har glemt sin norske Faer og Skolefærden.
Han var en kortsynt Mand. Udover Ringen
af dem, ham nærmest stod, han intet saa.
For ham lød meningsløst, som Bjælders Klingen,
de Ord, der malmfuldt skulde Hjerter naa.
Folk, Fædreland, det lysende, det høje,
stod stedse slørt af Taager for hans Øje.
Men han var ydmyg, ydmyg, denne Mand;
og fra Sessionens Dag han bar paa Dommen,
saa visst, som han paa Kind bar Blygsels Brand
og sine fire Fingre gjemt i Lommen. –
En Brottsling imod Landets Lov? Ja vel!
Men der er et, som lyser over Loven,
saa visst, som Glittertindens blanke Tjeld
har Sky med højre Tinderad foroven.
Slett Borger var han. Og for Stat som Kirke
et gagnløst Træ. Men hist paa Hejens Hvælv,
i Slægtens Snevring, hvor han saa sit Virke,
der var han stor, fordi han var sig selv.
Den Klang, han skabtes med, den blev sig lig.
Hans Færd var Langspil under Spaanens Dæmper.
Og derfor Fred med dig, du stille Kjæmper,
som stred og faldt i Bondens lille Krig!
Vi vil ej granske Hjerter eller Nyrer; –
det er ej Hverv for Støv, men for dets Styrer; –
dog fri og fast det Haab jeg taler ud:
den Mand staar knappt som Krøbling for sin Gud!
(Følget skilles ad og gaar. Peer Gynt bliver alene tillbage.)
Peer Gynt.
Se det, det kalder jeg Kristendom!
Slett intet, som greb ens Sind uhyggeligt. –
Ja, Emnet, at være sig selv uryggeligt, –
hvad Prestens Præken drejed sig om, –
er ogsaa i og for sig oppbyggeligt.
(ser ned i Graven.)
Var det kanske ham, som hugg sig i Knogen
den Dag jeg laa paa Storhuggst i Skogen?
Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min Stav
paa Randen af denne Aandsfrændes Grav,
saa kunde jeg tro det var mig, der sov
og sanddrømt hørte min Pris og Lov. –
Det er rigtig en vakker kristelig Skikk
at kaste et saakaldt Erindringsblik
velvilligt over den henfarnes Dage.
Jeg har intet imod, min Dom at tage
af denne værdige Sogneprest.
Naa, der er sagtens en Stund tillbage,
før Graveren kommer og beer mig till Gjæst; –
og, som Skriften siger: bedst er dog bedst, –
og iligemaade: den Tid den Sorg, –
endvidre: tag ikke din Ligfærd paa Borg. –
Ja, Kirken blir dog den sande Trøster.
Jeg har ikke skattet den synderligt før; –
nu kjender jeg dog, hvor godt det gjør,
at høre forsikkret af kyndige Røster:
slig som du saaer, du engang høster. –
Sig selv skal en være; om sig og sit
skal en kære sig baade i stort og i lidt.
Gaar Lykken imod, saa har en dog Æren
af sit Levnets Førsel i Samklang med Læren. –
Nu hjemad! Lad Vejen falde bratt og trang;
lad Skjæbnen længe nok te sig spydig; –
gamle Peer Gynt gaar sin egen Gang
og blir den han er; fattig men dydig.
(han gaar.)
*
(Bakke med et udtørret Elveleje. En sammenstyrtet Kværn ved Elven. Grunden oppreven; Ødelæggelse rundt om. Højere oppe en stor Gaard.)
(Oppe ved Gaarden holdes Auktion. Megen Almue samlet. Drikk og Støj. Peer Gynt sidder nede paa en Grushoug paa Kværnetomten.)
Peer Gynt.
Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt. –
Tiden tærer og Elven skjær.
Gaa udenom, sa'e Bøjgen; – en faar saa her.
En sørgeklædt Mand.
Nu er der bare Skrammel igjen.
(faar Øje paa Peer Gynt.)
Er her Fremmedfolk og? Gud signe, go'e Ven!
Peer Gynt.
Godt Møde! Her er rigtig lystigt idag.
Er her Barselgilde eller Bryllupslag?
Den sørgeklædte.
Jeg vil heller kalde det Hjemkommerøl; –
Bruden ligger i et Ormebøl.
Peer Gynt.
Og Orme rives om Trevler og Klude.
Den sørgeklædte.
Det er Enden paa Visen; saa er den ude.
Peer Gynt.
Alle Viser har samme Slut;
og alle er de gamle; jeg kunde dem som Gut.
En tyveaarig
(med en Støbeske).
Her skal I se, hvad Stas jeg har kjøbt!
I den har Peer Gynt sine Sølvknapper støbt.
En anden.
Men jeg da! En Skilling for Pengeskjæppen!
En tredje.
Ingen bedre? Halvfemte for Kramkarl-Skræppen!
Peer Gynt.
Peer Gynt? Hvem var han?
Den sørgeklædte.
Jeg bare ved,
han var Svoger till Døden og till Aslak Smed.
En graaklædt Mand.
Du glemmer jo mig! Er du fuld og yr?
Den sørgeklædte.
Du glemmer, paa Hæggstad var en Stabburdør.
Den graaklædte.
Ja, sandt; men du var nu aldrig kræsen.
Den sørgeklædte.
Bare hun ikke taer Døden ved Næsen –