dog, nu kommer jeg ihug, jeg drev Negerhandel –
Den magre.
Der er dem, som drev Handel med Viljer og Sind,
men gjorde det vaaset, og slap altsaa ikke ind.
Peer Gynt.
Jeg har skibet nogle Bramafigurer till Kina.
Den magre.
Atter Bedemandsstil! Sligt gjør vi kun Grin af.
Der er Folk, som skiber ud fælere Figurer
i Prækener, i Kunster og i Literaturer, –
de maa dog staa udenfor –
Peer Gynt.
Ja, men ved
De hvad, – jeg har gaaet og spillet Profet!
Den magre.
I Udlandet? Humbug! De flestes Seen
ins Blaue slutter i Støbeskeen.
Har De ikke andet at støtte Dem till,
saa kan jeg ikke huse Dem, saa gjerne jeg vil.
Peer Gynt
Jo, hør nu; i Havsnød, – jeg sad paa et Hvælv, –
og der staar jo: den drukknende griber efter Sivet, –
endvidere staar der: man er nærmest sig selv, –
og saa skillte jeg halvvejs en Kokk ved Livet.
Den magre.
Jeg var tillfreds, De en Kokkepige
havde halvvejs skillt ved noget andet tillige.
Hvad er dette her for en Halvvejs-Snakk,
med Respekt at sige? Hvem, mener De, gider
ødsle det dyre Brændsel, i Tider
som disse, paa saadant stemningsløst Rakk?
Ja, bliv ikke vred; Deres Synder gjaldt Skosen;
og undskyld, at jeg taler saa rent ud af Posen. –
Hør, kjæreste Ven, slaa ud den Tand;
og gjør Dem med Støbeske-Tanken fortrolig.
Hvad vandt De, om jeg skaffed Dem Kost og Bolig?
Tænk efter; De er en fornuftig Mand.
Ja, Mindet beholdt De; den Satts er sand; –
men Udsigten over Erindringens Land
blev, baade for Hjerte og for Forstand,
hvad Svensken kalder «bra litet rolig.»
De har intet hverken till at hyle eller smile over;
intet till at juble eller fortvivle over;
intet, som kan gjøre Dem kold eller hed;
bare saadant noget till at ærgre Dem med.
Peer Gynt.
Der staar skrevet: det er ikke grejdt at forstaa,
hvor Skoen trykker, naar en ikke har den paa.
Den magre.
Det er sandt; jeg har, – den og den være Lov, –
kun for en umage Støvle Behov.
Men det var heldigt, jeg nævnte Støvler;
det minder mig om, at jeg maa afsted; –
jeg skal hente en Steg, som jeg haaber blir fed;
det er nok ikke værd, jeg staar her og vrøvler –
Peer Gynt.
Og turde man spørge, hvad Synde-Foer
har mæsket den Karl?
Den magre.
Saa vidt jeg tror,
har han været sig selv om Natten som om Dagen;
og det er igrunden dog Hovedsagen.
Peer Gynt.
Sig selv? Sogner det Slags Folk under Dem?
Den magre.
Som det falder sig; Porten staar ialfald paa Klem.
Husk paa, man kan være paa to Slags Vis
sig selv; være Vrangen eller Retten af Kjolen.
De ved, man har nylig fundet paa i Paris
at gjøre Portræter ved Hjælp af Solen.
Enten kan man direkte Billeder give,
eller ogsaa de saakaldt negative.
De sidste faar omvendt Lys og Skygge,
og synes for almindelige Øjne stygge;
men Ligheden hviler dog ogsaa i dem,
og det gjælder ikke andet, end at faa den frem.
Har nu en Sjæl sig fotograferet
i sit Levnets Førsel ad negativ Vej,
saa blir ikke Pladen derfor kasseret, –
man skikker den ganske simpelt till mig.
Jeg taer den da for mig till fortsatt Behandling;
og ved passende Midler sker en Forvandling.
Jeg damper, jeg dypper, jeg brænder, jeg renser,
med Svovl og med lignende Ingredienser,
till Billedet kommer, som Pladen skulde give, –
nemlig det, der kaldes det positive.
Men har man, som De, visket halvt sig ud, –
saa nytter hverken Svovl eller Kali-Lud.
Peer Gynt.
Altsaa, till Dem maa man komme som en Ravn,
for at gaa som en Rype? Tør jeg spørge, hvad Navn
staar der under det negative Kontrafej,
som De nu skal føre over paa positiv Vej?
Den magre.
Der staar Peter Gynt.
Peer Gynt.
Peter Gynt? Ja saa!
Er Herr Gynt sig selv?
Den magre.
Ja, det bander han paa.
Peer Gynt.
Naa; troværdig er han, den samme Herr Peter.
Den magre.
De kjender ham kanske?
Peer Gynt.
Aa-ja, som det heder; –
man kjender jo saa mange.
Den magre.
Min Tid er knapp;
hvor saa De ham sidst?
Peer Gynt.