Alt er klart til afgang. Jeg kan ikke se nogen problemer.
Hab’et er en skygge af sit tidigere selv. Jeg har ribbet det for vigtige komponenter udover en ordentlig luns af dets lærred. Jeg har plyndret det arme Hab for alt, det kunne give mig, og det var takken for at holde mig i live i halvandet år. Det er ligesom i Drengen og Træet.
Jeg udførte den endegyldige nedlukning af Hab’et i dag. Varmesystemet, lyset, hovedcomputeren og så videre. Alle de dele, jeg ikke har taget ud til brug på rejsen til Schiaparelli.
Jeg kunne have efterladt det hele online. Det ville ikke gøre nogen forskel. Men den oprindeligt planlagte procedure for Sol 312 (der skulle have været overflademissionens sidste dag) var, at foretage en komplet nedlukning af Hab’et og slippe luften ud af det. NASA syntes ikke, at et stort telt fuldt af sprængfarlig oxygen, var særlig smart at have stående ved siden af MAV’en under opsendelsesproceduren.
Min nedlukning var vist en gestus til ære for, hvad Ares-3 missionen kunne have været. En lille bid af den Sol 31, jeg aldrig fik.
Da jeg havde lukket og slukket for alting, blev Hab’ets indre uhyggeligt stille. Jeg havde tilbragt 449 sole med en vedvarende støj fra varmeforsyningen, luftsluserne og ventilatorerne. Men nu var det fuldstændig stille. Det var en spøgelsesagtig stilhed, der er svær at beskrive. Jeg har været væk fra Hab’ets lyde før, men altid i en rover eller en EVA-dragt, hvoraf begge har hver deres larmende maskineri.
Nu var der intet. Det er aldrig før gået op for mig, hvor fuldstændig stille Mars er. Det er en øde verden med stort set ingen atmosfære til at bære lyd med sig. Jeg kunne høre mit eget hjerteslag.
Nå, jeg vil ikke ud på det filosofiske overdrev.
Lige nu er jeg i roveren (det burde sige sig selv, da Hab’ets hovedcomputer er offline til evig tid.) Jeg har to batterier med fuld opladning, alle systemer er klar til start, og jeg har femogfyrre soles kørsel foran mig.
Schiaparelli eller dø!
Kapitel 22
LOG NOTAT: SOL 458
Mawrth Vallis! Endelig fremme!
Det er faktisk ikke nogen imponerende bedrift. Jeg har kun været på vejen i ti sole. Men det er en god psykologisk milepæl.
Hidtil har roveren og mit nødriggede livsopretholdende grej fungeret optimalt. I hvert fald så godt, som det kan forventes af udstyr, der bruges ti gange længere, end det er konstrueret til.
I dag er min anden Luft Dag (den første var for fem sole siden). Da jeg planlagde denne rutine tænkte jeg, at Luft Dage ville blive røvsygt kedelige. Nu ser jeg frem til dem. Det er mine fridage.
På en normal dag står jeg op, folder soveværelset sammen, stakker solcellerne, kører i fire timer, sætter solcellerne ud, folder soveværelset ud, inspicerer alt mit udstyr (især roverens chassis og hjul), hvorefter jeg afgiver en status rapport til NASA i morsekode, hvis jeg ellers kan finde sten nok omkring mig.
På en Luft Dag vågner jeg og tænder for oxygenatoren. Solpanelerne er allerede ude fra dagen før. Alting er parat til afgang. Så tager jeg en slapper i soveværelset eller roveren. Jeg har hele dagen til mig selv. Soveværelset har så meget plads, at jeg ikke føler mig spærret inde, og computeren er ved at flyde over med røvsyge tv-genudsendelser, som jeg kan hygge mig med.
Teknisk set kørte jeg ind i Mawrth Vallis i går. Men det fandt jeg først ud af, da jeg så på kortet. Indgangen til dalen er så bred, at jeg ikke kunne se bjergkæderne i hverken den ene eller anden retning.
Nu er jeg ikke i tvivl om, at jeg er i en dal. Bunden her er god og flad. Præcis som jeg håbede. Det er utroligt; denne dal blev ikke skabt ved at en flod langsomt åd sig igennem. Den blev skabt af en mega-oversvømmelse på én enkelt dag. Det må have været fandens til et spektakulært skue.
