Nej, vel.
Lad os hellere tage udgangspunkt i, at jeg virkelig kan anlægge så stort et jordbrugsareal. Det virker rimeligt. Hvor får jeg så vandet fra? At øge fra 62 til 126 kvadratmeter landbrugsjord med en dybde på 10 centimeter, giver et behov for 6,4 kubikmeter jord ekstra (ud og skovle igen, jubii!), og det vil igen kræve over 250 liter vand.
De 50 liter, jeg har, skal jeg selv drikke, hvis vandindvinderen skulle gå i stykker. Jeg er altså 250 liter bagud i forhold til min 250 liters målsætning.
Pyh. Jeg går i seng.
LOG NOTAT: SOL 26
Det har været en hård, men produktiv dag.
Jeg var led og ked af at spekulere, så i stedet for at prøve at regne ud, hvordan jeg skaffer de 250 liter vand, kastede jeg mig ud i noget praktisk arbejde. Jeg må se at få en ordentlig røvfuld jord mere ind i Hab’et, uanset om det er udtørret og ubrugeligt lige nu.
Jeg fik en kubikmeter ind før mine kræfter slap op.
Så susede der en mindre støvstorm forbi i en times tid og dækkede solfangerne med skidt. I dragten igen og ud på endnu en EVA. Jeg var pissesur over det. Det er kedeligt og fysisk krævende at tørre enorme solcelleflader af. Men da arbejdet var udført, kunne jeg vende tilbage til mit Lille Hab på Prærien.
Det var ved at være tid til endnu en jordfordobling, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne få det gjort med det samme. Det tog en time. En fordobling mere, og så er den brugbare jord klar til start.
Jeg syntes også, det var tid til at begynde at så frø. Jeg havde jordfordoblet tilstrækkeligt til, at jeg kunne tillade mig at bruge et lille hjørne. Jeg havde tolv kartofler at arbejde med.
Fandme heldigt for mig, at de hverken er frysetørrede eller begyndt at rådne. Hvad fik dog NASA på den tanke, at sende tolv hele kartofler — nedkølede men ikke frosne — med som kabinefragt, i stedet for at pakke det i en kasse og sende det separat med resten af Hab-forsyningerne? Fordi Thanksgiving ville oprinde under vores overflademission, og NASA mente, det ville være godt for os, at samles om et festmåltid. Ikke kun for at spise det sammen, men rent faktisk, at tilberede det i fællesskab. Der er sikkert en form for logik i den tanke, men det kan jeg ikke tage mig af nu.
Jeg skar en kartoffel i fire stykker og sørgede for, at hvert stykke havde mindst to øjne. Øjnene er steder, hvorfra de spirer. Jeg lod dem ligge i et par timer for at hærde lidt, hvorefter jeg begyndte at plante dem i hjørnet med pæne mellemrum. Held og lykke, små tofler. Mit liv afhænger af jer.
Normalt tager det mindst 90 dage for kartofler at gro til fuld størrelse. Så længe kan jeg ikke vente. Jeg er nødt til at partere samtlige kartofler fra denne høst for at tilså resten af jorden.
Hvis jeg skruer temperaturen i Hab’et op til sommerlige 25,5 grader, kan jeg få planterne til at gro hurtigere. Desuden vil indendørsbelysningen give dem masser af ”sollys”, og jeg sørger for at give dem masser af vand (så snart jeg finder ud af, hvordan jeg skaffer vand). Der vil hverken være dårligt vejr eller parasitter til at genere dem, heller intet ukrudt at konkurrere med om jord og næringsstoffer. Med de fordele, burde de skyde sunde spirer inden for fyrre dage.
Her mente jeg, at det var nok med bondemand Mark for i dag.
Et fuldt måltid til aftensmad. Jeg har fortjent det. Jeg har forbrændt et ton kalorier, og dem skulle jeg gerne have tilbage.
Jeg gennemsøgte Kaptajn Lewis’ ting, indtil jeg fandt hendes personlige datastik. Alle fik lov til at medbringe deres egen digitale underholdning, og lige nu var jeg træt af at lytte til Johanssens Beatles-albums. Det var tid til at se, hvad Lewis kunne byde på.
Elendige tv-serier. Det var det. Utallige tv-serier fra stenalderen.
Okay, jeg kan ikke tillade mig at være kræsen. Det bliver Three’s Company.
