Jens ved æ Bæk
med det samm fæk en Ræk,
saa hans Ryk fæk en Knog, og dje Raag fæk en Knæk.
Lær af Jens Bæk,
hwis du møder en Gjæk
med en Hummel i æ Ør og en Flask i hans Fek,
frister han fræk,
swor ham aalle en Kwæk,
skynd dæ hjem, men' ino do haar Maalt i di Sæk!
[Anm.:
aalfuld, helt fuld; Maalt, Malt; pæst, stødte Vinden ud over
Læberne; men', imens; javnle, jævnlig;
fuldajte, temmelig fuld; med en Hund i æ Reef, det er: en Rus,
en Donner; Fek, Lomme; aa hætt, at hitte; stod han ett fræ æ
Hækk, stod han ikke fra Hækken (siges om Faar);
kam i Træk, kom i Lag; aa kulp, stordrikke, med dybe Kluk;
Stjern, Rus;
fild, faldt; Pues, Pose; Hwol, Hul; ralled væk, trilled
væk (under Larm); bøj, bød; men en Kjân for æ Kwân, men en
Kjærne for Kværnen;
rat hind, rakte hende; swoter, sortere; en Ræk, et Slag;
Knog, de Kvæstelse;
Gjæk, Skjælm; en Hummel i æ Ør, det er: en Rus; men' ino,
men endnu.]
27/10 1908.
TO FORKYNDERE.
De beder derinde for aabne Døre,
mens Lærkerne synger for døveste Øre.
De beder, de beder; en Snøften, en Mumlen,
en Lyd som af Kvægets Mørkegumlen.
De beder om Naade for sig og sine,
for andre de beder om Helvedes Pine.
Præsten staar sort mod den hvide Væg,
grader Bevægelsen ud over Salen,
lægger med Tomlen i Bogen et Læg,
stryger sig stramt ad sit side Skjæg
og skrider fra Texten til Talen.
Flittig han grumser Alverden til,
intet han agter, og lidet han levner,
har man bare det Sind, der vil,
da findes jo lettelig Revner.
Engen ligger saa lys og grøn,
Havren ringler saa fint og stille.
Verden er altid stor og skjøn,
Menneskehjærtet saa trangt og lille.
Præsten raser en Time fuld,
svælger i pyromaniske Drømme,
pisker med Nælder Syndens Kuld,
svider med Svovl og Edderstrømme.
Brat, som vilde han noget kløve,
hugger han Haanden i Pultens Planke:
»Satan gaar rundt som en slugvorn Løve
med oprejst Hale og Manke!«
Gud skal sanke hver Synd i Sæk,
lusker sig nogen fra Dommen væk,
skal Fanden paa Forken ham hente;
hvad du har syndet som vild og ung,
hvad du har drømt under Dynen tung,
en Dag skal det sones -med Rente!
»Item« (nu synes hans Grumhed mæt)
»Herren skal gribe sit Vaskebræt,
tvætte dig Synder, Plet for Plet!«
Forsamlingen snøfter bevæget.
Men Præsten trænger skam mest til Tvæt,
thi han har spildt Æg i Skjægget.
Salen er fyldt til inderste Krog,
Kroppene damper som Kedler i Kog.
Mændene skutter sig tavse paa Bænken,
blege af Angst og Eftertænken.
Gamle Kvinder med visne Hænder
sidder og fingrer ved Bogens Spænder.
Unge Piger med trinde Lænder
kan ej tøjle det viltre Sind,
lukker bestandig Synden ind
i det sunde, blomstrende Hjærte.
En har danset for ganske nys,
én har nippet bag Diget et Kys,
nu volder det Glutten Smerte.
Præsten er atter paa Sjælefangst,
Dumhed er Krogen, hans Madding Angst.
»Øxen er lagt ved Roden!«
Hjærtet han saarer Sting i Sting,
Jordens lysende runde Ring -
han sparker den bort med Foden.
---Da med ét en Svale svæved
ad det aabne Vindve ind,
fløjtende den brat sig hæved
op paa Bjælken lang og trind.
Et Sekund den ganske stille
sad beklemt og titted ned,
som den vilde maale Højden
af sin egen Dristighed.
Men saa spændte den sin Strube
til en kaad og hedensk Sang,
og fra Brystets spæde Grube
Jordens muntre Toner klang.
Alle Jublens Klarinetter,
Dansetrin til Silkeslæb,
Kvindekys i blide Nætter
toned af det Svalenæb.
Og den sang om modne Druer
vældende af Klippens Sten,
sang om grønne Kakaduer
paa Mangrovetræets Gren.
Sang om Styrt af vilde Floder
i det fjerne Afrika,
sang om Nilen, Havets Broder,
Middelhav og Marmara -
Om Flamingo'er, rosenrøde,
lysende langs Syrtens Bugt,
-hvad en lille Fugl kan møde
paa sin muntre Verdensflugt.
Sang og sang! om Sommerrugen,
som har gynget Kjærnen fuld,
sang om alt, der gror og grønnes
i og om og over Muld.
Sang om Sol og brune Bier,
dansende om Kubens Karm,
sang om hvert et Straa, der dier
Jordens underspændte Barm.
Sang om Bækkens lange Latter
over alt og Ingenting,
sang om Aaens Arm, der fatter
Landet i et Kjæmpesving.
Sang om Bær, der ensomt rødme
i den brune Hedelyng,
sang om Æbleblomstens Sødme
og om Gjærdesnerlens Slyng.
Sang om Strandens Baad, der prøves
under Støj af Klittens Børn,
mens Septemberluften kløves
af den vilde Fiskeørn.
Sang om lyse Sommernætter,
Mosebryg og Møllebrus,
klingre Slag af sorte Spætter,
Aftenrøg af øde Hus.
Sang om Kvæg i Hjorde hvide
og den stolte Hjorts Gevir,
Svaleleg ved Aftentide
om et skovgjemt, irret Spir.
Og den sang om Morgenrøde,
sang om Hejredans i Dug,
naar en Falk gi'r Ungen Føde
under stive Tidslers Buk.
Sang om Jordens største Lykke,
sang det op i Præstens Spind:
Mand og Kvinde, elskovstrygge,
ømt forenet, Kind mod Kind!
Og nu selv en varm Forkynder,
nidkjær indtil Marv og Ben,
synger den om søde Synder
bag en dugget Hybengren.
Jubler ud sin galne Viden
om et Hyttetag af Rør,
dér en Rede lun og liden
bag en revnet Forstu'dør.
Og den ler sig Vingen kroget,
som den sig i Siden tog,
gjør et Hop og slipper noget
ned i Præstens sorte Bog.
Men forfærdet ved sin Gjerning
ud den sig fra Bjælken svang,
mens med Djævlen kastes Terning
om din Sjæl endnu engang.
9/11 1908.
TIL EN PLOVKAMMERAT.
Vi døjed og pløjed paa Fædrenes Grund,
mens Hjejlerne fløjted fra Lavningens Bund.
Da sprang der en Skagle, i Staa gik vort »Ho's«,
og Pokker tog Ploven, og Livet tog os.
Men endnu vi elsker hver Hjejle paa Knold,
og stadig vi fører en Plov i vort Skjold.
14/11 1908.
VIGGO HØRUP.
Saa rejses Sten for Døgnets bedste Mand,
som længe dvæled i sin Tystheds Have.
Thi hvad du end har tabt, mit Fædreland,