”Flyttede du så ind i Marks rum?”
”Det ligger lige op til mit,” sagde han. ”Det har samme problem.”
”Hvor har du så sovet?”
”I Luftsluse 2. Det er det eneste sted jeg kan være, uden at folk falder over mig.”
”Det duer ikke,” sagde Lewis hovedrystende. ”Hvis bare én forsegling bliver brudt, dør du.”
”Jeg kan ikke se, hvor jeg ellers kan sove,” sagde han. ”Skibet er ret så trangt, og jeg hvis jeg sover i et gangareal, er jeg i vejen for alle.”
”Okay, fra nu af sover du i Becks rum. Beck kan sove sammen med Johanssen.”
Johanssen rødmede og slog forlegent blikket ned.
”Jamen, øh … ” lød det fra Beck, ”så du ved det altså?”
”Tror du, jeg er blind?” sagde Lewis. ”Det er et lille skib.”
”Og du er ikke vred?”
”Hvis det var en normal mission, ville jeg være det,” sagde Lewis. ”Men nu er vi langt ud over protokol. Hvis I bare afholder det fra at komme i vejen for jeres pligter, har jeg jeg ikke noget problem med det.”
”Million-mile-high klubben,” kom det fra Martinez. ”Sejt!”
Johanssen blev nu mørkerød i kinderne og begravede sit ansigt i hænderne.
LOG NOTAT: SOL 444
Jeg er ved at blive ret god til det her. Måske kan jeg blive testkører på Mars-rovere, når jeg er kommet igennem det her.
Alting gik glat. Jeg tilbragte fem sole med at køre rundt i cirkler; jeg nåede et gennemsnit på 93 kilometer per sol. Det er lidt bedre end forventet. Terrænet her er fladt og jævnt, så det kan kun bruges som skabelon for et ideelt forløb. Når jeg skal til at køre op ad bakke og rundt om klippeblokke, vil det ikke gå nær så glat.
Soveværelset er fantastisk. Stort, luftigt og komfortabelt. Den første nat løb jeg dog ind i et lille problem med temperaturen. Det var pissekoldt. Roveren og traileren regulerer uden problemer deres temperaturniveau, men der var ikke varmt nok i soveværelset.
Mit livs historie.
Roveren har et elektrisk varmeapparat, der blæser luft ind ved hjælp af en lille vifte. Jeg bruger ikke selve varmeapparatet til noget, fordi RTG’en leverer al den varme, jeg behøver, så derfor afkoblede jeg viften og sluttede den til strømledningen ved luftslusen. Da den havde fået strøm, skulle jeg bare rette den mod soveværelset.
Det var en lavteknologisk løsning, men det virkede. Takket være RTG’en, er der masser af varme. Jeg skulle bare sørge for, at få den ligeligt fordelt. For en gangs skyld var entropien på min side.
Jeg har opdaget, at rå kartofler er afskyelige. Når jeg er i Hab’et, plejer jeg at koge mine tofler ved hjælp af en lille mikrobølgeovn. Sådan en har jeg ikke i roveren. Det ville ikke være noget problem for mig at hente Hab’ets mikrobølgeovn ud i roveren, men energien der skal til for at koge ti kartofler om dagen, ville rent faktisk gøre indhug i min kørselsdistance.
Jeg faldt ret hurtigt ind i rutinen. Faktisk forekom den mig uhyggeligt velkendt. Jeg var i samme rille i toogtyve dødssyge sole på Pathfinder-turen. Men denne gang har jeg soveværelset, som gør en verden til forskel. I stedet for at være buret inde i roveren, har jeg mit eget lille Hab.
Når jeg vågner, spiser jeg en kartoffel til morgenmad. Dernæst lukker jeg luften ud af soveværelset indefra. Det er lidt besværligt, men jeg har fundet en metode.
Først tager jeg en EVA-dragt på. Så lukker jeg den indre luftslusedør og lader den ydre dør (som soveværelset er koblet på) stå åben. Det isolerer soveværelset, med mig i det, fra resten af roveren. Så lader jeg luftslusen sænke sit tryk. Den tror, den bare skal pumpe luften ud af sit eget lille område, mens den rent faktisk suger den ud af hele soveværelset.
Når trykket er væk, trækker jeg lærredet ind og folder det sammen. Så hægter jeg det af den ydre luge og lukker yderdøren.