LOG NOTAT: SOL 29
I de sidste par dage har jeg hentet al den jord ind, jeg skal bruge. Jeg afstivede bordene og køjerne så de kan bære jordens vægt, og fik endda lagt jorden på plads. Der er stadig intet vand til at gøre den frugtbar, men jeg har ideer. Virkelig dårlige ideer, men ideer er ideer.
Dagens store bedrift var, at sætte pop-up teltene op.
Problemet med rovernes pop-up telte er, at de ikke blev designet til hyppig brug.
Meningen er, at man udløser et pop-up telt udenfor, går ind og venter på redningsholdet derinde. Luftslusen består simpelthen af ventiler og to døre. Udlign luftslusen med din side, gå ind; udlign med den anden side, gå ud. Det betyder, at man mister en masse luft, hver gang proceduren udføres. Jeg får brug for at gå derind mindst en gang om dagen. Et pop-up telts maksimale volumen er ret lav, så jeg kan ikke tillade mig det lufttab.
Jeg brugte timer på at regne ud, hvordan man kan slutte et pop-up telt til Hab’ets luftsluse. Jeg har tre luftsluser i Hab’et. Jeg er villig til at ofre to af dem til pop-up teltene. Det ville have været fanastisk.
Det frustrerende er, at pop-up teltene rent faktisk kan sluttes til andre luftsluser! Man har måske tilskadekomne folk derinde, eller også er der mangel på rumdragter. Det er vigtigt, at kunne få folk ud, uden at udsætte dem for Mars’ atmosfære.
Men pop-up teltene blev indrettet til, at ens besætningskammerater kommer til undsætning i en rover. Hab’ets luftsluse er meget større og helt forskellig fra luftsluserne på roverne. Når man tænker nærmere over det, er der faktisk ingen grund til, at man skulle slutte et pop-up telt til Hab’et.
Medmindre, altså, at man er strandet på Mars og alle tror, man er død, mens man i virkeligheden kæmper en desperat kamp mod tiden og elementerne for at holde sig i live. Men bortset fra den usandsynlige situation, burde der ikke være nogen som helst grund til det.
Til sidst måtte jeg bare se tabet i øjnene. Jeg vil miste luft, hver gang jeg går ind eller ud af et pop-up telt. Til gengæld har hvert pop-up telt dog en ventil på ydersiden. Husk på, at der er tale om beskyttelsestelte til nødsituationer. Brugerne skal måske bruge luft, og det kan formidles via en rover gennem tilslutning af en luftforbindelse. Det er ganske enkelt en slange, der udligner roverens luftforsyning med teltets.
Hab’et og roverne bruger samme ventil- og slangestandard, så det lykkedes mig at tilslutte teltene direkte til Hab’et. Det vil automatisk supplere luften, jeg mister når jeg går ind og ud (noget vi NASA-folk kalder for ingress og egress).
NASA havde taget de nødtelte seriøst. I det øjeblik, jeg trykkede på panikknappen i roveren, lød der et øresønderrivende ’whoosh’ da pop-up teltet blæste sig selv op fra fatningen i roverens luftsluse. Det tog to sekunder.
Jeg lukkede luftslusen fra roverens side og havde dermed et dejligt, isoleret pop-up telt. Det var ren rutine at tilslutte equalizerslangen (for en gangs skyld bruger jeg udstyret, som det er meningen, at det skal bruges). Og så, efter et par ture gennem luftslusen (hvor Hab’et automatisk udlignede lufttabet), fik jeg jorden bragt ind.
Jeg gentog proceduren med det andet telt. Alting gik faktisk ret let.
Suk … Så er der vandet.
I high school spillede jeg meget Dungeons and Dragons. (I ville nok aldrig have gættet, at undertegnede botaniker/maskiningeniør var lidt af en nørd i high school, men det var jeg.) I spillet var jeg en cleric. En af mine trylleformularer var ”Skab Vand”. Jeg tænkte altid, at det var en ret åndssvag trylleformular, og jeg brugte den aldrig. Lige nu ville jeg give hvad som helst, for at kunne tage den og overføre den til min virkelighed.
Nå, men det problem må jeg tage op i morgen. I aften skal jeg videre med fortsættelsen af Three’s Company. I aftes slukkede jeg midt i et afsnit, hvor Mr. Roper så noget og misforstod situationen.