paa Elskovs Veje et Sind omkring.
Han gaar og fløjter, hun gaar og flæber,
hun flæber snart ved Alverdens Ting;
og Spørgsmaal saarer, og Svaret dræber,
som Frosten dræber en Knop i Spring.
Hun gaar og pylrer, han gaar og pytter,
han pytter nu ad Alverdens Ting.
Men hænde kan det, han Haanden knytter
om denne snærende lumske Ring.
7/5 1909.
EN LYSTIG SANG.
SKOTSK MOTIV.
En lystig Sang, ja en lystig Sang,
kan ingen gi os en lystig Sang!
Min sidste Daler saa gjerne sprang,
blot én nu gav os en lystig Sang.
En lystig Sang, ja, en lystig Sang
gi'r Armen Styrke og Hamren Klang,
og Dans blev selve den Haltes Gang,
hvor Foden gik til en lystig Sang.
En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
til den vi mejer vor Rug paa Vang,
og tager Svenden sin Glut paa Fang,
han gjør det helst til en lystig Sang.
En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
saa Tryk og Tynge fra Barmen sprang.
Blev Hyttens Skodder dig lovlig trang,
stem Ryggen mod til en lystig Sang!
En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
hvori Alverden sig muntert svang!
Og spandt os Præsten sin Ten for lang,
vi klipper af med en lystig Sang.
En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
til den har Livet som Døden Trang;
og skal jeg slutte mit Liv engang,
jeg gjør det helst ved en lystig Sang.
12/5 1909.
BONDEN OG SKRÆDDEREN.
Der kom en Skrædder til vor By:
Klip -Klap og Klip!
Han skulde mig en Kjortel sy.
Klip -Klap og Klip!
Men saadan skar han af og fra
-eja, af og fra -
at der kom Buxer ud deraf.
Klip -Klap og Klip -Klap og Klip!
Da Næven jeg i Bordet svang,
Klip -Klap og Klip!
saa Saxen over Kovsen sprang,
Klip -Klap og Klip!
»Af Buxer har jeg mer end nok -
heja, mer end nok!
og fler betales med min Stok!«
Klip -Klap og Klip -Klap og Klip!
Der stod to Tøfler for en Dør,
Klip -Klap og Klip!
hvor aldrig jeg saa Tøfler før,
Klip -Klap og Klip!
Og da jeg ind i Sengen saa,
eja, Sengen saa,
den Skrædder bag min Datter laa,
Klip -Klap og Klip -Klap og Klip!
Den Maane grined grumme fæl,
Klip -Klap og Klip!
da jeg tog Skrædren ved hans Hæl,
Klip -Klap og Klip!
Og over Kaalgaarddigets Bræm,
-heja, Nældebræm -
jeg hjalp ham lidt ad Vejen hjem,
Klip -Klap og Klip -Klap og Klip!
Hans Fingerbøl, en Kjende klemt,
Klip -Klap og Klip!
det havde han i Sengen glemt,
Klip -Klap og Klip!
Og Tøsen, som min Datter fik,
eja, nødig fik!
den ligned Skræd'ren paa en Prik,
Klip -Klap og Klip -Klap og Klip!
Nu sidder jeg bag Vindvets Læ,
Klip -Klap og Klip!
og fimper Barnet paa mit Knæ,
Klip -Klap og Klip!
Det peger ud paa Lam og Føl,
heja, mine Føl!
og leger med hans Fingerbøl -
Klip -Klap og Klip -Klap og Klip!
Foraar 1909.
AUTOGRAFSAMLER.
Ja, bejste Hr. Meyer!
det er, som a sejer:
en Løfte er godt, men aa hold'en er bejer;
og a haar no lowe,
saavidt som a howe,
aa send Dem en Urd imell Unnen og Dowe.
Men hwad a ska sej Dem,
hwad Knap a ska drej Dem,
det ved a sgi naple, hwis ett a maa træj Dem.
