Det er Slutningsverset det kommer an paa.
Dovregubben.
Men Slutningen, Peer, blev jo stikk imod.
Peer Gynt.
Hvad er dette for Væv?
Dovregubben.
Da du Ronden forlod,
saa skrev du dig bag Øret mit Valgsprogs-Mærke.
Peer Gynt.
Hvilket?
Dovregubben.
Ordet, – det kløvende, stærke.
Peer Gynt.
Ordet?
Dovregubben.
Som skiller mellem Menneskenes Flok
og Troldenes: Trold, vær dig selv nok!
Peer Gynt
(viger et Skridt).
Nok!
Dovregubben.
Og af alle Livsens Kræfter
har du jo siden levet derefter.
Peer Gynt.
Jeg! Peer Gynt!
Dovregubben
(græder).
Det er utakknemmeligt!
Som Trold har du levet, men stødt holdt det hemmeligt.
Ordet, jeg lærte dig, har satt dig istand
till at svinge dig tillvejrs som en holden Mand; –
og saa kommer du her og kaster paa Nakken
af mig og af Ordet, du skylder hele Takken.
Peer Gynt.
Nok! Et Bergtrold! En Egoist!
Dette her maa være Sludder; det er ganske visst!
Dovregubben
(trækker frem en Bunke gamle Blade).
Du mener nok ikke, vi holder Aviser?
Vent; her skal du se med rødt paa sort,
hvor «Bloksbergs-Posten» dig lover og priser;
og det samme har «Heklefjelds-Tidende» gjort
alt fra den Vinter, du rejste bort. –
Vil du læse dem, Peer? Du kan gjerne faa Lov.
Her staar noget med Underskrift «Hingstehov.»
Og her: «Om det troldeligt-Nationale.»
Skribenten drager den Sandhed frem,
at det lidet kommer an paa Horn og Hale,
bare en forresten af Huden har en Rem.
«Vort nok», saa slutter han, «gier Troldets Stempel
till Manden», – og saa nævner han dig, som Exempel.
Peer Gynt.
Et Bergtrold? Jeg?
Dovregubben.
Ja, den Sagen er klar.
Peer Gynt.
Kunde ligesaa gjerne blevet, hvor jeg var?
Kunde siddet i Ronden i hyggelig Ro?
Spart Slid og Møje og mange Par Sko?
Peer Gynt – et Trold? – Det er Væv! Det er Snakk!
Farvel! Der har du en Skilling till Tobak.
Dovregubben.
Nej, snille Prins Peer!
Peer Gynt.
Slipp! Du er gal,
eller gaar i Barndom. Søg et Hospital.
Dovregubben.
Aa, det er nettopp det, som jeg søger.
Men Dattersøns Afkom, som jeg før har sagt,
har faaet her i Landet slig svare Magt;
og de siger, jeg bare er till i Bøger.
Det heder jo, værst er ens egne Frænder;
jeg, Stakkar, faar føle, det Ord er sandt.
Det er haardt at gjælde for Digt og Tant –
Peer Gynt.
Kjære Mand, der er flere, det Uheld hænder.
Dovregubben.
Og vi selv har slett ingen Hjælpekasse,
ingen Spareskillingsgris eller Fattigblokk; –
i Ronden vilde sligt jo heller ikke passe.
Peer Gynt.
Nej, der gjaldt det Fandens: vær dig selv nok!
Dovregubben.
Aa, Prinsen kan da ikke klage paa Ordet.
Og hvis han paa en eller anden Boug –
Peer Gynt.
Min Mand, du er rent paa det gale Sporet;
jeg staar selv, som man siger, paa en nøgen Houg –
Dovregubben.
Det er da ikke muligt? Er Prinsen Fant?
Peer Gynt.
Tillbunds. Mit prinselige Jeg staar i Pant.
Og det er jer Skyld, I forbandede Trolde!
Der ser man, hvad daarligt Selskab kan volde.
Dovregubben.
Saa dratted da Haabet af Pinden ned igjen!
Farvel! Det blir bedst, jeg till Byen mig fægter –
Peer Gynt.
Hvad vil du der?
Dovregubben.
Jeg vil gaa till Komedien.
De søger i Bladet nationale Subjekter –
Peer Gynt.
Lykke paa Rejsen; og hils fra mig.
Kan jeg rive mig løs, gaar jeg samme Vej.
Jeg skriver en Farce, baade gal og grundig;
den skal hede: «Sic transit gloria mundi.»
(løber bortover Vejen; Dovregubben raaber efter ham.)