du var bestandig rigt -ved dine Grave.
Og skjønt dit Navn kom sjældent i hans Mund,
fordi han havde Sky for tunge Navne,
var det hans Pulsslag til hans sidste Blund
sit Land ved al sin lyse Kløgt at gavne.
Han var ej Manden med den ene Tanke,
der kløver Rummet for den nye Dag,
men tusind Tankegnister, lynildblanke,
sprang fra hans Esse i vort Hjærteslag.
Hvor har han glødet vore unge Kinder
til nye Tag i Nederlagets Stund,
naar ingen uden han saa Fyr bag Sund
og Frafalds Taager knuged alle Tinder.
Han var en Spejder ind i Fremtidslandet,
det Land enhver med Graad har stirret paa,
den fjerne Kyst med lyse Løfter randet,
men som vi aldrig, aldrig selv skal naa.
Den Viden har dog ej hans Ildhu hemmet,
han var ej nogen haabløs Pessimist;
thi der er anden Tro end den paa Christ
og andre Haab, end dem vi fik beskjæmmet.
Han saa i Frihed Livets dulgte Kilde,
derfra hans Had til alle gjorte Baand;
mod Thybo-Pral han satte Folkesnille,
derfra hans Kjærlighed til Vid og Aand.
Og Folkeguldet dybt i Undergrunden
med Sprogets Bor han løfted op fra Bunden.
Den som har set ham under Bøgeløvet,
naar Juniflaget til hans Vid slog Smæld,
naar Fjendens Vaaben, ved hans Ordkunst døvet,
blev gjort til Prise i et Spottevæld,
han glemmer aldrig Lyset paa hans Pande
og ej hans Øjes stærke Tindrekraft,
som naar en Kriger mod en Angrebsbande
med løftet Hoved slipper Lansens Skaft.
Hvor var han skjøn i Ordets Kunst og-Formen,
skjøn i sin unge, kjække Fremadstormen!
Hvor gjerne hørte vi hans lette Pile
i Døgnets tungtbevæbnede Debat!
Som David kunde han i Kampen smile
ad Reaktionens plumpe Goliat.
Og Goliat -ja, han fik mærke Slyngen,
dens flinke Sus, dens muntre Stenes Syngen!
Vi gaar en ond og uglad Dag imøde,
da det som laa ved Horisontens Bræm
som Truselsky mod Land og Folkegrøde
skal fedtes, fuskes, luskes, lumskes frem.
Vær da paa Plads hver Mand i Gaard og Hjem!
Tag frem hans Vid, hans Glød, hans Fylkingstaler,
hans Svøbes Strimer og hans Kampsignaler!
Saa fjern da Dækket fra hans Mindesmærke,
og blot hans Pande for den danske Regn,
at han ved sine Træk, de kloge, stærke,
kan tale til os som et Kampens Tegn.
Saa længe Viddets Lyn om Pennen knitrer,
hans Hoved højt i Brændingssprøjtet staar,
og frie Aander fange Sejr og Saar,
mens Kunstnermalmen i hans Bryn forvitrer!
22/11 1908.
DORRES SANG.
GAMMELT MOTIV.
Jeg gaar i tusind Tanker
og elsker den, jeg ej kan faa,
han vist i Glæden vanker
mens Sorg jeg lide maa,
stor Sorg, som jeg i Hjærtet bær
for dig min Ven saa kjær;
det voldte falske Mennesker
og derfor Sorgen er.
O, havde jeg ej skuet
dit Ansigt og de Øjne blaa,
saa var jeg aldrig kommet
til Kamret, hvor du laa,
saa bar jeg ej paa dette Sting
her inderst i min Barm
og kjendte ej den Angstens Ting,
som nu gjør kold og varm.
Nu er jeg mere ensom
end Træet paa min Moders Grav,
naar det om Natten suser
bag Kirkelaagen lav,
og i dets stille Skyggefavn
jeg finder snart mit Sted,
det eneste jeg kjender nu
hvor Sorgen gi'r mig Fred.
Efteraar 1908.
LIMFJORDEN.
Hvor herligt du lyser, du krummede Fjord,
der slynger de Sløjfer i Sønder og Nord,
du Vindenes Orgel, du tonende Vand,
der bræmmer med Skummet din riflede Strand!
