for ha en Sind saa lærki-let,
en bette Kwind, en ynder,
og spis sæ mæt og slid sæ træt,
det passer wal for Bønder.
Mi Nobo aalle nue Tid Aas
war med de drutt hæ dovnle;
han haar en Bøl og a en Hos,
tho saa læ vi jo Vovnle;
han gjør for mæ en Søndesbied,
imen hans Støwt a stander;
han hjælper mæ, a hjælper Pie,
søn hjælper vi hweranner.
Og haar mi Kuen en hægen Bej,
saa ska jo Pies smaag'e,
og Pies sender lisse rej
en Kovring, nær de baage;
og somtid med en jenle Dram
en gjør hinaan tegue;
tho byd det ledt er ingen Skam,
nær ett en haar det stue.
Vild Fattefolk kuns støtt hinaan,
med hwad der søn vil gnav wos,
saa skuld I si, hwor vi sku kraan
og aalle mie klav wos.
Men Smofolk ved ett, hwad de kan,
fâr de staar te æ Hammel;
de kund jo løwt æ hiele Land,
saatt de dje Rygge sammel!
Men jawn Humør te dawle Sled
det maa no aalle fattes,
hwis ett en ska gaa fræ æ Bed
og aaltfor tidle mattes;
den fæk a med mæ fræ æ Red
-mi jennest Arpaart wa'e -
den faar mi Bøen laa i dje Kled
nær de skal ad æ Dae.
[Anm.:
Hie, Hede; aa spild, at spilde; Tie, Tjære; Bøen, Børn;
lieg, lege; trimmel To, trimle Taa, en Leg, hvor man med
Hænderne griber om Stortæerne paa sine egne korslagte Ben, mens
man som et Nøgle ruller ned ad Bakke med Hovedet forrest;
Awteskuen, Aftægtskone; stywlelaaren, lovlig stiv;
Greef, Greb; gløj, rask i Tøjet; glaa, glad; grovelirer,
grubler; ynder, elsker;
Nobo, Nabo; aalle, aldrig; nue Tid Aas, nogen Tid paa Aaret;
drutt, trevne og tunge; hæ, eller; dovnle, dovnladne; Bøl,
kastreret Tyr; Hos, Øg; læ Vovnle, er fælles om et Vogn-Spand;
Søndesbied, Søndagsbéd (Béd = den Tid Hestene er i Tøjet);
imen, mens; Støwt, Trillebør; stander, gjør i Stand; Pie,
Per; søn, saaledes;
Kuen, Kone; en hægen Bej, en velsmagende Bid; smaag'e, smage
det; lisse rej, ligesaa selvfølgelig; tegue, tilgode; stue,
store;
kraan, knejse; klav, klage; fâr, før; staar te æ Hammel,
(om Heste), der staar til Hammelstokken, dvs. ta'r et Tag; løwt,
løfte;
gaa fræ æ Bed, gaa fra Biddet (om Værktøj, Leer, der sløves);
tidle, tidlig; fræ æ Red, fra Reden (dvs. Hjemmet); jennest
Arpaart, eneste Arv; wa'e, var det; laa i dje Kled, lagt i
Klædet, dvs. Knytteklædet, hvori Fattigmandsbarnet har sin
Habengut; »nær de skal ad æ Dae«, udad Døren = ud at tjene deres
Brød.]
19/10 1908.
SANG FRA GRUBEN.
Vi er graa, graa Mænd,
som af ingen Glæde ved;
vi er smaa, smaa Mænd,
som maa altid dyb're ned.
Med en Muldklump ved vor Sko
og en større ved vor Sjæl
skubber vi til Grubens Dryppen Børen langs sin Fjæl.
Vi er graa, graa Mænd,
som tog Farve af vor Grund,
vi er smaa, smaa Mænd,
stemplet fra vor Fødselsstund.
Med en Hakke, bred og tung,
huler vi vor Minegang;
Klumpens Bragen, naar den styrter, er vor Muntringssang.
Vi er graa, graa Mænd,
armere end Hulens Kryb,
vi er smaa, smaa Mænd,
fængslet til vor Grubes Dyb.
Jordens Aande, klæg og kold,
stiger mod vor blege Mund,
som engang den mod os aander i det sidste Blund.
Vi er graa, graa Mænd,
graa i Syn og graa i Sjæl,
vi er smaa, smaa Mænd,
lænket til en leret Pæl.
Ser vi fra vor vaade Grav
mod den lyse Verden op,
skjælver i en magisk Længsel Trællens trætte Krop.
Vi er graa, graa Mænd,
med kun ringe Raad til Haab,
vi er smaa, smaa Mænd; -
Brødre, hør vort Afgrundsraab!
Hjælp os fra vor Grubes Gys
op til Sol og Dagens Kaar,
før paa Livets sprukne Klokke Dødens Knevel slaar!
Oktbr. 1908.
TIL EN REJSENDE BRUD.
Kolumbus drog til Amerika,
der hildedes han i Rænker;
de førte den stolte hjem derfra
i nagelboltede Lænker.
De drager nu selv til Amerika,
mens Efteraarsregnen stænker,
og lader Dem binde hjemme fra
i rosen-naglede Lænker.
Saa far med Fred til Amerika
-Kolumbuses Vej -jeg tænker,
de føles ikke saa tungt endda
de Hymens smykkede Lænker.
Men er De mættet af Sydens Lyst
og Duft af gyngende Lianer,
da tænk paa Lyngen ved Jyllands Bryst
og Fjorddalens syngende Svaner.
26/10 1908.
TIL PETER NANSEN.
FESTTELEGRAM.
Tillader de høje Gjæster,
jeg fra min fjerne Plads
-tredive Mile til Vester -
hæver for Nansen mit Glas!
Om Digtning har Flod eller Ebbe,
er vor vel skilt ved en Elv;
men den skulde prygles med Kjæppe,
som bare vil se sig selv.
26/10 1908.
JENS VED Æ BÆK.
Jens ved æ Bæk
gik te Møll med hans Sæk,
den war aalfuld af Maalt, uden Lap heller Læk.
Jens stunted væk,
han war strunk i hans Stræk,
og han pæst, men' hans Kjæp lisse javnle slo Smæk.
Jens ved æ Bæk
mødt en fuldajte Gjæk
med en Hund i æ Reef og en Flask i hans Fek.
Jens med hans Sæk
rend i Sto po æ Flæk;
war der Brændvin aa hætt, stod han ett fræ æ Hækk.
Jens og æ Gjæk,
da de tow kam i Træk,
bløw de kjøn ved aa kulp, te æ Flask den war læk.
Jens bløw saa kjek,
aa, saa himlendes fræk,
og en klyvende, dryvende Stjern han da fæk.
Jens ved æ Bæk
fild ikold med hans Sæk,
saa hans Pues fæk en Hwol, og hans Maalt ralled væk.
Jens med en Træk
bøj æ Møller hans Sæk;
men en Kjân for æ Kwân fand der ingen aa knækk.
Jens ved æ Bæk
ga hans Kjælling en Skræk,
da han rat hind en Pues, der war swoter end Blæk.