som jeg engang skulde det Byggværk kjendt. –
Rensdyrskallen, som spriker over Gavlen – –!
En Havfrue, skabt som en Fisk fra Navlen –!
Løgn! Ingen Havfrue! – Nagler, – Planker, –
Laas, som lukker for Nissebukk-Tanker –!
Solvejg
(synger i Stuen).
Nu er her stellet till Pinsekveld.
Kjære Gutten min, langt borte, –
kommer du vel?
Har du tungt at hente,
saa und dig Frist; –
jeg skal nok vente;
jeg lovte saa sidst.
Peer Gynt
(rejser sig stille og dødbleg).
En, som har husket, – og en, som har glemt.
En, som har mistet, – og en, som har gjemt. –
O, Alvor! – Og aldrig kan det leges om!
O, Angst! – Her var mit Kejserdom!
(løber ind over Skogstien.)
*
(Natt. – Furumo. En Skogbrand har hærget. Forkullede Træstammer milevidt indover. Hvide Taager hist og her over Skogbunden.)
(Peer Gynt løber over Moen.)
Peer Gynt.
Aske, Skodde, Støv for Vinden, –
her er nok at bygge af!
Stank og Raaddenskab for inden;
alt ihob en kalket Grav.
Digt og Drøm og dødfødt Viden
lægger Fod om Pyramiden;
over den skal Værket højne
sig med Trappetrin af Løgne.
Flugt for Alvor, Sky for Anger,
som et Skilt paa Toppen pranger,
fylder Domsbasunen med sit:
Petrus Gyntus Cæsar fecit!
(lytter.)
Hvad for Graad af Barnerøster?
Graad, men halvt paa Vej till Sang. –
Og for Foden triller Nøster –!
(sparker.)
Væk! I gjør mig Stien trang!
Nøsterne
(paa Jorden).
Vi er Tanker;
du skulde tænkt os; –
Pusselanker
du skulde skjænkt os!
Peer Gynt
(gaar udenom).
Livet har jeg skjænkt till en: –
det blev Fusk og skjæve Ben!
Nøsterne.
Tillvejrs vi skulde
som skakende Røster, –
og her maa vi rulle
som Graagarns-Nøster.
Peer Gynt
(snubler).
Nøste! Dit fordømte Drog!
Spænder du for Faer din Krog?
(flygter.)
Vissne Blade
(flyver for Vinden).
Vi er et Løsen;
du skulde stillet os!
Se, hvor Døsen
har ynkeligt pillet os.
Ormen har ædt os
i alle Bugter;
vi fik aldrig spredt os
som Krans om Frugter.
Peer Gynt.
Faafængt var dog ej jer Fødsel; –
lægg jer stillt og tjen till Gjødsel.
Susning i Luften.
Vi er Sange;
du skulde sunget os! –
Tusende Gange
har du kuget og tvunget os.
I din Hjertegrube
har vi ligget og ventet; –
vi blev aldrig hentet.
Gift i din Strube!
Peer Gynt.
Gift i dig, dit dumme Stev!
Fik jeg Tid till Vers og Væv?
(skyder Snarvej.)
Duggdraaber
(drysser fra Grenene).
Vi er Taarer,
der ej blev fældte.
Isbrodd, som saarer,
kunde vi smelte.
Nu sidder Brodden
i Bringen lodden; –
Saaret er lukket;
vor Magt er slukket.
Peer Gynt.
Takk; – jeg græd i Rondesvalen, –
fik dog lige fuldt paa Halen!
Brækkede Straa.
Vi er Værker;
du skulde øvet os!
Tvivl, som kværker,
har krøblet og kløvet os.
Paa yderste Dagen
vi kommer i Flok
og melder Sagen, –
saa faar du nok!
Peer Gynt.
Kjæltringstreger! Tør I skrive
mig tillbogs det negative?
(haster afsted.)
Aases Stemme
(langt borte).
Tvi, for en Skydsgut!
Hu, du har væltet mig!
Sne faldt her nys, Gut; –
styggt har den æltet mig. –
Galt har du kjørt mig.
Peer, hvor er Slottet?
Fanden har forført dig
med Kjæppen i Kottet!
Peer Gynt.
Bedst, en Stakkar væk sig skynder.
Skal en bære Fandens Synder,
maa en snart i Bakken segne; –
de er tunge nok, ens egne.
(løber.)
*
(Et andet Strøg paa Moen.)
Peer Gynt
(synger).
En Graver! En Graver! Hvor er I, Hunde?