Jeg begyndte med de mest kritiske tjek. Øverst på listen var at undersøge, om Hab’ets teltdug var intakt. Jeg følte mig ret sikker på, at den var nogenlunde i orden, fordi jeg havde sovet et par timer i roveren, før jeg vendte tilbage til Hab’et, hvor trykket stadig var fint. Computeren meldte ikke om trykænderinger i det tidsrum, kun et mindre udsving baseret på temperatur.
Så tjekkede jeg oxygenatoren. Hvis den holder op med at virke, og jeg ikke kan lave den, er jeg en død mand. Men ingen problemer.
Dernæst den atmosfæriske regulator. Heller ingen problemer.
Varmeanlægget, det primære batterisystem, O2- og N2-tankene, vandindvinderen, alle tre luftsluser, lysanlægget, hovedcomputeren … Jeg blev ved og ved og blev mere og mere lettet i takt med, at de enkelte systemer hver især viste sig at være fuldt funktionsdygtige.
Det må jeg give NASA. De mener det alvorligt, når de fremstiller disse ting.
Så kom det spændende øjeblik … At se til jorden. Jeg tog lidt prøver rundt om i hele Hab’et (husk på, at jeg nu har jordgulv overalt) og lagde dem i objektglas.
Med rystende hænder lagde jeg prøverne under mikroskopet og overførte billederne til min skærm. Der var de jo! Sunde, aktive bakterier i fuld gang med at gøre deres arbejde. Jeg kommer vist alligevel ikke til at sulte ved Sol 400. Jeg faldt sammen på en stol og fik efterhånden min vejrtrækning tilbage til normal.
Så begyndte jeg at rydde op i rodet. Jeg havde masser at tid til at overveje, hvad der egentlig skete.
Hvad skete der så? Tja, jeg har en teori.
Ifølge hovedcomputeren steg det interne tryk, ved første eksplosion, til 1,4 atmosfære, og temperaturen steg til 15 grader, alt sammen på under et sekund. Men trykket faldt hurtigt til 1 atmosfære. Det ville give god mening, hvis regulatoren var tændt, men jeg havde jo afbrudt strømmen.
Temperaturen holdt sig oppe på 15 grader i et stykke tid, så der burde stadig være en termisk ekspansion til stede. Men trykket faldt jo, så hvor forsvandt det overskydende tryk hen? Lader man temperaturen stige og fastholder et uændret antal atomer indenfor, burde det skabe en vedvarende stigning i temperaturen. Men det gjorde det ikke.
Så gik det op for mig. Hydrogenet (det eneste brændbare stof) blandede sig med oxygen (derfor eksplosionen) og blev til vand. Vand er tusind gange så tæt som gas. Så varmen øgede trykket, mens forvandlingen af hydrogen og oxygen til vand bragte det ned igen.
Det store mysterium er hvor fanden i helvede oxygenet kom fra? Hele planen var, at mindske oxygenniveauet, og derved forhindre en eksplosion. Det gik godt et pænt stykke tid, før det røg i luften.
Jeg tror, jeg har svaret. Jeg tænkte med røven og lagde hjernen et sted, jeg glemte. Jeg besluttede jo ikke at tage rumdragt på, hvis I husker det? Den beslutning havde nær taget livet af mig.
Iltflasken fra lægemiddelforsyningerne blander ren oxygen med den omgivende luft, som gives til patienten gennem masken. Masken holdes fast med et lille gummibånd rundt bag om nakken. Den er ikke lufttæt.
Jeg ved godt, hvad I tænker. Masken lækkede oxygen. Nej. Jeg indåndede oxygenet og gjorde dermed masken så godt som lufttæt ved at suge den ind mod mit ansigt.
Problemet var udåndingen. Ved I, hvor meget oxygen I absorberer fra luften ved et normalt åndedræt? Det ved jeg heller ikke, men det er ikke 100 procent. Hver gang jeg udåndede, tilførte jeg mere oxygen til systemet.
Det faldt mig bare aldrig ind. Det burde det have gjort. Hvis ens lunger forbruger alt oxygen, kan mund-til-mund metoden jo ikke fungere. Jeg er så snotdum, at jeg ikke tænkte på det. Og min snotdumhed slog mig næsten ihjel.
Jeg må virkelig se at passe bedre på.
