Derfor har jeg en lille mængde jord og frø med hjemmefra.
Der er dog ingen grund til at blive alt for begejstret. Det drejer sig om en mængde jord, der lige rækker til en altankasse, og de frø, jeg har med, er frø fra græs og bregner. Det er Jordens mest robuste planter, så NASA udvalgte dem til forsøgsplanter.
Jeg har altså to udfordringer: Ikke nok jord og ingen næring at plante dem i.
Men jeg er for pokker da botaniker. Jeg burde kunne udtænkte en måde, at få det til at fungere. Hvis ikke, ender jeg som en meget sulten botaniker om et års tid.
LOG NOTAT: SOL 11
Gad vide, hvordan Cubs klarer sig.
LOG NOTAT: SOL 14
Jeg fik min bachelor på University of Chicago. Halvdelen af mine medstuderende var hippier, der troede, at de kunne vende tilbage til naturen og på en eller anden måde frembringe føde til syv milliarder mennesker i en samlerkultur. De brugte det meste af tiden på at udtænke bedre metoder til at dyrke pot. Jeg var der for videnskabens skyld, ikke for den slags bullshit om en ny og bedre verden.
Da de lavede kompostbunker og prøvede at bevare livets bestanddele på mikroniveau, gjorde jeg nar. ”Se de tåbelige hippier! Se deres ynkelige forsøg på at simulere et komplekst, globalt økosystem i deres baghaver!”
Lige nu gør jeg præcis, hvad de gjorde. Jeg gemmer hver eneste lille mængde biomateriale, jeg kan finde. Hver gang, jeg er færdig med at måltid, ryger resterne i kompostspanden. Hvad angår andet biologisk materiale …
Hab’et har avancerede toiletter. Lort bliver sædvanligvis vacuumtørret og dernæst samlet i forseglede poser og smidt ud på overfladen.
Det er ændret.
Rent faktisk gik jeg ud på en EVA for at hente de tidligere poser lort fra før besætningen tog af sted. Da det var fuldstændig udtørret, var der ingen bakterier tilbage i det, men det besad stadig komplekse proteiner og kunne bruges som nyttig gødning. En tilførsel af vand og aktive bakterier ville hurtigt mætte det og genindføre livet, som blev udslettet af Dommedagstoilettet.
Jeg fandt en stor container, hældte en smule vand i den, samt det tørrede lort. Så var der gjort klar til, at jeg kunne sende mit eget lort derned. Jo værre det lugter, jo bedre går det fremad. Det betyder, at bakterierne arbejder.
Når jeg får slæbt noget marsjord herind, kan jeg blande det med lort og sprede det. Derefter kan jeg sprinkle lidt jord fra Jorden ovenpå. Man skulle ikke tro, det var så vigtig en manøvre, men det er det. På Jorden findes der mange arter af bakterier i jordlaget, og de er forudsætningen for plantevæksten, der herefter kan brede sig og formere sig ligesom … tja, bakterielle infektioner.
Folk har brugt menneskelige affaldsstoffer som gødning i århundreder. Det har endda fået det velklingende navn: ”Natmandens jord”. Normalt er det ikke en god ide at dyrke afgrøder på den måde, fordi det er sygdomsspredende: Menneskelig afføring indeholder patogener som, rigtigt gættet, kan gøre mennesker syge. Det er bare ikke et problem her. De eneste patogener i denne afføring er dem, jeg allerede har.
I løbet af en uge vil marsjorden være klar til at planter kan spire i den. Men jeg planter dem ikke endnu. Jeg henter mere livløs jord ind udefra, og spreder lidt af den levende henover den. Jeg ”inficerer” den nye jord og kan dermed fordoble den mængde, jeg begyndte med. Efter endnu en uge, kan jeg fordoble igen. Og det kan jeg fortsætte med. I mellemtiden tilfører jeg løbende ny gødning til det hele.
Mit røvhul bidrager lige så meget til min overlevelse som min hjerne.
Nu er det jo ikke et nyt koncept, jeg har fundet på. Folk har i årtier prøvet at udtænke en måde, hvorpå man kan lave plantejord ud af Mars’ jord. Jeg omsætter det bare til praksis for første gang.
