nu er han for mange Aar siden hængt.
Peer Gynt.
Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste;
salig Peer Gynt blev sig selv till det sidste.
(hilser.)
Farvel, – og mangfoldig Takk for idag!
(gaar nogle Skridt, men standser igjen.)
I glade Gutter, I væne Kvinder, –
vil I høre en Skrøne till Vederlag?
Flere.
Ja, kan du nogen?
Peer Gynt.
Der er intet till Hinder. –
(kommer nærmere; der glider ligesom en fremmed Mine over ham.)
I San Franzisco jeg grov efter Guld.
Hele Byen var af Gjøglere fuld.
En kunde gnide paa Fiol med Tæerne;
en anden kunde danse spansk Halling paa Knæerne;
en tredje, hørte jeg, gjorde Vers
mens hans Hjerneskal blev boret igjennem paatvers.
Till Gjøgler-Stævnet kom ogsaa Fanden; –
vilde prøve sin Lykke, som saa mangen anden.
Hans Fag var det: paa en skuffende Vis
at kunne grynte som en virkelig Gris.
Hans Personlighed trak, skjønt han ej var kjendt.
Huset var fuldt og Forventningen spændt.
Frem traadte han i Kappe med svajende Fliger;
man muss sich drappieren, som Tydskeren siger.
Men ind under Kappen, – hvad ingen vidste, –
havde han forstaaet en Gris at liste.
Og nu begyndte da Præstationen.
Fanden, han kneb; og Grisen gav Tonen.
Det hele blev holdt som en Fantasi
over Grise-Tillværelsen, bunden og fri; –
till Slutning et Hvin, som ved Slagterens Stikk; –
hvorpaa Kunstneren bukked ærbødigt, og gik. –
Emnet blev af Fagmænd drøftet og dømt;
Stemningen blev baade lastet og berømt; –
nogle fandt Røstens Udtrykk for tyndt;
andre fandt Dødsskriget altfor studeret; –
men alle var enige om: qva Grynt
var Præstationen yderst outreret. –
Se, det fik Fanden fordi han var dum
og ikke beregned sit Publikum.
(han hilser og gaar. Der falder en usikker Stillhed over Mængden.)
*
(Pinseaften. – Inde paa Storskogen. Længere borte, paa en Ryddningsplads, en Hytte med Rensdyrhorn over Dørgavlen.)
(Peer Gynt kryber i Holtet og sanker Jordløg.)
Peer Gynt.
Dette her er et Standpunkt. Hvor er det næste? –
Alt skal en prøve, og vælge det bedste.
Jeg har saa gjort, – oppe fra Cæsar
og nedover lige till Nebukadnezar.
Saa skulde jeg dog gjennem Bibelhistorien. –
Den gamle Gutten fik ty till sin Moer igjen.
Der staar jo ogsaa: af Jord est du kommen. –
Hvad det gjælder i Livet, er at fylde Vommen.
Fylde den med Jordløg? Det lidet moner; –
jeg vil være listig og sætte Doner.
Her er Vand i Bækken; jeg skal ikke tørste,
og faar dog mellem Vilddyr regnes for den første.
Naar jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske, –
saa kryber jeg under et vindfældt Træ;
som Bamsen en Løvhoug jeg over mig kaver
og risper i Barken med store Bogstaver:
Her hviler Peer Gynt, den skikkelige Fyr,
Kejser over alle de andre Dyr. –
Kejser?
(ler indvendig.)
Du gamle Spaamands-Gjøg!
Du er ingen Kejser; du er en Løg.
Nu vil jeg skalle dig, kjære min Peer!
Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.
(tager en Løg og plukker Svøb for Svøb af.)
Der ligger det ydre forrevne Lag;
det er Havsnødsmanden paa Jollens Vrag.
Her er Passager-Svøbet skralt og tyndt; –
har dog i Smagen en Snev af Peer Gynt.
Indenfor her har vi Guldgraver-jeget;
Saften er væk, – om det nogen har ejet.
Dette Grovskind her med den haarde Flig,
det er Pelsværksjægren ved Hudsons-Vik.
Det indenfor ligner en Krone; – ja Takk!
Det kaster vi væk uden vidre Snakk.
Her er Oldtidsgranskeren, kort, men kraftig.
Og her er Profeten, færsk og saftig.
Han stinker, som skrevet staar, af Løgne,
saa en ærlig Mand kan faa Vand i Øjne.
Dette Svøbet, som rulles blødagtigt sammen,
det er Herren, der leved i Fryd og Gammen.
Det næste tykkes sygt. Det har svarte Streger; –
svart kan ligne baade Prest og Neger.
(plukker flere paa engang.)
Det var en ustyrtelig Mængde Lag!
Kommer ikke Kjærnen snart for en Dag?
(plukker hele Løgen opp.)
Nej-Gud om den gjør! Till det inderste indre
er altsammen Lag, – bare mindre og mindre. –
Naturen er vittig!
(kaster Resterne fra sig.)
Fanden maatte gruble!
Gaar en i Tanker, kan en lettvindt snuble.
Naa, jeg kan forresten ad Faren flire; –
for jeg ligger bundfast paa alle fire.
(kløer sig i Nakken.)
Underligt Stell, det hele Røre!
Livet, som det kaldes, har en Ræv bag Øre.
Men griber en till, sætter Mikkel paa Spring,
og en fanger noget andet – eller ingenting.
(han er kommen i Nærheden af Hytten, faar Øje paa den og studser:)
Denne Stuen? Paa Moen –! Haa!
(gnider Øjnene.)
Det er plent,