herhjemme, mens jeg i Udlandet laa?
Knappestøberen.
Skikken er gammel som Slangens Skabelse,
og beregnet paa at hindre Værdifortabelse.
Du kjender jo Haandværket, – ved vel, at tidt
kan en Støbning arte sig, rent ud sagt, skidt;
stundom blir Knapperne hæmpeløse.
Hvad gjorde saa du?
Peer Gynt.
Jeg slang Skrabet væk.
Knappestøberen.
Ja vel; Jon Gynt havde Ord for at sløse
saalænge han aatte i Skjæppe og Sækk.
Men, Mester, ser du, er sparsom, han;
og derfor blir han en holden Mand.
Han slænger ikke væk, som rent udugeligt,
hvad der som Raastoff kan blive brugeligt.
Du var nu ætlet till en blinkende Knapp
paa Verdensvesten; men Hæmpen glap;
og derfor skal du i Vraggods-Kassen,
for, som det heder, at gaa over i Massen.
Peer Gynt.
Du mener da vel aldrig, at faa mig gydt,
sammen med Peer og Paal, till noget nyt?
Knappestøberen.
Jo, saa min Sæl mener jeg saa.
Det har vi gjort med ikke saa faa.
Paa Kongsberg gjør de det samme med Penge,
hvis Præg er slidt ved at rulle for længe.
Peer Gynt.
Men dette er jo liderligt Gnieri!
Kjære min Ven, lad mig slippe fri; –
en hæmpeløs Knapp, en blankslidt Skilling, –
hvad er det for en Mand i din Mesters Stilling?
Knappestøberen.
Aa, saasom og eftersom Aanden er i en,
saa har en jo altid Metalværdien.
Peer Gynt.
Nej, siger jeg! Nej! Med Tænder og Klør
gjør jeg Modstand mod dette! Alt andet før!
Knappestøberen.
Men hvilket andet? Vær dog fornuftig.
For Himlen er du ikke tillstrækkeligt luftig –
Peer Gynt.
Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke saa højt; –
men af Selvet slipper jeg ikke en Døjt.
Lad mig dømmes paa gammeldags Vis efter Loven!
Sætt mig en tidlang hos ham med Hoven; –
et hundrede Aar, om galt skal være;
se, det er noget, en sagtens kan bære;
thi Pinen er jo dog kun moralsk,
og altsaa vel ikke saa pyramidalsk.
Det er en Overgang, som skrevet staar,
og som Ræven sagde; – man venter; der slaar
en Forløsningens Stund; man træder tillbage,
og haaber imidlertid paa bedre Dage. –
Men dette andet, – at skulle gaa opp
som et Fnug i en Uvedkommendes Kropp, –
dette Støbeske-Væsen, dette gyntske Opphør, –
det sætter min inderste Sjæl i Opprør!
Knappestøberen.
Men, kjære Peer, det trænges dog ej
for Smaating at tage saa voldsomt paa Vej.
Dig selv har du aldrig været før; –
hvad skiller det saa, om tillgavns du dør?
Peer Gynt.
Har jeg ikke været –? Jeg maa næsten le!
Peer Gynt har været noget andet, skal vi se!
Nej, Knappestøber, du dømmer iblinde.
Kunde du syne mig i Nyrerne inde,
saa vilde du træffe bare Peer og Peer,
og ikke noget andet og heller ikke mer.
Knappestøberen.
Det er ikke muligt. Her har jeg min Ordre.
Se, her staar skrevet: Peer Gynt skal du fordre.
Han har budt sit Livs Bestemmelse Trods.
I Støbeskeen med ham som mislykket Gods.
Peer Gynt.
Hvilket Vaas! Der maa menes en anden Person.
Staar der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon?
Knappestøberen.
Dem har jeg smeltet for længe siden.
Kom saa med det gode, og spild ikke Tiden!
Peer Gynt.
Nej, om jeg gjør! Jo, det var pent,
om det viste sig imorgen at en anden var ment.
Du faar tage dig ivare, min gode Mand!
Husk paa det Ansvar, som følge kan –
Knappestøberen.
Jeg har skriftligt for mig –
Peer Gynt.
Men und mig dog Frist!
Knappestøberen.
Hvad vil du med den?
Peer Gynt.
Jeg vil faa bevist
at jeg var mig selv gjennem hele Livet;
og derom er det jo dog vi har kivet.
Knappestøberen.
Bevist? Med hvad?
Peer Gynt.
Med Vidner og Attester.
Knappestøberen.
Jeg er saare rædd, de blir vraget af Mester.
Peer Gynt.
Umuligt! Forøvrigt, den Tid, den Sorg!
Kjære Mand, lad mig laane mig selv paa Borg;
jeg er snart her igjen. Kun engang man fødes;
og sig selv, som man skabtes, holder man paa.
Ja; er vi saa enige?
Knappestøberen.