er han fyldt, og af det alene.
Han er sig i alt, hvad han giver af sig, –
sig selv i Kraft af at være fra sig.
Kom her! Nu skal jeg vise Dem en anden,
fra iaftes ikke mindre konform med Forstanden.
(till en Fellah, som bærer en Mumie paa Ryggen.)
Kong Apis, hvor gaar det, min høje Herre?
Fellahen
(vildt till Peer Gynt).
Er jeg Kong Apis?
Peer Gynt
(trækker sig bag Doktoren).
Jeg maa tillstaa, desværre,
jeg er ikke inde i Situationen;
men jeg tror nok, ifald jeg tør dømme efter Tonen –
Fellahen.
Nu lyver du ogsaa.
Begriffenfeldt.
Deres Højhed faar melde
hvordan Sagerne staar.
Fellahen.
Det skal jeg fortælle.
(vender sig till Peer Gynt.)
Ser du ham, som jeg bærer paa Ryggen?
Han Navnet Kong Apis lød.
Nu gaar han under Navn af Mumie,
og er derhos aldeles død.
Han har bygget alle Pyramider,
og hugget den store Sfinx,
og kriget, som Doktoren siger,
med Tyrken baade rechts og links.
Og derfor det ganske Ægypten
har priset ham som en Gud,
og stillet ham opp i Templer,
i Lignelser af en Stud. –
Men jeg er denne Kong Apis,
det ser jeg saa soleklart;
og hvis du ikke forstaar det,
saa skal du forstaa det snart.
Kong Apis var nemlig paa Jagten,
og steg af sin Hest en Stund,
og gik for sig selv afsides
ind paa min Oldefaers Grund.
Men Marken, Kong Apis gjøded,
har næret mig med sit Korn;