Man havde spurgt Venkat, om han ville holde en tale. Han havde afslået. Hvad skulle det nytte? Watney var død. Pæne ord fra chefen for Marsprojektet ville ikke bringe ham tilbage.
”Er du okay, Venk?” lød en velkendt stemme fra døråbningen.
Venkat drejede rundt i stolen. ”Det er jeg vel,” sagde han.
Teddy Sanders børstede en løs tråd af sin ellers pletfri blazer. ”Du kunne godt have holdt en tale.”
”Jeg havde ikke lyst til det, og det ved du udmærket godt.”
”Ja, sandt nok. Jeg havde heller ikke lyst, men jeg er NASAs administrator. Det bliver sådan set forventet af mig. Er du sikker på, at du er okay?”
”Ja, jeg skal nok klare mig.”
”Godt,” sagde Teddy og rettede på sine manchetknapper. ”Så lad os vende tilbage til arbejdet.”
”Selvfølgelig.” Venkat med et skuldertræk. ”Lad os begynde med, at du autoriserer min satellittid.”
Teddy lænede sig op ad væggen med et suk.
”Nu igen.”
”Ja,” sagde Venkat. ”Nu igen. Hvad er problemet?”
”Okay, lad mig høre i korte træk: Hvad drejer det sig helt nøjagtigt om?”
Venkat lænede sig frem. ”Ares 3 var en fiasko, men vi kan stadig redde noget fra den. Vi har midler til fem Ares-missioner. Jeg tror, vi kan få Kongressen til at finansiere en sjette.”
”Jeg ved snart ikke, Venk …”
”Det er meget enkelt, Teddy,” insisterede Venkat. ”De evakuerede efter seks sole. Der ligger stort set udstyr til en hel mission deroppe. Det ville kun koste en brøkdel af prisen for en normal mission. Det plejer at kræve fjorten forudsendte rumsonder med udstyr til at klargøre en station. Det er muligt, vi kan nøjes med at sende, hvad der mangler i tre, måske kun to, omgange.”
”Venk, stationen blev ramt af en sandstorm med styrke 175 km/t. Den må være smadret efter sådan en omgang bank.”
”Det er derfor, jeg vil have noget billeddokumentation,” sagde Venkat. ”Jeg skal kun bruge nogle enkelte skud fra området. Det kan vi blive meget klogere af.”
”Klogere på hvad? Tror du, vi sender folk til Mars uden at være sikre på, at alting er funktionsdygtigt og i perfekt stand?”
”Alting behøver ikke være perfekt,” indskød Venkat. ”Hvad der end er gået i stykker, kan vi sende erstatninger for.”
”Hvordan kan vi se på billederne, hvad der er gået i stykker?”
”Det er kun et indledende skridt. De evakuerede, fordi vindstyrken var en fare for MAV’en, men Hab’et kan holde til mange flere tæsk. Det kunne sagtens tænkes at være intakt.
”Det vil oven i købet være tydeligt at se. Hvis der blev slået hul i det, ville det blive suget tomt og kollapse. Hvis det stadig står der, er alting derinde sandsynligvis uskadt. Og roverne er robuste. De kan tage enhver sandstorm, Mars kan præstere. Lad mig nu bare få lov at se på det, Teddy, det er alt, hvad jeg beder om.”
Teddy tog et par skridt hen til vinduet og kastede blikket ud over det enorme område med de mange bygninger. ”Du er ikke den eneste, der beder om satellittid, ved du nok. Ares 4-missionen er lige om hjørnet. Vi må fokusere på Schiaparellikrateret.”
”Jeg forstår det ikke, Teddy. Hvad er problemet?” spurgte Venkat. ”Jeg taler om, hvordan vi kan sikre os endnu en mission. Vi har tolv satelliter i kredsløb omkring Mars; jeg er sikker på, at du kan undvære én af dem i et par timer. Jeg kan give dig vinduerne for hver af dem, når de er i den rigtige vinkel til Ares 3-skud —”
”Det handler ikke om satellittid, Venk,” afbrød Teddy.
Venkat studsede. ”Jamen … øh ….?”
Teddy vendte sig om og så på ham. ”Vi er en offentlig organisation. Der findes ikke noget, der hedder hemmelige eller beskyttede informationer her.”
”Og hvad så?”
”Alt billedmateriale flyder direkte videre til offentligheden.”
”Og hvad så?”
