Og du skal aldrig lide Nød
og staa med Sider hule,
saa længe jeg en Skive Brød
kan række mod din Mule.
Nu er du skjæv i hvert et Led,
det plumper hult i Bugen,
naar du vil rigtig rask af Sted
og ta et Nap af Rugen.
Og selv er jeg en Stummeltaa
af bare Slæb og Ælde,
hvis slidte Rok kun smaat vil gaa,
og snart vel Pas maa melde.
-Nu ringer Degn til Nadverfest,
nu falder Rim paa Stene,
og Juleklokken høres bedst
af dem, der sidder ene.
Snart kommer alle Stjerner frem,
og Frosten gjør dem blanke;
det bitte Barn fra Bethlehem
er nu i alles Tanke.
Lang er den Vej og krum den Sti,
der bærer over Hede.
Gaa da, min Gud, ej Dør forbi,
find gamle Trines Rede!
Skjænk Livsens Brød mig rundelig,
velsign min Kjærv paa Loen,
vis dig mod mig miskundelig,
og giv mig Kalv i Koen!
Decbr. 1909.
MEJERIST ESPER ANDERSEN, JEBJÆRG.
De gamle Dage er ikke glemt,
det huskes den Dag i Dag,
hvor muntre Svende med Luthen stemt
sad under dit gjæve Tag.
De gamle Dage med Fart og Fut,
med Sang mod Maskinens Hvalv,
mens Dampen stemte sin vilde Luth
saa Lofte og Vægge skjalv.
De gamle Dage, da Mosen laa
for gamle Ann' Fiskers Dør,
med Spindelvæv over Pors og Straa
og brune, duskede Rør.
De gamle Dage med Glassets Bryg,
med Sejre paa Cyklesti,
med Maaneskinsridt over Jyllands Ryg,
de tusind Gaarde forbi.
De gamle Dage da Livet jog
os begge med »Huj« og »Høj«!
da paa min Bondefele jeg tog
de første prøvende Strøg.
De gamle Dage blir aldrig glemt,
dem skyller ej Døgnet bort;
og skulde vi faa vor Luth forstemt
vi prøver en frisk Akkord.
Julen 1909.
FORAARSTEGN.
Mor, har du set, hvad der staar bag Diget?
Gjæslingblomster saa bitte smaa!
Bladet kløvet og Kronen fliget,
lige skabt til at kysse paa.
Klare Spirer paa Mulden letter,
suger Kræfter af Dybet op,
fæster Roden i varme Nætter,
laaner af Solen til Blad og Top.
Mor, har du set, hvor Haren springer
Pløjefaldet som ingenting;
Viben kroger de korte Vinger,
øver sig kaadt i Baglændssving.
Engen bulner om Rylens Rede,
Grøften pyntes med friske Flæg,
langt i Marken -som halvt i Vrede -
slænger Haslen sit falske Skjæg.
Mor, har du set hvor Koen tripper
længselsdrukken paa Baasen kvalm,
malker mindre i dine Stripper,
snuser med Haan til den mugne Halm?
Det er de spæde Kim i Kjæret,
Blomsterspringet ved Bækkens Rand,
det er det lange Sug i Vejret,
Gudevarslet til Dyr og Mand.
29/1 1910.
PAA KJÆRE GRAVE.
I.
Saa mangen Slægt lig knækket Rør
sank ned for denne Kirkedør.
Velsignet I, som segned her
i Læ for Sorgers Bygevejr.
II.
I ærlig Kamp, i ydmyg Tro
I stille stred for Børn og Bo.
Slog Kornet fejl paa karrig Jord,
I rejstes ved et Fadervor.
Januar 1910.
GAMMEL KA BAKK.
Er æ Plads mærked aa, sæt æ Arbed i Gaang,
fo nø Mergel laa op po æ Brink!
Spyt en Kjend i jer Næv, far I tar om æ Staang,
for saa lider jer Arbed saa flink.
Der ska javn hænges i her ved gammel Ka Bakk,
hwis a ett som en Toj vil stent rejn fræ æ Brakk.
Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
læ mæ si, te jer Skovl de ka go!
A er Enki og gammel, og jenne om aalt,
og ikki jen Kjeft en ka trow!
De haar tawn a mi Tow, de haar staaln a mi Maalt,
de har malked mi jenywed Kow!
Men misæl om de søen lurer gammel Ka Bakk!
A ska wal fo en Urd med de Fyrer aa snakk.
Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
læ mæ si, te jer Skovl de ka go!
Ja saamænd er æ Hus baade gammel og ring,
og æ Taag hænger nejle te Drep,
og mi laangtænded Øg de er brødt paa dje Bring,
og a sjel stolter aa ved æ Kjep.
Men æ Skatter maa klaares, æ Gord holdes opp,
om saa det ska knaag i hwer Navl og hwer Stropp!
Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
læ mæ si, te jer Skovl de ka go!
A haar ett danst paa Rueser saa lidt som paa andt,
a fæk aalle danst møj i mi Daw.
A maatt ta mud æ Gord med si Gjeld og si Pant,
og den Se gir kuns smaat i æ Traw.
Om æ Stolper er skjøv, om æ Væggi er vind
stor æ Gord paa si egn, og indno er en min!
Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
læ mæ si, te jer Skovl de ka go!
Der er nøj i wor Hjat te vi knap ka forsto,
som ka rør wos ved søen en Krumm Jurd;
nær æ Towt legger grønn, og æ Kuen æ saa mo,
det ka bind jen paa Haand og paa Fud.
A vild gjan sej med Sand, nær a sto for Worherr:
A haar stridt for mi Grund, do faar ta æ, som det er
Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
læ mæ si, te jer Skovl de ka go!
[Anm.:
mærked aa, mærket af (til Mergelgraven); æ Arbed, Arbejdet;
nø, noget; en Kjend, lidt; æ Staang, Staalstangen, hvormed
Mergelen brækkes løs; javn hænges i, hænges godt i; Ka, Karen;
Tôj, Tøjte; stent rejn fræ æ Brakk, aldeles gaa fra Gaard og
Grund; te, at;
jenne, alene; tawn a mi Tow, taget af mit Uld; staaln,
stjaalet; jenywed, enøjede; Urd, Ord;
Taag, Tag; hænger nejle te Drep, hænger lavt til Dryp;
brødt, brudt (af Seletøjet); stolter aa, stavrer afsted;
Rueser, Roser; andt, andet; Se, Udsæd; æ Trate, Traven;
Towt, Tofterne; æ Kuen, Kornet; mo, modent; sej med Sand,
sige med Sandhed; ta æ, tage det.]
22/1 1910.
MORS ROK.
Spurven sidder stum bag Kvist;
saamænd, om ej det fyger!
Kaalgaardpilen piber trist
for Nordenblæstens Byger.
Lul, -lul! Rokken gaar
støt i Moders Stue,
og jo mere Vinden slaar,
desmer faar Arnen Lue.
Skarpe Smæld af branket Malt,
og Karters kaade Skratten,
fjerne Grynt af Husets Galt
og Barneleg med Katten -
Lul, -lul! Rokken gaar,
flittig Foden træder,
kun saalænge Hjulet staar,
som lille Søster græder.
Far har røgtet Kvæget ind,
med Halmen tættet Karmen,
gnedet Grisens blanke Skind,