Denne sidste manøvre er den mest forkrampede del af af processen. Jeg er nødt til at være i luftslusen med hele det sammenfoldede soveværelse, mens den genopretter trykket. Når jeg igen har fået en atmosfære, vælter jeg mere eller mindre ind i roveren. Så stuver jeg soveværelset af vejen og går tilbage til luftslusen, for at foretage en normal udgang til Mars.
Det er en kompliceret proces, men sådan får jeg afkoblet soveværelset uden at skulle fjerne trykket i roverkabinen. Husk på, at roveren indeholder alle mine ting, der ikke tåler vacuum.
Det næste skridt bliver at samle de solceller, jeg lagde ud dagen før, og pakke dem på roveren og traileren. Dernæst foretager jeg et hurtigt tjek af traileren. Jeg går ind gennem dens luftsluse og kaster ganske enkelt et hurtigt blik på alt udstyret. Jeg tager ikke engang min EVA-dragt af. Jeg vil bare sikre mig, at der ikke er noget åbenlyst galt.
Så tilbage til roveren. Når jeg er inde, tager jeg EVA-dragten af og begynder at køre. Jeg kører i næsten fire timer, og dermed er dagens opladning brugt op.
Når jeg er standset og parkeret, må jeg hoppe i EVA-dragten igen til nok en tur ud på Mars. Jeg lægger solpanelerne ud og sætter batterierne til genopladning.
Så sætter jeg soveværelset op. Det er stort set samme procedure som jeg bruger til at stuve det af vejen, bare i omvendt rækkefølge. I sidste ende er det luftslusen, der puster det op. På en måde er soveværelset bare en forlængelse af luftslusen.
Selvom det er muligt, puster jeg ikke soveværelset op med et smæld. Det gjorde jeg som en test for at finde lækager. Men i længden er det ikke nogen god ide. Hurtig udvidelse giver stærkt og pludseligt pres. Det vil ende med et brud. Jeg var ikke begejstret, dengang Hab’et skød mig ud som en kanonkugle. Vil nødig gentage det.
Når soveværelset endeilg står der igen, kan jeg tage min EVA-dragt af og holde fri. Jeg ser for det meste røvsyge tv-serier fra halvfjerdserne. Det meste af dagen er jeg ikke til at skelne fra en arbejdsløs dagdriver.
Jeg fulgte rutinen i fire dage, og så var det tid til en ”Luft Dag.”
En Luft Dag viser sig at være nogenlunde ligesom alle andre dage, bare uden køreturen på fire timer. Da jeg havde sat solpanelerne op, fyrede jeg op for oxygenatoren og lod den arbejde sig igennem puklen af CO2, som regulatoren havde oplagret.
Den forvandlede CO2-mængden til oxygen, og slugte hele dagens strømopladning i processen.
Prøvekørslen var en succes. Jeg bliver klar til tiden.
LOG NOTAT: SOL 449
I dag er den store dag. Jeg tager af sted til Schiaparelli.
Roveren og traileren er pakket og klar. De var stort set pakkede under prøvekørslerne, men nu har jeg også fået vand ombord.
I de forløbne dage har jeg kogt alle kartoflerne i Hab’ets mikrobølgeovn. Det tog sin tid, fordi ovnen kun kan tage fire kartofler ad gangen. Efter kogningen, lagde jeg dem ud på overfladen til frysning. Da de var frosne, lagde jeg dem tilbage i roverens sadeltasker. Det kan virke som spild af tid, men det er yderst vigtigt. I stedet for at spise rå kartofler på rejsen, kan jeg spise (kolde) forkogte kartofler. Først og fremmest smager de meget bedre, men det vigtige er, at de er kogt. Når man koger mad, nedbrydes proteiner og maden bliver lettere at fordøje. Jeg får flere kalorier ud af det, og jeg har brug for hver eneste kalorie, jeg kan få.”
Jeg brugte adskillige dage med at udføre systemtjek af alt. Regulator, oxygenator, RTG, AREC, batterier, rovers livsopretholdelsessystem (i fald jeg får brug for back-up), solceller, rovers computer, luftsluser og alt med bevægelige dele eller elektroniske komponenter. Jeg tjekkede endda motorerne. Otte i alt, en til hvert hjul — fire på roveren, fire på traileren. Trailerens motorer vil ikke få strøm, men det er rart at have dem i reserve.