Naa da, lad gaa.
Men husk, ved næste Korsvej vi mødes.
(Peer Gynt løber.)
*
(Længere borte paa Moen.)
Peer Gynt
(i fuld Fart).
Tid er Penge, som skrevet staar.
Den, som nu vidste, hvor Korsvejen gaar; –
kanske er den nær, og kanske fjern.
Jorden brænder mig som gloende Jern.
Et Vidne! Et Vidne! Hvor finder jeg nogen?
Det er næsten utænkeligt her paa Skogen.
Verden er Fuskværk! Stellet er slett,
naar en Mand skal bevise sin soleklare Rett!
(En gammel kroget Gubbe med Stav i Haanden og Pose paa Nakken trasker foran ham.)
Gubben
(standser).
Kjære, vakkre, – en Skilling till en husvild Kall!
Peer Gynt.
Undskyld; jeg har ikke Skillemynt ved Haanden –
Gubben.
Prins Peer! Aa nej; saa vi træffes skal –?
Peer Gynt.
Hvem er du?
Gubben.
Han minds ikke Gamlen i Ronden?
Peer Gynt.
Du er da vel aldrig –?
Gubben.
Dovregubben, Faer!
Peer Gynt.
Dovregubben? Virkelig? Dovregubben! Svar!
Dovregubben.
Aa, jeg er kommen saa rent paa Knæerne –!
Peer Gynt.
Ødelagt?
Dovregubben.
Plyndret for Rubb og Stubb.
Her traver jeg paa Fantestien, sulten som en Skrubb.
Peer Gynt.
Hurra! Sligt Vidne voxer ikke paa Træerne!
Dovregubben.
Herr Prinsen er ogsaa bleven graa siden sidst.
Peer Gynt.
Kjære Svigerfaer, Aarene gnager og tærer.
Naa; Streg over alle private Affærer, –
og, for alting, ingen Familjetvist.
Jeg var dengang en Galning –
Dovregubben.
Aa ja; aa ja; –
Prinsen var ung. Og hvad gjør en ikke da?
Men klog var Prinsen, at han vraged sin Brud;
dermed har han spart sig baade Harmen og Skammen;
for siden er hun saa rent skejet ud –
Peer Gynt.
Se, se!
Dovregubben.
Hun gik nu for koldt Vand og Lud;
og tænk, – nu er hun og Trond flyttet sammen.
Peer Gynt.
Hvilken Trond?
Dovregubben.
Han i Valfjeldet.
Peer Gynt.
Han? Aha;
det var ham, jeg lokked Sæterjenterne fra.
Dovregubben.
Men Dattersøn er bleven baade fed og stor,
og har gjilde Børn over hele Landet –
Peer Gynt.
Ja, kjære Mand, spar de mange Ord; –
der ligger mig paa Hjerte noget ganske andet. –
Jeg er kommen i en temmelig vanskelig Stilling,
og ønsker et Vidnesbyrd eller en Attest; –
se, dermed kunde Svigerfaer hjælpe mig bedst.
Jeg skal altid gjøre Udvej till en Drikkeskilling –
Dovregubben.
Aa nej; kan jeg være Prinsen till Nytte?
Saa kanske jeg faar et Skudsmaal i Bytte?
Peer Gynt.
Med Glæde. Jeg er noget i Betrykk for Kontanter,
og maa spinke og spare paa alle Kanter.
Men hør nu, hvad det gjælder. I mindes vel,
da jeg meldte mig som Frier i Ronden hin Kveld –
Dovregubben.
Bevares, Herr Prins!
Peer Gynt.
Ikke dette med Prinsen!
Men nok. I vilde med Magt og Vold
hverve mit Syn med et Snitt i Lindsen,
og skabe mig om fra Peer Gynt till Trold.
Hvad gjorde jeg saa? Jeg satte mig imod, –
svor, jeg vilde staa paa min egen Fod;
jeg forsaged baade Elskov og Magt og Ære,
altsammen bare for mig selv at være.
Denne Kjendsgjerning, ser I, skal I sværge paa till Thinge –
Dovregubben.
Nej, om jeg kan!
Peer Gynt.
Hvad er det for Snakk?
Dovregubben.
Han vil da vel ikke till en Løgn mig tvinge?
Han husker da vel, han i Troldbrogen trakk,
og smagte paa Mjøden –?
Peer Gynt.
Ja, I lokked forførende; –
men jeg satte mig bestemt imod det afgjørende.
Og nettopp det skal en kjende sin Mand paa.