*
(Ved en Korsvej.)
Peer Gynt.
Nu gjælder det, Peer, som det aldrig har gjældt!
Dette dovriske nok, det har Dommen fældt.
Skuden er Vrag; en faar flyde paa Stumperne.
Alt andet; kun ikke mellem Vraggods-Klumperne!
Knappestøberen
(paa Vejskillet).
Naa da, Peer Gynt, hvor er saa Attesten?
Peer Gynt.
Har vi Korsvejen her? Det var fort bestillt!
Knappestøberen.
Jeg kan se paa dit Ansigt, som paa et Skilt,
hvad Seddelen siger, før jeg har læst den.
Peer Gynt.
Jeg blev kjed af det Rend; – en kan gaa sig vild –
Knappestøberen.
Ja; og desuden, hvad fører det till?
Peer Gynt.
Sandt nok; paa Skogen ved Nattetid –
Knappestøberen.
Der trasker dog en Gamling. Skal vi kalde ham hid?
Peer Gynt.
Nej; lad ham gaa. Han er drukken, kjære!
Knappestøberen.
Men kanske han kunde –
Peer Gynt.
Hyss; nej, – lad være!
Knappestøberen.
Ja, taer vi saa fatt?
Peer Gynt.
Et Spørgsmaal blot.
Hvad er det «at være sig selv» igrunden?
Knappestøberen.
Et underligt Spørgsmaal, især i Munden
paa en Mand, der nylig –
Peer Gynt.
Svar kort og godt.
Knappestøberen.
At være sig selv, er: sig selv at døde.
Dog, paa dig er sagtens den Forklaring spildt;
og derfor, lad det kaldes: overalt at møde
med Mesters Mening till Udhængsskilt.
Peer Gynt.
Men den, som nu aldrig at vide fik,
hvad Mester har ment med ham?
Knappestøberen.
Det skal han ane.
Peer Gynt.
Men hvor ofte slaar ikke Anelser Klikk, –
og saa gaar man ad undas midt paa sin Bane.
Knappestøberen.
Tillvisse, Peer Gynt; i Anelsens Mangel
har Fyren med Hoven sin bedste Angel.
Peer Gynt.
Dette her er en yderlig filtret Affære. –
Hør; jeg gjør Afkald paa, mig selv at være; –
det tør kanske falde svært at faa det bevist.
Jeg betragter den Del af Sagen som forlist.
Men nylig, da jeg vandred her saa ensom paa Moen,
følte jeg et Trykk af Samvittigheds-Skoen;
jeg sagde till mig selv: du er dog en Synder –
Knappestøberen.
Nu lader det jo, som du forfra begynder –
Peer Gynt.
Aldeles ikke; jeg mener en stor;
ikke blot i Gjerning, men i Lyster og Ord.
I Udlandet har jeg levet forbistret –
Knappestøberen.
Kan være; men maatte jeg faa se Registret?
Peer Gynt.
Ja, und mig blot Frist; jeg vil søge Presten,
og skrifte i en Fart og bringe dig Attesten.
Knappestøberen.
Ja, bringer du den, saa er det jo klart,
at du blir for Støbeske-Historien spart.
Men Ordren, Peer –
Peer Gynt.
Papiret er gammelt;
det hidrører visst fra et ældre Datum; –
der var engang jeg leved saa slappt og vammelt,
og spilled Profet og trode paa Fatum.
Ja, faar jeg saa prøve?
Knappestøberen.
Men –!
Peer Gynt.
Kjære, snille, –
du har dog visst ikke stort at bestille.
Her i Distriktet er jo Luften saa gjæv; –
den lægger till Befolkningens Alder en Alen.
Husk paa, hvad Justedals-Presten skrev:
«det er skjeldent, at nogen døer her i Dalen.»
Knappestøberen.
Till næste Korsvej; men saa ikke længer.
Peer Gynt.
En Prest, om jeg saa skal gribe ham med Tænger!
(han løber.)
*
(Lyngbakke. Vejen bugter sig bortefter Højdedraget.)
Peer Gynt.
Den tør være nyttig till mange Ting,
sa'e Esben, han tog opp en Skjæreving.
Hvem kunde tænkt at ens Syndegjæld
skulde fri en af Klemmen den sidste Kveld?
Naa, Sagen blir rigtignok lige fuldt kilden;
for det bærer igrunden fra Asken i Ilden; –
men der er jo et Ord, som har Hævdens Daab, –
der siges: saalænge der er Liv, er der Haab.