Den eneste mulige forklaring er, at jeg ikke har brændt alt det frigivne hydrogen væk.
I bagklogskabens lys er det indlysende. Det faldt mig ikke på noget tidspunkt ind, at en del af hydrogenet simpelthen ikke blev brændt. Det passerede forbi flammen og fortsatte sin egen vej. Jeg er for pokker botaniker, ikke kemiker!
Kemi er noget rod, så der er uafbrændt hydrogen i luften. Det er overalt, blandet med oxygen. Det ligesom … hænger ud her hos mig. Venter stille og roligt på en gnist så det kan sprænge Hab’et i luften!
Da det gik op for mig, og jeg havde brugt tid til at samle tankerne igen, fik jeg fat i en Ziplock-plasticpose, svingede lidt rundt med den og lukkede den.
Dernæst en hurtig EVA til en rover, hvor vi har det atmosfæriske analyseapparatur. Nitrogen: 22 procent. Oxygen: 9 procent. Hydrogen 64 procent.
Jeg har gemt mig herude i roveren lige siden.
Hab’et er blevet til Hydrogenstrup.
Jeg må ønske mig selv tillykke med, at jeg ikke forlængst er blevet sprængt i småstykker. Selv den mindste statiske udladning, ville være endt med min egen private opførelse af Hindenburgs skæbne.
Så nu sidder jeg her i rover 2. Jeg kan blive her i en dag, eller måske to, før mine CO2-filtre i roveren og min rumdragt er brugt op. Det er så meget tid, jeg har til at regne ud, hvordan jeg håndterer det her.
Hab’et er en bombe.
Kapitel 5
LOG NOTAT: SOL 38
Jeg kryber stadig sammen i roveren, men jeg har haft tid til at tænke. Nu ved jeg, hvordan jeg skal håndtere hydrogenet.
Jeg tænkte på den atmosfæriske regulator. Den registrerer alt, hvad der findes i luften og afbalancerer atmosfæren. Det var sådan, mit overskydende O2 endte i tankene. Problemet er, at systemet simpelthen ikke er lavet til at trække hydrogen ud af luften.
Regulatoren benytter frysefraktionering for at skille gasarterne fra hinanden. Når den afgør, at der er for meget oxygen, begynder den at indsamle luft i en tank og afkøle den ned til 90 kelvin. Så bliver oxygenet til væske, men efterlader nitrogenet (kondenseringspunkt: 77K) i sin gasform. Dernæst lagrer det O2.
Jeg kan bare ikke få den til at gøre det samme med hydrogen, fordi hydrogen skal ned under 21K for at blive til væske. Så meget kan regulatoren ikke sænke temperaturen. Blindgyde.
Her er løsningen:
Hydrogen er farligt, fordi det kan eksplodere. Men det kan kun eksplodere, hvis der er oxygen i nærheden. Hydrogen uden oxygen er harmløs og regulatoren er kun indrettet til at trække oxygen ud af luften.
Der er fire forskellige sikkerhedslåse, der forhindrer regulatoren i, at lade Hab’ets oxygenniveau blive for lavt. Men låsene er designet til at modvirke tekniske fejl, ikke regulær sabotage (Muaha ha ha!)
For at gøre en lang historie kort, kan jeg narre regulatoren til at trække alt oxygenet ud af Hab’et. Så kan jeg tage en rumdragt på (for at kunne trække vejret) og gøre, hvad jeg vil, uden frygt for at blive sprængt i luften.
Jeg vil bruge en O2-tank til at sende korte sprøjt oxygen ud i hydrogenet og få det til at gnistre ved hjælp af ledninger og et batteri. Det vil få hydrogenet til at brænde, men kun indtil de små portioner oxygen er brugt op.
Det vil jeg blive ved med at gøre, om og om igen, i kontrollerede intervaller indtil jeg har brændt alt hydrogenet væk.
Der er bare en lille hage ved den plan: Det vil ødelægge min jord.
Jorden er kun frugtbar på grund af bakterievæksten i den. Hvis jeg fuldstændig fjerner oxygenet, vil bakterierne dø. Jeg har ikke milliarder af bittesmå rumdragter at dele ud af.
Nå, jeg har i hvert fald en halv løsning.
Det er tid til at tage en pause fra tænketanken.
Kaptajn Lewis var den sidste, der benyttede denne rover. Hun skulle have brugt den igen på Sol 7, men hun tog hjem i stedet. Hendes personlige rejsetaske er her stadig. Jeg tog et overblik og fandt en proteinbar samt en personligt USB-nøgle, sikkert fyldt med musik til køreturene.
