Jeg er ikke sur på den. Hele dens formål er, at forhindre atmosfæren i at blive giftig. Ingen hos NASA tænkte: ”Hey, lad os tillade en dødbringende mangel på oxygen, der vil få alle til at falde døde om!”
Derfor måtte jeg forsøge mig med en mere primitiv plan.
Regulatoren bruger forskellige typer ventiler til henholdsvis luftprøver og den primære funktion, luftrensning. Luften, der gennemgår processen via frysefraktionering, kommer ind gennem én stor ventil på den primære enhed. Den tager til gengæld prøver af luften gennem ni små ventiler som fører tilbage til den primære enhed. På den måde får den et godt gennemsnit fra Hab’et, og en lokaliseret ubalance vil ikke udløse nogen alarm.
Jeg tapede otte af de små ventiler til og overlod det til en at forblive aktiv. Så tapede jeg åbningen på en af de største plasticsække fast over halsåbningen i en rumdragt (Johanssens, denne gang.) På undersiden af plasticsækken prikkede jeg et lille hul og tapede den fast med hullet over den sidste ventil.
Så fyldte jeg sækken op med ren O2 fra rumdragtens tanke. ”Vorherre på lokum,” tænkte regulatoren, ”jeg må hellere suge det O2 ud omgående!”
Det fungerede perfekt!
Jeg bestemte mig for ikke at tage rumdragt på alligevel. Det atmosfæriske tryk skulle nok holde. Det eneste, jeg skulle bruge, var oxygen. Jeg snuppede mig derfor en iltflaske og en iltmaske fra lægemiddelforsyningerne. På den måde fik jeg i den grad øget min bevægelsesfrihed. Masken havde endda et gummibånd, så den blev siddende over mit ansigt.
Jeg skulle dog bruge en rumdragt til at overvåge Hab’ets faktiske oxygenniveau, efter at dets hovedcomputer var blevet overbevist om, at det lå på 100 procent O2. Lad mig se … Martinez’ rumdragt var ude i Roveren. Johanssens var optaget af at snyde regulatoren. Lewis’ blev brugt som vandtank. Min egen ville jeg ikke begynde at rode med (helt ærligt, den er skræddersyet til mig!). Det efterlod to rumdragter at arbejde med.
Jeg snuppede Vogels dragt og aktiverede de interne luftsensorer uden at sætte hjelmen på. Da oxygenniveauet faldt til 12 procent, tog jeg iltmasken på. Jeg så niveauet dale mere og mere. Da det nåede ned på 1 procent, slukkede jeg for regulatoren.
Det er muligt, at jeg ikke kan omprogrammere regulatoren, men jeg kan i hvert fald lukke ned for svinet.
Hab’et har blinkende advarselslamper alle vegne i tilfælde af alvorligt strømnedbrud. Jeg flåede LED-pærerne ud af en af dem, hvilket efterlod to flossede strømledninger meget tæt på hinanden. Da jeg så tændte igen, fik jeg en lille gnist.
Jeg snuppede dernæst en iltflaske fra Vogels dragt og satte en strop i begge ender, så jeg kunne bære den på skulderen. Så satte jeg ilttilførsel til tanken og klemte slangemundingen flad med min tommelfinger. Langsomt og forsigtigt skruede jeg op for en stille udsivning af O2; så minimal, at den ikke pludselig blev for kraftig for den fladtrykte munding at holde tilbage.
Jeg trådte op på bordet med en gnisttænder i den ene hånd og min oxygenslange i den anden, og så rakte jeg op og lod det komme an på en prøve.
Og hold da kæft, det virkede! Mens jeg lod O2 sive hen over gnisttænderen, tændte jeg for advarselslampen, og en vidunderligt flamme skød ud af slangen. Brandalarmen gik selvfølgelig i gang. Men jeg havde efterhånden hørt så meget til den, at jeg næsten ikke bemærkede den længere.
Jeg gjorde det igen. Og igen. Korte udladninger. Ikke noget spektakulært. Jeg havde det fint med at gå forsigtigt til værks.
Jeg var virkelig begejstret. Dette var den bedste af alle planer. Ikke bare rensede jeg hydrogen ud, jeg lavede samtidig mere vand!
Alting gik fint indtil eksplosionen.
Det ene øjeblik stod jeg nok så fornøjet og brændte hydrogen af; det næste øjeblik lå jeg i den anden ende at Hab’et, der nu flød med væltet ragelse. Jeg fik kæmpet mig på benene og så Hab’et i kaos.