”Mark Watneys lig vil befinde sig indenfor en radius af tyve meter fra Hab’et. Måske delvist begravet i sand, men stadig tydeligt at se, og der stikker en kommunikationsantenne ud af hans bryst. Ethvert billede, vi tager, vil vise det.”
Venkat stirrede. Så gloede han rasende. ”Så det er grunden til at du har afslået mine anmodninger om satellittid i to måneder?”
”Venk, helt ærligt —”
”Alvorligt talt, Teddy?” fortsatte han. ”Er du bange for et PR-problem?”
”Mediernes besættelse af Watneys død er langt om længe begyndt at dæmpe sig,” sagde Teddy roligt. ”Vi har fået dårlig omtale i to måneder. Mindehøjtideligheden i dag har givet folk ro i sjælen, og medierne kan gå videre til andre tophistorier. Det sidste, vi ønsker, er, at ruske op i tingene igen.”
”Men hvad skal vi så gøre? Han kommer ikke til at rådne. Han vil ligge der for evigt.”
”Ikke for evigt,” sagde Teddy. ”Om et år vil vejrforholdene have dækket ham fuldstændig med sand.”
”Et år?” udbrød Venkat og rejste sig op. ”Det er latterligt. Vi kan ikke vente et helt år på det her.”
”Hvorfor ikke? Ares 4 udsendes ikke før om fem år. Der er rigelig tid.”
Venkat trak vejret dybt og tænkte sig om et øjeblik.
”Okay, men overvej dette: Sympatien for Watneys familie stikker dybt. Ares 6 kunne bringe hans lig hjem. Vi siger ikke, at det er formålet med missionen, men vi kan gøre det klart, at det vil være en del af den. Hvis vi fremstiller det sådan, kan vi vinde større opbakning i Kongressen. Men ikke hvis vi venter et år. Om et år er folk ligeglade.”
Teddy gned sin hage. ”Hmm …”
Mindy Park stirrede op i loftet. Hun havde ikke så meget andet at foretage sig. Nattevagten fra 3 a.m. var ret kedelig. Kun det konstante kaffeindtag holdt hende vågen.
Overvågning af satelliternes status omkring Mars lød som et spændende tilbud, da hun tog imod overflytningen. Men satellitterne passede jo sådan set sig selv. Det viste sig, at hendes job bestod i, at viderebefordre billedmaterialet via email, så snart det var tilgængeligt.
”Jeg er civilingeniør med mastergrad i mekaniske systemer,” mumlede hun. ”Og jeg arbejder i en døgnåben fotoautomat.”
Hun nippede til sin kaffe.
Et glimt på hendes skærm fortalte, at endnu et sæt billedmateriale var klart til videresending. Hun tjekkede navnet på kørselsordren. Venkat Kapoor.
Hun sendte dataene direkte til de interne servere og skrev en email til Dr. Kapoor. Da hun indførte breddegrad og længdegrad for billedet, genkendte hun koordinaterne.
”31.2*N, 28,5*W … Acidalia Planitia … Ares 3?”
Af ren nysgerrighed åbnede hun det første af de sytten billeder.
Som ventet, var det Ares 3 lokationen. Hun havde hørt, de ville tage billeder af det. En smule flov over sig selv, begyndte hun at granske billedet efter noget, der kunne ligne Mark Watneys lig. Efter et minuts forgæves søgen, var hun både lettet og skuffet.
Hun gav sig til at se nærmere på resten af billedmaterialet. Hab’et var intakt; det ville Dr. Kapoor blive glad for at se.
Hun løftede kaffekruset op til sine læber, og så standsede hun midt i bevægelsen.
”Hov …” mumlede hun til sig selv. ”hmm …”
Hun gik over på NASAs intranet og navigerede sig frem til afsnittet med specifikationer for Ares-missionerne. Efter kort tids undersøgelse tog hun sin telefon op.
”Hej, det er Mindy Park fra SatCon. Jeg skal bruge missionsloggen for Ares 3, hvor kan jeg finde den? … aha … aha … okay … tak.”
Efter et stykke tid mere på intranettet, lænede hun sig tilbage i stolen. Hun havde ikke længere brug for kaffe til at holde sig vågen.
Hun tog sin telefon op igen og sagde: ”Hallo, Security? Det er Mindy Park fra SatCom. Jeg skal bruge et direkte kontaktnummer til dr. Venkat Kapoor … Ja, det er vigtigt og det haster.”