Det føles underligt: Jeg er ikke i Acidalia Planitia længere. Jeg tilbragte 457 sole der, næsten halvandet år, og jeg kommer aldrig tilbage. Gad vide, om det vil gøre mig nostalgisk senere i livet.
Hvis der overhovedet findes et ”senere i livet”, vil jeg gladelig udholde en smule nostalgi på den konto. Men lige nu vil jeg bare hjem.
”Velkommen tilbage til CNN’s Mark Watney Rapport,” sagde Cathy til kameraet. ”Vi taler med vores hyppige gæst, dr. Venkat Kapoor. Dr. Kapoor, jeg tror, at folk først og fremmest vil vide, om Mark Watney er håbløst fortabt?”
”Det håber vi ikke,” svarede Venkat, ”men der venter ham en virkelig udfordring.”
”Ifølge dine seneste satellit-data vil støvstormen i Arabia Terra ikke løje af, men yderligere blokere for firs procent af sollyset?”
”Det er korrekt.”
”Og Watneys eneste energikilde er hans solpaneler, ikke sandt?”
”Ja, det passer.”
”Kan hans ombyggede rover køre på tyve procents kraft?”
”Vi har endnu ikke fundet en måde, hvorpå det kan lade sig gøre, nej. Hans livsopretholdende systemer alene kræver mere energi end det.”
”Hvor længe varer det, før han kører ind i stormen?”
”Han er netop nået ind i Mawrth Vallis. Med hans nuværende rejsefart, kommer han til udkanten af stormen på Sol 471. Det er om tolv dage.”
”Han må da kunne se, at der er noget galt,” sagde Cathy. ”Med så begrænset sigtbarhed, må han hurtigt kunne konstatere, at der er problemer med solcellerne. Kunne han ikke bare vende om fra det punkt?”
”Uheldigvis har han alt imod sig,” sagde Venkat. ”Udkanten af stormen er ikke en magisk grænse. Det er bare et område, hvor støvet i luften bliver en lille smule tættere. Det vil gradvist blive tættere i takt med at han arbejder sig fremad. Det sniger sig ind på ham; hver dag bliver en smule mørkere end den foregående. Nærmest umærkeligt.”
Venkat sukkede før han fortsatte: ”Han vil rejse hundredvis af kilometer i undren over sine solpanelers faldende effektivitet, før han selv bemærker et problem med sigtbarheden. Desuden bevæger stormen sig mod vest, mens han kører mod øst. Han når at arbejde sig for dybt ind til at kunne slippe væk.”
”Kan vi så bare se på tragedien, der udspiller sig?” spurgte Cathy.
”Der er altid håb,” sagde Venkat. ”Måske regner han det ud hurtigere, end vi tror, og når at vende om i tide. Måske vil stormen helt uventet opløse sig selv. Måske finder han en metode til at holde sine livsopretholdende systemer i funktion ved hjælp af mindre energi, end vi tror, de kan køre på. Mark Watney er på nuværende tidspunkt blevet ekspert i at overleve på Mars. Hvis nogen kan klare det, er det ham.
”Tolv dage,” sagde Cathy til kameraet. ”Hele Jorden følger med, men kan intet gøre for at hjælpe.”
LOG NOTAT: SOL 462
Endnu en begivenhedsløs sol. I morgen er en Luft Dag, så nu er det nærmest fredag aften.
Jeg er nu omtrent halvvejs igennem Mawrth Vallis. Som jeg håbede, har turen været let. Ingen større niveauforandringer. Stort set ingen forhindringer. Bare jævnt sand med sten mindre end en halv meter.
I spekulerer måske over, hvordan jeg navigerer. Da jeg tog til Pathfinder, observerede jeg Phobos’ passage på himlen for at finde øst-vest aksen. Men Pathfinder var en let tur sammenlignet med denne, og jeg havde masser af pejlemærker at navigere efter.
Så let er det ikke denne gang. Mit ”kort” (som det nu er) består af satellitbilleder i alt for lav opløsning til at de kan bruges. Jeg kan kun se de større pejlemærker, som for eksempel kratere med en diamater på 50 kilometer. Ingen forventede, at jeg skulle så langt væk, som jeg er nu. Den eneste grund til, at jeg havde billedmateriale i høj opløsning af Pathfinder-området er, at de blev inkluderet til landingsformål i tilfælde af, at Martinez måtte lande langt fra vores mål.