”Godt fundet på,” sagde Mitch. ”Hvordan gør han så med livsopretholdelse derinde?”
”Jeg tror, han har løst det,” sagde Mindy. ”Han flyttede AREC’en.”
”Undskyld mig,” afbrød Annie. ”Hvad er en AREC?”
”Det er den eksterne komponent i den atmosfæriske regulator,” sagde Mindy. ”Den er monteret udenpå Hab’et, og derfor er det let for mig at konstatere, at den ikke er der mere. Han har sandsynligvis monteret den på roveren. Der findes ingen anden grund til at flytte den, så jeg gætter på, at han har livsopretholdelsessystemerne online.”
”Fantastisk,” udbrød Mitch. ”Tingene ser ud til at flaske sig.”
”Du skal ikke begynde at fejre det for tidligt, Mitch,” sagde Venkat. Han gjorde en præsenterede gestus mod den nyankomne. ”Dette er Randall Carter, en af vores Mars-meteorologer. Randal, fortæl dem, hvad du fortalte mig.”
Randall nikkede. ”Tak, dr. Kapoor.” Han vendte sin laptop om for at vise et kort over Mars. ”Gennem de sidste par uger har en sandstorm udviklet sig i Arabia Terra. Ikke i dramatisk omfang. Det kommer ikke til at hæmme kørslen på nogen måde.”
”Hvad er så problemet?” spurgte Annie.
”Det er en lavfrekvent sandstorm,” forklarede Randall. ”Moderat vind, men stærk nok til at bære små partikler fra overfladen med sig, og hvirvle dem op til tykke skyer. Der forekommer fem til seks stykker af dem om året. Sagen er, at de kan holde ved i månedsvis, og de dækker enorme områder af planeten, hvis atmosfære fyldes tykt med støv.”
”Jeg kan stadig ikke se problemet,” sagde Annie.
”Lys,” sagde Randall. ”Det totale omfang af sollys, der trænger igennem til overfladen i stormens område, er meget begrænset. Lige nu ligger det på tyve procent af normalen. Watneys rover er drevet af solcellepaneler.”
”Pis,” sagde Mitch og gned sine øjne. ”Har vi mulighed for at advare ham?”
”Okay, så han får mindre strøm,” sagde Annie. ”Men kan han ikke bare genoplade lidt længere?”
”Med den nuværende plan, skal han allerede genoplade hele dagen lang,” forklarede Venkat. ”Med kun tyve procent sollys, vil det tage fem gange så lang tid at indvinde den samme mængde energi. Det forlænger hans rejse på oprindelig femogfyrre sole, til tohundrede og femogtyve sole. På den måde når han ikke frem til Hermes’ forbiflyvning.”
”Kan Hermes ikke vente på ham?” spurgte Annie.
”Det er en forbiflyvning,” sagde Venkat. ”Hermes går ikke i kredsløb om Mars. Hvis de gjorde det, ville de ikke kunne komme tilbage. De har brug for deres oparbejdede hastighed til at komme retur.”
Efter et øjebliks stilhed, tog Teddy ordet. ”Vi må håbe, at han finder en måde, at klare det på. Vi kan spore, hvor stor en distance, han tilbagelægger, og —”
”Nej, vi kan ikke,” afbrød Mindy.
”Kan vi ikke?”
Hun rystede på hovedet. ”Satelliterne kan ikke se gennem støvet. Når han kører ind i det påvirkede område, kan vi intet se, før han er ude på den anden side.
”Nå, men så … ,” sagde Teddy. ”Pis.”
LOG NOTAT: SOL 439
Før jeg sætter mit liv på spil med denne anordning, må jeg teste den.
Jeg taler ikke om små testkørsler, jeg har indtil videre har foretaget. Ja, jeg har da testet strømgeneratoren, de livsopretholdende systemer og trailerboblen. Men jeg er nødt til at teste samtlige aspekter i samkørsel.
Jeg vil sætte alt i gear til den lange rejse, og køre i cirkler. Jeg vil ikke fjerne mig mere end 500 meter væk fra Hab’et, så det går nok endda, hvis hele lortet skulle brænde sammen.
Jeg har afsat dagen i dag til at læsse roveren og traileren til prøvekørsel. Jeg vil have, at vægten svarer til, hvad den skal trække på selve rejsen. Jeg vil også gerne vide det på forhånd, hvis godset kan løsne sig og måske smadre noget andet i processen.
