Mindy sad dirrende i sin stol, da Venkat kom luntede ind. At forlange at chefen for Marsprogrammet indfandt sig hos SatCon, var ude over det sædvanlige. At se ham i jeans og T-shirt var hidtil uset.
”Er du Mindy Park?” spurgte han med det irritable udtryk, der kendetegner en mand, der kører på to timers søvn.
”Ja,” bævede hun. ”Jeg er ked af, at ulejlige dig herind.”
”Jeg går ud fra, at du har en god grund til det.”
”Øh,” sagde hun og kiggede ned. ”Ja, øh, det … altså, det billedmateriale, du bestilte. Øhm, prøv lige at se her.
Han trak en stol hen til hendes arbejdsstation og satte sig ned. ”Drejer det sig om Watneys lig? Er det derfor, du virker så rystet?”
”Øhm, nej,” sagde hun. ”Hrm. Altså … jeg mener …”
Hun skar ansigt over sin akavethed og pegede på skærmen.
Venkat studerede billedfeltet. ”Det ser ud, som om Hab’et er intakt. Det er godt nyt. Solcelleanlægget ser fint ud. Roverne er også okay. Parabolen er væk. Det er ikke overraskende. Hvad skyldes al den alarm så?”
”Jo, altså,” sagde hun og trykkede fingeren direkte ind på skærmen. ”Det der.”
Venkat lænede sig frem og så nærmere på det. Lige under Hab’et, ved siden af roverne, kunne man se to hvide cirkler midt i sandet. ”Hmm. Det ligner nogle stykker lærred fra Hab’et. Måske klarede det sig alligevel ikke så godt? Der blev vist flået nogle stykker af det —”
”Jamen, øh,” afbrød hun. ”jeg synes, det ligner rovernes pop-up telte”
Venkat så nærmere efter. ”Hmm. Det kan du have ret i.”
”Hvordan kom de op at stå derude?” spurgte Mindy.
Venkat trak på skuldrene. ”Kaptajn Lewis har nok beordret dem opstillet under evakueringen. Ikke nogen dårlig ide med redningstelte i tilfælde af, at MAV’en fik tekniske vanskeligheder og Hab’et skulle slå revner.”
”Men se lige,” sagde Mindy og åbnede et dokument i sin computer. ”Dette er den fuldstændige missionslogbog fra Sol 1 til 6. Lige fra MDV’en landede til MAV’ens nødopstigning.”
”Okay, og hvad så?”
”Jeg har læst den igennem. Flere gange endda. De slog aldrig de pop-up telte op.” Hendes stemme knækkede over ved det sidste ord.
”Nå, men øh …” mumlede Venkat med en panderynken. ”Det gjorde de jo åbenbart alligevel, selvom de ikke nåede at få det indført i logbogen.”
”Aktiverede de to pop-up telte til nødsituationer uden at rapportere det?”
”Hmm. Det giver faktisk ikke mening, nej. Måske var det stormen, der ruskede i roverne, hvorved teltenes fjedre automatisk blev udløst.”
”Og efter at de udløste sig selv, løsrev de sig fra roverne og stillede sig selv op lige ved siden af hinanden tyve meter derfra?”
Venkat studerede billedet igen. ”Tja, det er i hvert fald indlysende, at de blev aktiveret på en eller anden måde.”
”Hvordan kan det være, at solcellepanelerne er helt rene?” sagde Mindy og kæmpede mod tårerne. ”Der var en voldsom sandstorm. Hvorfor er de ikke dækket af sand?”
”En frisk blæst kan vel havde gjort det?” lød det usikkert fra Venkat.
”Fik jeg nævnt, at jeg ikke kan finde spor af Watneys lig?” sagde hun snøftende.
Venkats øjne blev store, mens han stirrede på billedet. ”Åh …,” sagde han stille. ”Åh Gud …”
Mindy gemte sit ansigt i hænderne og hulkede stille.
”Fuck!” sagde Annie Montrose. ”Du tager for helvede da pis på mig!”
Teddy sad ved sit blankpolerede mahogniskrivebord og stirrede vredt på sin pressechef. ”Den attitude er ikke konstruktiv, Annie.”
Han vendte sig mod chefen for Marsprogrammet. ”Hvor sikre er vi på det her?”
”Næsten hundrede procent,” sagde Venkat.
”Fuck!” sagde Annie.