Det er spisetid, og så må jeg se, hvad den gode kaptajn har medbragt af musik.
LOG NOTAT: SOL 38 (2)
Disco. For fanden da, Lewis.
LOG NOTAT: SOL 39
Jeg tror, jeg har det.
Jordbakterier er vant til vintre. De bliver mindre aktive og behøver mindre oxygen for at overleve. Jeg kan sænke Hab’ets temperatur til 1 grad, og de vil næsten gå i vintersøvn. Det sker hele tiden på Jorden. De kan overleve et par dage på den måde. Hvis I spørger jer selv, hvordan bakterier på Jorden kan overleve længere perioders kulde, er svaret, at det kan de ikke. Bakterier fra dybere jordlag, hvor der er varmere, formerer sig og bevæger sig op for at erstatte de døde.
De har stadig brug for oxygen, men ikke så meget. Jeg tror, at 1 procent i atmosfæren vil kunne gøre det. Det giver bakterierne et minimum af luft at trække vejret i, mens det ikke er nok til at opretholde ild. Det vil sige, at hydrogenet ikke eksploderer.
Men det fører til endnu et problem. Kartoffelplanterne vil ikke bryde sig om min plan.
Manglen på oxygen gør dem ikke noget, men kulden slår dem ihjel. Jeg bliver nødt til at anbringe dem i potter (poser, rent faktisk) og flytte dem ud i en rover. De har ikke spiret endnu, så de behøver ikke lys.
Det kom bag på mig, hvor irriterende omstændeligt det er at holde varmen tændt i roverne, mens de er ubemandede. Men jeg fik det ordnet. Jeg har trods alt ikke andet end tid her.
Godt, her er planen: Først skal kartoffelplanterne sættes i poser og bæres ud i roveren (sørg for, at den holder det skide varmeanlæg kørende). Så sænkes Hab’ets temperatur til 1 grad. Dernæst, reducere O2-indhold til 1 procent. Brænd hydrogen med et batteri, ledninger og en tankfuld O2.
Jeps. Det lyder alt sammen som en fin ide, hvor intet kan gå galt.
Det var sarkasme, hvis nogen skulle være i tvivl.
Nå, jeg må i gang.
LOG NOTAT: SOL 40
Det gik ikke 100 procent godt.
Man siger, at ingen plan lykkes fuldstændig ved første forsøg. Det er jeg nødt til at erklære mig enig i. Her er hvad der skete:
Jeg samlede mit mod og gik ind i Hab’et. Da jeg først var kommet ind, følte mig jeg lidt mere selvsikker. Alting var som jeg havde efterladt det (hvad havde jeg forventet? Marsmænd i gang med at plyndre mine ting?).
Det ville tage et stykke tid at nedkøle Hab’et, så jeg skruede omgående temperaturen ned til 1 grad.
Jeg omplantede kartoffelplanterne i poser og havde lejlighed til se nærmere på dem i processen. De har sat gode rødder og er på nippet til at spire. Her faldt det mig ind, at jeg ikke havde tænkt over, hvordan jeg skulle transportere dem fra Hab’et til Roverne.
Svaret lå lige for. Jeg puttede dem alle ned i Martinez’ rumddragt. Så slæbte jeg den ud til roveren, der var lavet om til et midlertidigt drivhus.
Efter at jeg havde sikret mig at dens varmeanlæg ville holde varmen, vendte jeg tilbage til Hab’et.
Det var allerede køligt, da jeg trådte ind. Temperaturen var nede på 5 grader. Skælvende og med udsigt til skyerne af kondens fra min vejrtrækning, begyndte jeg at tage flere lag tøj på. Det er et held, at jeg ikke er nogen særlig stor mand. Martinez’ tøj kunne godt trækkes over mit eget. Det åndssvage tøj var beregnet til at blive båret i stuetemperatur. Selv med tre lag tøj, frøs jeg stadig. Jeg krøb ind i min køje og ned under tæpperne for at få varmen.
Da temperaturen endelig nåede ned til 1 grad, ventede jeg en time mere for at være sikker på, at bakterierne havde forstået, at de skulle geare ned.
Det næste problem, jeg løb ind i, var regulatoren. Til trods for min overlegne selvtillid, kunne jeg ikke narre den. Den er virkelig ikke indstillet på at hive for meget O2 ud af luften. Det laveste niveau, jeg kunne overtale den til, var 15 procent. Derefter nægtede den blankt at sænke niveauet yderligere. Der var intet jeg kunne stille op med den. Jeg havde alle mulige planer for at gå ind og omprogrammere den, men sikkerhedsprotokollerne viste sig at ligge på ROM.