Jeg gjorde dog en enkelt indrømmelse til fornuften: Jeg efterlod det meste af min vandforsyning i Hab’et. Jeg nøjedes med at læsse tyve liter; tilstrækkeligt til testen, men så heller ikke mere. Der er mange muligheder for at miste tryk i det mekaniske uhyre, jeg har skabt, og jeg vil ikke have mit vand til at fordampe, hvis det sker.
Når jeg rejser for alvor, vil jeg have 620 liter vand med. Jeg har opvejet differencen ved at læsse 600 kg sten sammen med det andet gods.
Nede på Jorden er universiteterne og regeringerne villige til at betale millioner for Mars-sten. Jeg bruger dem som ballast.
Jeg foretager endnu en lille test i aften. Efter at jeg havde sikret mig, at batterierne var gode og fuldt opladede, afkoblede jeg rover og trailer fra Hab’ets strømforsyning. Jeg vil sove i Hab’et, men jeg lod roverens livsopretholdende systemer køre. De vil vedligeholde luften natten over, og i morgen kan jeg se, hvor meget strøm der gik til det. Jeg har holdt øje med strømforbruget, mens de var forbundet med Hab’et, og der var ingen overraskelser. Denne gang er det sandhedens time. Jeg kalder det ”hiv-stikket-ud-testen”.
Nok ikke det bedste navn.
Hermes’ besætning samlede sig i Rek’et.
”Lad os hurtigt gennemgå status,” sagde Lewis. ”Vi er alle bagud med vores videnskabelige opgaver. Vogel, vi starter med dig.”
”Jeg reparerede det dårlige kabel på VASIMR 4,” rapporterede Vogel. ”Det var vores sidste tykke kabel. Hvis der opstår et lignende problem igen, må vi selv sammenflette mindre kabeltykkelser, for at få tilstrækkelig strøm ført igennem. Desuden er vores strøm-output fra reaktoren på vej ned ad bakke.”
”Johanssen,” sagde Lewis. ”Hvad er problemet med reaktoren?”
”Jeg måtte skrue ned for den,” sagde Johanssen. ”Den er gal med ventilatorens lameller. De fører ikke varmen væk så effektivt, som de plejer. De er anløbne.”
”Hvordan kan det ske?” spurgte Lewis. ”De sidder uden på fartøjet. Der er intet derude, de kan gå i reaktion med.”
”Jeg tror, de er blevet udsat for støv eller små luftlækager fra Hermes selv. Uanset årsagen, så er de blevet anløbne. Urenhederne propper mikrogitteret og reducerer gennemstrømning. Det vil sige, at vi ikke holder trit med den varmemængde, der skal bortledes. Derfor skruede jeg ned for reaktoren svarende til, at vi undgår varmestigning.”
”Er der nogen mulighed for at reparere kølelamellerne?”
”Det skal udføres på mikroskopisk plan,” sagde Johanssen. ”For at gøre det, skal vi bruge et laboratorium.” De plejer at udskifte lamellerne efter hver mission.”
”Vil vi kunne opretholde vores maskinkraft for resten af missionen?”
”Ja, hvis graden af urenheder, der samles, ikke stiger.”
”Godt, hold øje med det. Beck, hvordan med vores livsopretholdelse?”
”Det halter,” sagde Beck. ”Vi har været længere tid i rummet, end vi er bygget til at klare. Vi har en masse filtre, der normalt udskiftes efter hver mission. Jeg har fundet en måde at rense dem på med et kemisk rensemiddel, jeg lavede i laboratoriet, men det tærer i sig selv på filtrene. Vi er okay lige nu, men hvem ved, hvad der går i stykker næste gang?”
”Vi var forberedte på den slags,” sagde Lewis. ”Hermes’ design er skabt med den forudsætning, at det vil få en overhaling efter hver mission, men vi har udvidet Ares 3 fra 396 dage til 898. Ting vil gå i stykker. Vi har hele NASA til at hjælpe, når det sker. Vi må bare sørge for at være på forkant med vedligehold. Martinez, hvad sker der med dit køjerum?”
Martinez rynkede panden. ”Det prøver stadig at koge mig. Klimaanlægget kan ikke følge med. Jeg mener, at der er tale om et problem i rørsystemet med kølevæske, som ligger bag væggen. Jeg kan ikke nå ind til det, fordi det er indbygget i skroget. Vi kan bruge rummet som lager for ikke-temperaturfølsom last, men ikke til andet.”