Teddy flyttede en mappe på sit skrivebord en smule til højre, så den lå på linje med hans musemåtte. ”Det er altså fakta, som vi er nødt til at forholde os til!”
”Har du nogen anelse om dimensionerne i den shitstorm, der rammer os?” indvendte hun. ”Det er ikke dig, der skal stå overfor de skide journalister hver dag, det er mig!”
”En ting ad gangen,” sagde Teddy. ”Venk, hvad gør dig så sikker på, at han er i live?”
”Først og fremmest, intet lig,” begyndte Venkat. ”Derudover er der opstillet pop-up telte. Solcellerne er rene. Du kan i øvrigt takke Mindy Park i SatCon for at lægge mærke til alt det.
”Men,” fortsatte Venkat, ”hans lig kunne sagtens ligge helt begravet af sand fra stormen på Sol 6. Pop-up teltene kunne måske nok have selvudløst, og vinden kunne have kastet rundt med dem. En senere sandstorm med 30 km/t kunne have haft kraft nok til at blæse solcellerne rene, men ikke til at bære sand med sig. Det er ganske vist usandsynligt, men dog muligt.
”Og netop derfor har jeg brugt de sidste par timer på at gennemgå alt, hvad der er at gennemgå. Kaptajn Lewis havde to ture ude i Rover 2. Tur nummer to fandt sted på Sol 5. Ifølge lognotaterne, koblede hun den på Hab’et til opladning, da hun vendte tilbage. Den blev ikke brugt igen, og tretten timer senere evakuerede de.”
Han skubbede et billede hen over bordet til Teddy.
”Det er et af billederne fra i aftes. Som du kan se står Rover 2 vendt væk fra Hab’et. Opladningsstikket sidder foran på den, og kablet er ikke langt nok til at nå.”
Teddy arrangerede automatisk billedet, så det lå parallelt med hans skrivebords kanter. ”Hun har med garanti parkeret den med næsen mod Hab’et, for ellers ville hun ikke have været i stand til at koble den på,” sagde han. ”Den er altså blevet flyttet siden Sol 5.”
”Ja, ikke sandt?” sagde Venkat og skubbede endnu et billede frem til Teddy. ”Men her har vi det endelige bevis. I den nedre højre side af billedet kan du se MDV’en. Den er blevet splittet ad. Jeg er ret sikker på, at de ikke ville have gjort det, uden at give os besked om det.
”Og det afgørende bevis findes i højre side af billedet.” Venkat udpegede det. ”Mav’ens landingsstel. Det ser ud som om, hele brændstofprocessoren er blevet fjernet, med betydelige skader på stiverne til følge. Den slags finder simpelthen ikke sted før lift-off. Risikoen for en vital skade på Mav’en ville være for stor til, at Lewis nogensinde ville tillade den slags.”
”Hey,” sagde Annie. ”Hvorfor ikke bare tale med Lewis? Lad os gå over til CAPCOM og spørge hende direkte.”
Venkat tav og så sigende på Teddy.
”Fordi,” sagde Teddy, ”hvis Watney virkelig er i live, vil vi ikke have, at Ares 3-besætningen får det at vide.”
”Hvad!?” udbrød Annie. ”Hvorfor vil I ikke fortælle dem det?”
”De har endnu ti måneders rejse hjem,” forklarede Teddy. ”Rumrejser er farlige. De har brug for at være på stikkerne og bevare deres fokus. De sørger over at have mistet en kammerat, men det vil knuse dem, hvis de finder ud af, at de har efterladt ham i live.”
Annie så på Venkat. ”Er du med på det synspunkt?”
”Den oplysning vil være lammende,” sagde Venkat. ”Lad dem forholde sig til det følelsesmæssige chok, når de ikke skal koncentrere sig om at flyve et rumskib hjem.”
”Det bliver den mest omtalte begivenhed siden Apollo 11,” sagde Annie. ”Hvordan vil I holde det hemmeligt for dem?”
Teddy sagde med et skuldertræk: ”Let nok. Det er os, der kontrollerer al kommunikation med dem.”
”Fuck,” sagde Annie og åbnede sin laptop. ”Hvornår vil I gøre det offentligt?”
”Hvad er din vurdering?”
”Hmm,” sagde Annie. ”Vi kan holde på billederne i fireogtyve timer, før vi har pligt til at frigive dem. Vi er nødt til at følge det op med en udtalelse. Det sidste vi ønsker, er at folk selv regner det ud. I så fald ville vi fremstå som skiderikker.”