»Hvi er lille Bror bedrøvet,
hvorfor ikke glad som jeg?«
Men naar du saa Gaarden stige
bagom Kaalgaard-Popler frem,
svandt du langs det lange Dige
-for at følge andre hjem.
Sildig Aften, tidlig Morgen:
samme Flugtens muntre Sting;
samme Svinden, tyst, forborgen,
som var Sagen ingen Ting.
-Naar en Dag mit Blik skal briste,
og min Aand maa flagre frit,
bân du Vejen for min Kiste
med dit elskede: »Kvivit!«
29/12 1908.
DER SO TOW KRAGGER.
Der so tow Kragger po Kistelbakk
nej, som æ Suel den skjenner! -
den jen den nevved den aan i æ Nak,
for de war tow Hjatens Venner.
Saa fløw de da op po dje villerst Ving,
nej, som æ Suel den skjenner! -
for Kos! som søn en Pa Tow ka swing,
nær føst det er Elskov, der gjenner!
Saa standed de dem en vilre Red,
-nej, som æ Suel den skjenner! -
af Gren saa glatt og af Stror saa skred,
saa ingen kund ønsk sæ en pænner.
Dér lod de dem hwist af Vind og Vejr,
-nej, som æ Suel den skjenner!
og haaj æ saa skjøn, ja, Taarier sejr,
laant skjønner end Kragger fortjenner.
Snaar kravlt der en Ung paa hwer en Pind
-nej, som æ Suel den skjenner!
saa swot som æ Muer i Sind som Skind;
den Swej er der ingen, som lenner.
Aa, war en som søen en betle Fowl,
-nej, som æ Suel den skjenner!
saa vend a aalle med Grêf og Skowl
en Awer saa saaned og stjenne.
No gor a saa stogend laangs Kistelbakk
-nej, som æ Suel den skjenner!
for tow ka nevves, og tre ka snakk,
men den ka kuns sukk, der bløw jenne.
[Anm.:
so, sad; tow Kragger, to Krager; skjenner, skinner; nevved
den aan, næbbede den anden; Hjatens, Hjertens;
dje villerst Ving, deres bedste, rappeste Vinge; søn en Pa
Tow, saadan et Par; gjenner, driver paa;
standed, laved; Stror, Straa; skred, nette og glatte; en
pænner, en pænere;
hwist, kaste op og ned; Taarier, Taaber; laant, langt;
Swej, Svie; lenner, lindre;
betle, bitteliden; vend, vendte; Awer, Ager; saaned,
sandet; stjenne, stenet;
stogend, stærk, foroverbøjet; jenne, alene. -Det bemærkes,
at stjenne og jenne er fuldt forsvarlige Rim paa skjenner,
da r'et i Slutning af Ordene som oftest er stumt i
Fjandbomaalet.]
3/1 1909.
IMELLEM TO MØRKE HØJE.
Imellem to mørke Høje
jeg vogted som Barn min Faders Faar,
og Mulden gav mig sin Møje,
og Solen flammed mit Haar.
Men Verden tindred i Dis og Drøm,
og Barnelængslerne vimred
som Siv i den dybe Strøm.
Imellem to mørke Høje
der saa jeg dig, Mor, saa trælsomt gaa
med Sorg i det søgende Øje
og Tørklæd' om Tjavser graa.
Der kom du saa tit og strøg min Kind,
og Strikkepindenes Tinglen
lød sølverne ømt til mit Sind.
Imellem to mørke Høje
Fuldmaanen saa jeg for første Gang,
som langt i Havet en Bøje
i Himmeldybet den hang.
Jeg fulgte dens Vej over stille Land
saa mangen daarende Aften
langs Bækkes klukkende Vand.
Imellem to mørke Høje
jeg stirred mod Tordenens Lynildsskrift,
saâ Rugen lydigt sig bøje
for Bygens voldsomme Drift.
Saa blev jeg blandt tvende Mødre delt,
min egen Mor og Naturen,
og ingen jeg svigtede helt.
Imellem to mørke Høje
kom Kysset til mig paa bitte Sko,
foran mig i Skjørt og i Trøje
det stod i Lyngen og lo.
Da blev mit Hjærte saa fuldt og trangt,
men da jeg vilde det fange,
det ilede milelangt.
Imellem to mørke Høje
jeg ledte med Nyn mit Plovøgsspand,
mens Skyggen fra lyngladne Fløje
laa tungt paa det stride Sand.
Og svandt alt Lys af mit Digt en Stund,
da var det de Højes Skygger,
der mørkned mit Sangvælds Bund.
Imellem to mørke Høje
der vilde jeg gjerne sænkes ned
en Dag, om det kunde sig føje,
da Byggen af Skederne skred.
Saa havde jeg fundet det gamle Spor
og kunde nu evigt slumre
i Hjemmets hellige Jord.
4/1 1909.
DEN JYDSKE FORSKNINGS OLDERMAND
H. F. FEILBERG.
Hwor er æ skjøn, te de er te,
som vil det gued bewaar,
som goer saa biel og æsler ve
og kan sæ aalle spaar!
-Do war saamøj en stredde Knop,
der gjord en stywle Bied,
der vild, æ Awr skuld ploves op,
fâr Dawsens Suel gik nied.
Si dæ no om, og kik tebaag:
En Omfer heller tow,
læd ham saa komm, æ Awtenskraag,
og hwil sæ po di Plov!
Og gor æ Maan saa taangle op
og skjarer po di Rue,
der dripper Sagn i æ Lyng si Top
og Guld af hwer di Fue.
[Anm.:
biel, flittige; æsler ve, arbejde uden Stands;
stredde, dygtig, fast paa Benene; stywle Bied, et godt Stykke
Dagværk; æ Awr, Ageren;
Omfer, Omfure, een Fure op og een Fure ned til modsat Side;
Kraag, Krage;
taangle, tungt, tungtladende; skjarer, glimter svagt; Rue,
Rude; Fue, Fure.]
15/1 1909.
VED ENGSØEN.
Maa jeg tage din Haand, nu det dufter af Hø,
og den sølvblanke Helt skjærer Strimer i Sø,
maa jeg føre dig did til den nærmeste Stak
og se Kjærulden kysse paa Skjørt og paa Frak?
Maa jeg lægge min Arm om dit vigende Liv,
mens det knitrer af Sol i de sænkede Siv,
maa jeg løfte dit Slør over Straahattens Rand,
her hvor Aakandens Blad breder Bro over Vand?
Se, dit Haar er saa gult som en Bygager-Sti,
og den høstmilde Sol fletter Guldtraad deri;
naar jeg hvisker ved Øret, hvor Kinden er brun,
o, hvor bølger det kjært i Smaagrubernes Dun!
Og dit Blik gaar i Drøm over Aakande-Bro,
mens du vipper en Blomst paa din vristhøje Sko,
og en Græshoppe stryger sin Mos-Violin,
og du trykker min Haand i et langt: »Jeg er din!«
4/5 1909.
RINGEN.
Han gaar og tænker, hun gaar og traller,
hun traller snart til Alverdens Ting,
og hendes Latter af Struben gjalder,
da rød han minder om Fæstensring.
Han gaar og skjæver, hun gaar og skjænder,
hun skjænder nu for Alverdens Ting,
for Letsinds Luner, der langsomt vender