Min første tanke var: ”Av for helvede, min ører!”
Så tænkte jeg: ”Jeg er svimmel,” og faldt ned på knæ. Næste øjeblik kollapsede jeg fuldstændig og endte fladt på maven. Jeg var sindssygt svimmel. Jeg tog mig til hovedet med begge hænder og ledte efter en alvorlig hovedlæsion, som jeg desperat håbede ikke var der. Det lod ikke til det.
Mens jeg følte efter på mit hoved og ansigtet, dæmrede det virkelige problem hurtigt. Min iltmaske var blevet revet af i eksplosionen. Jeg indåndede næsten ren nitrogen.
Gulvet var dækket af ting og sager fra alle Hab’ets gemmer. Umuligt at finde iltbeholderen til lægeligt brug. Intet håb om, at finde noget som helst i det rod, før jeg mistede bevidstheden.
Så fik jeg øje på Lewis’ dragt, der hang på sin plads, som den hørte hjemme. Den havde ikke flyttet sig under eksplosionen. Den var jo tung i sig selv og dertil fyldt med 70 liter vand.
Jeg skyndte mig hen til den, tændte hurtigt for O2-tilførslen og stak mit hoved i halsåbningen (jeg havde i forvejen skruet hjelmen af, for at lette adgangen til vandet). Jeg trak vejret et lille stykke tid indtil svimmelheden fortog sig. Så tog jeg en ordentlig mundfuld luft og holdt vejret.
Jeg fortsatte med at holde vejret, mens jeg kastede et blik over mod rumdragten og plasticsækken, som jeg havde brugt til at snyde regulatoren med. Det var noget skidt, at jeg aldrig nåede at fjerne tingene. Det var til gengæld godt at eksplosionen gjorde. Otte af de ni indtag på regulatoren var stadig pakket ind i poser, og denne ene ville i hvert fald fortælle sandheden.
Jeg tumlede hen til regulatoren og tændte den igen.
Efter en to-sekunders genstart (den var selvfølgelig konstrueret til at genstarte hurtigt), identificerede den øjeblikkelig problemet.
Den skingre alarm for lavt oxygen-niveau gav genlyd i Hab’et, mens regulatoren pumpede ren oxygen ud i atmosfæren med så stor kraft, som det overhovedet er muligt indenfor sikkerhedsgrænsen. At udskille oxygen fra atmosfæren er kompliceret og tidskrævende, men at tilføre det, er bare at åbne for en ventil.
Jeg vaklede henover rodet til Lewis’ rumdragt og stak mit hoved ind for at få en god mundfuld luft igen. Indenfor tre minutter havde regulatoren bragt Hab’ets iltniveau tilbage på normalen.
Først nu bemærkede jeg, hvor brændt mit tøj var. Det var det helt rigtige tidspunkt at have tre lag på. Der var sket mest skade på mine ærmer. Det yderste lag tøj var væk, det midterste var svedent med spredte gennembrændte huller. Det inderste lag, min egen uniform, var i rimelig god stand. Der var jeg vist heldig igen.
Da jeg kastede et blik på Hab’ets hovedcomputer, så jeg, at temperaturen var nået op på 15 grader. Der var sket noget meget varmt og eksplosivt, men jeg var ikke sikker på hvad. Eller hvordan.
Så her står jeg nu. I fuld gang med at undre mig over, hvad helvede der lige skete.
Efter alt det bøvl med at blive sprængt i luften, er jeg fuldstændig færdig. I morgen må jeg i gang med at foretage en million systemtjek og forsøge at regne ud, hvad der eksploderede, men lige nu er jeg nødt til at sove.
Jeg tilbringer natten ude i roveren. Selvom der er renset for hydrogen, har jeg ikke lyst til at hænge ud i et Hab med tendens til at eksplodere helt uden grund. Desuden ved jeg ikke, om der er et læk.
Denne gang tog jeg et ordentligt måltid med mig, og noget at lytte til som ikke er disco.
LOG NOTAT: SOL 41
Jeg har brugt hele dagen på at køre fuld diagnostik på hvert eneste system i Hab’et. Det var ufatteligt kedeligt, men da min overlevelse afhænger af de maskiner, måtte det gøres. Jeg kan ikke bare gå ud fra, at en eksplosion ikke forårsagede alvorlig skade.