Men De ska jo ha æ
te jen, som De ga æ,
en Stoder »der samler«; naa, kom saa og ta æ!
Det vil a forær Dem.
Gid Fanden fortær Dem,
om tire med den Slaw De'el besvær Dem!
[Anm.:
howe, husker; Unnen, Middagsmad; Dowe, Davre;
sgi, saamænd; træj, ærte; Stoder, Stodder; a æ, tag det;
Slaw, Slags; skaalmer, spejder anstrengt.]
12/9 1909.
AN' VÆVER.
Gamle An' Væver hun færdes saa stille
som nuslende Mus mellem Siv,
kjender saa lidet til Døgnets Larm
og Verdens fortumlende Kiv.
Gamle An' Vævers brøstfældige Hytte
har altid et Lys i sin Rude,
skinner saa langt over vildene Hede
for alle som sildig er ude.
Gamle An' Væver hun karter og spinder
til dybt i den øde Nat,
taber i Søvne den slingrende Traad
og faar den møjsommelig fat.
Gamle An' Væver gaar rundt om sin Hytte,
mens Duggen i Kaalene falder,
skaalmer ud mod de brede Kjær,
hvor rugende Vibe skvalder.
Regnfang dufter fra Kaalgaarddiget
og Løg bag Lavendlers Hegn,
ved da gamle An' Væver for vist,
at Natten vil ende i Regn.
Kilderne hulker i Sommerkvælden
og Hededammene dampe,
spærrer hun da for Høns med Told,
for Faarenes Sti med en Krampe.
Kornmo' blamrer i Hederugen
og flimrer paa sodet Bjælke,
sitrer et Nu mod den hvide Gavl,
hvor Silden hænger til Spjælke.
Henter hun stille ved Brønden sin Si
og lukker saa Katten ind,
ser under Karmen den rødlige Maane,
mens Døren hun skodder med Pind.
Gamle An' Væver -saa fattig hun lever,
saa kongelig dog hun drømmer,
mens Natteregnen paa Tagets Mos
sin Skaal saa dulmende tømmer.
[Anm.:
hænger til Spjælke, hænger til Tørring.] 1909.
TRINES KO.
JULEAFTENSTEMNING.
Nu skal du ha din Havrekjærv,
og jeg skal ha' min Nætter;
lidt lyet Vand for gammel Tand
jeg her i Krybben sætter.
Brug du saa kun din gamle Mund;
jeg har jo mer i Loen!
En saadan gjæv og yndig Stund
man sørger først for Koen.
Du kom her, da min Mand faldt hen
-Gud vær den Synder naadig!
Han tured op hver fattig Del,
hvorover vi var raadig.
Ved dig kom jeg paany til Krylt,
du hjalp mig sgi paa Fode,
saa Gris blev rund og Barnet sund,
og begge gik til Gode.
Ja, Sønnen maatte hjemmefra,
ham har jo Verden taget;
nu er han i Amerika.
Det gaar ham godt i Faget.
Han fik din Mælk -med Fløden paa,
skjønt Høk'ren skuld' ha' haft'en.
Jeg tror da nok, at jeg tør spaa,
der kommer Brev i Aften.
Du gik og gnov blandt Pors og Siv
det bedste, som du kunde;
og hvor du bed, du gamle Liv,
der bed du skam i Bunde.
Og du kom hjem med Yv'ret spændt
og Aftendug i Skjægget;
min Haand dig linned Strent i Strent,
mens Drøvlen du bevæged.
Og Katten kom i Spring derhen
og satte sig for Døren,
til Pattens Straale ramte den
imellem begge Øren.
Og Duggen faldt paa Brøndens Sten
og paa mit Hovedklæde,
og Katten slikkede sit Ben
for Mælkens spildte Væde.
Ja, være to, som Dagen lang
er i hinandens Tanker
gjør Livets Byrde mindre trang
selv mellem Hedebanker.