Jeg har gennemrodet fødevareforsyningerne og fundet alle mulige ting, jeg kan plante. Ærter, for eksempel. Og masser af bønner. Jeg har også fundet adskillige kartofler. Hvis bare noget af det stadig er i stand til at spire efter deres prøvelser, vil det være super. Med en nærmest uudtømmelig mængde vitaminer, behøver jeg kun kalorier af en hvilken som helst slags, for at overleve.
Den samlede gulvplads i Hab’et er omtrent 92 kvadratmeter. Jeg har tænkt mig at dedikere hver eneste af dem til dette projekt. Jeg har ikke noget imod at gå rundt på jord. Det bliver benhårdt arbejde, men jeg har i sinde at dække hele gulvarealet med et lag på ti centimeter. Det betyder, at jeg skal have bragt 9,2 kubikmeter marsjord ind i Hab’et. Jeg kan måske få en tiendedel kubikmeter gennem luftslusen ad gangen, og det bliver slidsomt arbejde at indsamle det. Men når jeg er færdig, står jeg med 92 kvadratmeter plantejord.
Tag den, jeg er botaniker! Frygt mine botaniske kræfter!
LOG NOTAT: SOL 15
Pyh! Det er opslidende arbejde!
Jeg har i dag tilbragt tolv timer på EVA’er for at skovle jord ind i Hab’et. Jeg har kun nået at dække et lille hjørne af basen, måske fem kvadratmeter. Med den fart vil det tage mig tolv uger at få al jorden ind. Men okay, tid er ikke en mangelvare.
De første par EVA’er var ret ineffektive; mig i fuld gang med at fylde små beholdere og bære dem ind gennem luftslusen. Så blev jeg klogere. Jeg satte en stor beholder ind i luftslusen og fyldte den op med små beholdere. Så gik det pludselig meget hurtigere, fordi det tager ti minutter at komme igennem luftslusen.
Jeg er øm over hele kroppen. Og skovlene, jeg bruger, er kun beregnet til at tage prøver med, ikke tungt gravearbejde. Min ryg er ved at slå mig ihjel. Jeg gik på jagt i lægemiddelforsyningerne og fandt noget Vicodin. Jeg tog det for cirka ti minutter siden. Burde snart virke.
Det er under alle omstændigheder rart at se fremskridt. Nu skal jeg bare sørge for at få bakterierne til at gå løs på mineralerne. Det gør jeg efter frokost. Ingen tre-fjerdedelsportion i dag. Jeg har fortjent et helt måltid.
LOG NOTAT: SOL 16
En komplikation, jeg ikke lige havde tænkt på: Vand. Det viser sig, at ved at ligge på Mars’ overflade i nogle få millioner år, elimineres ethvert spor af vand. Min mastergrad i botanik gør mig ret sikker i, at planter skal have våd jord for at gro. Samt ikke at forglemme de bakterier, der som udgangspunkt også er nødt til at leve i jorden.
Heldigvis har jeg vand. Men ikke så meget, som jeg kunne ønske. For at være frugtbar, skal jord bruge 40 liter vand for hver kubikmeter. Min overordnede plan sigter mod 9,2 kubikmeter jord. Jeg ender altså med at skulle bruge 368 liter vand til den.
Hab’et har en udmærket vandindvinder. Den bedste teknologi som findes på Jorden. NASA ræsonnerede derfor: ”Hvorfor sende en masse vand derop? Vi kan nøjes med at sende tilstrækkeligt til nødsituationer.” Mennesker har brug for tre liter vand om dagen for at føle sig godt tilpas. De gav os 50 liter hver, og det vil sige, at der er i alt 300 liter i Hab’et.
Jeg er villig til at ofre det hele for sagen, minus en nødration på 50 liter. Det betyder, at jeg kan vande 62,5 kvadratmeter med en dybde på 10 centimeter. Det er omtrent to tredjedele af Hab’ets gulvareal. Det må være nok. Det er den langsigtede plan. I dag er mit mål fem kvadratmeter.
Jeg lavede en barriere af tæpper samt mine bortrejste besætningskammeraters uniformer, for at danne den ene side af planteboksen, mens Hab’ets kurvede vægge udgjorde den resterende halvcirkel. Det var så tæt på fem kvadratmeter, jeg kunne komme. Jeg fyldte op med sand i et ti centimeters lag. Dernæst ofrede jeg 20 liter kostbart vand til jordguderne.