Det var et held, jeg allerede havde brændt det meste hydrogen af før eksplosionen. Ellers havde det været slut. Som det er, blev eksplosionen ikke voldsom nok til at slå hul i Hab’et. Men sandelig stærk nok til næsten at sprænge min trommehinder.
Det hele begyndte med, at jeg bemærkede et tab på 60 liter i vandproduktionen. Efter en start med kontrolleret afbrænding og dernæst en uventet eksplosionsepisode, er jeg tilbage på sporet. Vandindvinderen gjorde sit arbejde i nat og trak 50 liter nyproduceret vand ud af luften. Den ophober det i Lewis’ rumdragt, som jeg fra nu af benævner ”Cisternen”, fordi det lyder mere sejt. De øvrige ti liter vand er blevet direkte absorberet af den udtørrede jord.
Masser af fysisk arbejde i dag. Jeg har fortjent et helt måltid. Og for at fejre min første nat tilbage i Hab’et, læner jeg mig tilbage og ser stinkende dårlige tv-serier fra det tyvende århundrede, skænket af kaptajn Lewis.
The Dukes of Hazzard, det er vist lige mig. På med underholdningen.
LOG NOTAT: SOL 42
Jeg sov længe i dag. Det havde jeg ærligt fortjent. Efter fire nætter med radbrækkende søvn i roveren, føltes min køje som den blødeste og dejligste himmelseng i verden.
Til sidst slæbte jeg min medtagne røv ud af sengen og fik den sidste del af post-eksplosionsrengøringen overstået.
I dag var også dagen, hvor jeg flyttede kartoffelplanterne tilbage. Det var på høje tid. De spirer. De ser sunde og glade ud. Dette er ikke kemi, medicin, bakteriologi, næringsstoanalyse, eksplosionsdynamik eller noget af alt det andet lort, jeg har rendt og lavet. Det her er botanik. Jeg er sikker på, at jeg i det mindste kan finde ud af, at dyrke planter uden at fucke det op.
Ikke også?
Men der er nedtur på ét punkt. Jeg har kun produceret 130 liter vand. Jeg mangler stadig 470 liter. Man skulle ellers tro, at jeg — efter at have været ved at slå mig selv ihjel hele to gange — kunne slippe for at rode med hydrazin. Men nej. Jeg er nødt til at reducere hydrazin og brænde hydrogen i Hab’et hver tiende time i ti dage mere. Men jeg vil gøre mig mere umage denne gang. I stedet for at tage en ren reaktion for givet, vil jeg udføre hyppige ”hydrogenrensninger” med en lille flamme. Det vil så blive brændt af i etaper, frem for at stige til et dræb-Mark-niveau.
Det kommer der en masse ventetid ud af. Det tager ti timer for hver enkelt tank, at fylde helt op. Det tager kun tyve minutter at reducere hydrazinmængden og brænde hydrogenet. Jeg vil tilbringe resten af tiden med at se tv-serier.
Og, alvorligt talt … Det står klart, at General Lee kan give en politibil baghjul. Hvorfor tager Rosco ikke bare ud til Dukes farm og arresterer dem på stedet, når de nu ikke er i bilen?
Kapitel 6
Venkat Kapoor vendte tilbage til sit kontor, smed sin mappe på gulvet og lod sig dumpe ned i sin læderstol. Han tillod sig at nyde udsigten fra sit vindue et øjeblik. Hans kontor i Bygning 1 gav ham et svimlende udsyn over den store park i centrum af Johnson Space Center-komplekset. På modsatte side af parken blev indtrykket domineret af de mange vidt spredte bygninger, der lå helt ned til Mud Lake i det fjerne.
Han kastede blikket på sin computerskærm og noterede sig at syvogfyrre ulæste emails afventede hans opmærksomhed. De kunne vente. I dag var en trist dag. I dag var der afholdt mindehøjtidelighed for Mark Watney. Præsidenten havde holdt en tale, lovprist Watneys mod og offer samt kaptajn Lewis’ resolutte beslutsomhed, da hun fik reddet alle andre i sikkerhed. Kaptajn Lewis og de overlevende besætningsmedlemmer, der deltog via en langdistanceforbindelse til Hermes, bidrog med mindeord for deres tabte kammerat ude fra det ydre rum. De kunne se frem til endnu ti måneders rejsetid.
Administratoren havde også holdt tale, hvori han mindede alle om, at rumrejser er utroligt farlige og at modgang ikke skal holde os tilbage.