Mod laveste Hytte som højeste Tegl
du leende løfter dit smigrende Spejl;
og Baadenes Flokke, de sejlhvide smaa,
du hvister saa højt, som din Bølge kan naa.
Smaaøerne slumrer paa Bredningens Bryst,
og Kirken hun lyser saa kjønt paa din Kyst;
i Spejlet mod Bredden, naar Solen er lav,
staar Taarnet forsænkt som en Elfenbensstav.
Bag Baaden der jubler det badende Barn,
mens Faderen reder det skjællede Garn;
Vestsolen beføler hans Hue og Kind,
og Straalerne strømmer i Maskerne ind.
Hør Tamgaasens Gjæk fra den lerede Brink,
hvor Sol gaar i Hav under milelangt Blink;
en Plasken med Aarer, en Svirren af Myg,
en Rørsangers Fløjt i den sænkede Byg.
-Men Billedet skifter saa let som en Vind,
min Fjord har vel tusinde Masker og Sind;
mod Kvæld kan den kysse din Stævn med et Smil,
ved Gry maa den danse med Stormen en Ril.
Se Maagernes Hvirvlen, hør Spovernes Træk, -
et Strøg mod dit Hjærte, og Lyden er væk!
Hvi skjælver du, Hjærte, hvi drypper min Graad?
Jo, Barndommens Spover de krydsed min Baad.
-Ej fandt du, o flyvende Svane, en Kyst,
hvor renere lyste dit tonende Bryst;
og hvad kan vel løfte din dragende Sang
som Fjorddalens Bugtning saa lys og saa lang!
-Hist Fiskeren tjærer sin bugede Kjøl,
mens langt over Vigen gaar Køernes Brøl;
ved Bækken, hvor Bugten den bøjer sig ind,
der skridter en Pige saa fast og saa trind.
Hun løfter fra Aaget den blinkende Spand
og skyller ved Bækken dens Munding og Rand;
mens Blomsterne myldrer om Ankel og Kjol,
hun malker sin Ko i den stigende Sol.
-Hvor herligt fra Klinten at tælle de Næs,
de hundrede »Hager« med saltsvedet Græs,
med Stude i Række og Kalve i Ring
og spejdende Terner i sejlende Sving!
Hvor dejligt at se i det kimede Gry
letsløret ved Bugten en rødstenet By,
hvor Duerne kredser om Toldhusets Tag,
mens yderst paa Molen der flimrer vort Flag!
-Hvor fattigt du var dog, mit Fædreneland,
om ikke du ejed din Fjord og din Strand,
de krogede Hager, de bittesmaa Næs,
hvor Rylerne ruger i saltsvedet Græs!
Men blev du end fattig paa Skov og paa Land,
du vandt dig Erstatning i syngende Vand,
og Fjorden med Vader og Vejler og Vig
den gjør dig for Øjet saa kjær og saa rig.
Thi den, der ved Fjorden som Mand eller Barn
har jublet og tumlet med Baad eller Garn,
han glemmer ret aldrig paa Jorderigs Rund
hint Maaneskinsspejl paa dit ensomme Sund.
Og den, der som Yngling bag Fjordsivets Hang
har kysset den første, den saligste Gang,
han ejer et Minde, som aldrig vil dø,
han kommer hver Sommer paany til din Sø.
Decbr. 1908.
SVALEN.
Hør hvor let dens Vinge smækker
mod den tunge Kløverdusk,
mens den som en Skyttel lægger
Farten gjennem Røg og Rusk.
O, du lille verdsligkaade,
Flugtens fødte Favorit,
som til Livets tunge Gaade
ikkun har et let »Kvivit!«
Vilde du kun tit mig følge
lig en lille venlig Aand,
som du nu paa Luftens Bølge
næsten strejfede min Haand!
Vilde du kun tit mig lede
som i hine fjerne Aar
paa min Barndoms tunge Hede
til min Faders lave Gaard!
Aa, naar du paa Blæsten vendte
og mig i mit Ansigt saa,
var det næsten, som du kjendte
Barnesindets Sorger smaa.
Ja, det var som om du tøved
et Sekund og fritted mig: