Jeg er udslidt. Efterskriften, – glem ikke den:
han leved og han døde som en paaholden Pen!
Peer Gynt
(svimler).
Hvad skal jeg –! Hvad er jeg? Du store –, hold fast!
Jeg er alt, hvad du vil, – en Tyrk, en Synder, –
et Bergtrold –; men hjælp; – det var noget som brast –!
(skriger.)
Jeg kan ikke hitte dit Navn i en Hast; – –
hjælp mig, du, – alle Daarers Formynder!
(synker i Afmagt.)
Begriffenfeldt
(med en Straakrans i Haanden, gjør et Spring og sætter sig skrævs over ham).
Ha; se, hvor han i Sølen knejser; – –
er fra sig selv –! Hans Kroning sker!
(trykker Kransen paa ham og udraaber:)
Han leve! Leve selvets Kejser!
Schafmann
(i Buret).
Es lebe hoch der grosse Peer!
FEMTE HANDLING.
(Ombord paa et Skib i Nordsjøen udenfor den norske Kyst. Solnedgang. Stormfuldt Vejr.)
(Peer Gynt, en kraftig gammel Mand med isgraat Haar og Skjægg staar agter paa Hytten. Han er halvt sjømandsklædt, i Jakke og høje Støvler. Dragten noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et haardere Udtrykk. Skibskaptejnen ved Rattet hos Rorgjængeren. Mandskabet forud.)
Peer Gynt
(læner Armene paa Rælingen og stirrer ind mod Land).
Se Hallingskarven i Vinterham; –
han brisker sig, Gamlen, i Kveldsols Bram.
Jøklen, Bror hans, staar bag paaskraa;
han har endnu den grønne Iskaaben paa.
Folgefaannen, hun er nu saa fin, –
ligger som en Jomfru i skjære Lin.
Vær ingen Galninger, gamle Gutter!
Staa der I staar; I er Graastens-Nuter.
Kaptejnen
(raaber forud).
To Mand tillrors, – og Lanternen satt!
Peer Gynt.
Det kuler stivt.
Kaptejnen.
Vi faar Storm inatt.
Peer Gynt.
Har en fra Havet Kjending af Ronden?
Kaptejnen.
Nej, var det ligt; – den ligger bag Faannen.
Peer Gynt.
Eller Blaahø?
Kaptejnen.
Nej; men oppe fra Riggen
kan en i Klarvejr se Galdhøpiggen.
Peer Gynt.
Hvor har vi Haartejgen?
Kaptejnen
(peger).
Saa omtrent.
Peer Gynt.
Ja vel.
Kaptejnen.
Det lader till De er kjendt.
Peer Gynt.
Da jeg rejste fra Landet, foer jeg her forbi;
og Bærmen, siger Ordsproget, hænger længst i.
(spytter og stirrer mod Kysten.)
Derinde, hvor det blaaner i Skar og Kløft, –
hvor Fjelddalen svartner, trang, som en Grøft, –
og under, langs med den aabne Fjord, –
der er det altsaa Menneskene boer.
(ser paa Kaptejnen.)
De bygger spredt her i Landet.
Kaptejnen.
Ja;
der er vidt imellem og langt ifra.
Peer Gynt.
Er vi inde før Daggry?
Kaptejnen.
Saa ved Pass,
ifald ikke Natten blir altfor hvass.
Peer Gynt.
Det tykkner i Vest.
Kaptejnen.
Det gjør saa.
Peer Gynt.
Stopp!
De kan huske mig paa, naar vi siden gjør opp, –
jeg er sindet, som man siger, at øve godt
imod Mandskabet –
Kaptejnen.
Takker!
Peer Gynt.
Det blir kun smaat.
Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt; –
Fatum og jeg vi er rent paa Kant.
De ved, hvad jeg har ombord i Behold.
Det er Slumpen; – Resten foer Fanden i Vold.
Kaptejnen.
Det er mer end nok till at skaffe Dem Vægt
mellem Folket hjemme.
Peer Gynt.
Jeg har ingen Slægt.
Der er ingen, som venter den rige Styggen. –
Naa; saa slipper en ogsaa for Krus paa Bryggen!
Kaptejnen.
Der har vi Vejret.
Peer Gynt.
Ja, husk saa paa, –
er nogen af Folkene rigtig trængende,