Denne gang måtte jeg selv finde en pålidelig måde, at beregne min nøjagtige position på Mars.
Breddegrader og længdegrader. Det er vejen frem. Det første er let. Oldtidens søfarende på Jorden regnede den finte ud med det samme. Jordens 23,5 graders akse peger mod Polaris. Mars har en vinkel på lige over 25 grader, så den peger mod Deneb.
Det er ikke svært at lave en sekstant. Man skal bare bruge en slange til at se igennem, en snor, en vægt og noget med gradmærkninger. Jeg lavede min på under en time.
Jeg går ud hver nat med min hjemmelavede sekstant og ser på Deneb. Det er ret åndssvagt, når man tænker over det. Jeg står på Mars i min rumdragt og navigerer ved hjælp af et instrument fra det sekstende århundrede. Men ved I hvad? Det virker.
Længdegrader er en helt anden sag. På Jorden, krævede den tidligst opfundne metode til udregning af længdegrader, at man kendte det nøjagtige klokkeslæt, hvorefter man sammenlignede det med solens position på himlen. Det sværeste for dem dengang var at opfinde et ur, der kunne fungere på et skib (penduler fungerer ikke til havs). Samtlige af tidsalderens største videnskabelige hjerner arbejdede på problemet.
Heldigvis har jeg et ur, jeg kan stole på. Jeg har fire computere i mit synsfelt lige nu. Og så har jeg Phobos.
Eftersom Phobos befinder sig latterligt tæt på Mars, når den en hel omgang rundt om planeten på mindre end en Marsdag. Den bevæger sig fra vest mod øst (i modsætning til solen og Deimos) og går ned hver ellevte time. Og naturligvis bevæger den sig i et meget forudsigeligt mønster.
Jeg tilbringer tretten timer, hver sol, med bare at sidde på min flade, mens solpanelerne oplader batterierne. Phobos går ned mindst én gang i løbet af det tidsrum. Jeg noterer klokkeslettet hver gang. Dernæst plotter jeg det ind i en langhåret formel, jeg har udarbejdet, og så kender jeg min længdegrad.
At finde længdegraden kræver, at Phobos går ned, og at finde breddegraden kræver, at det bliver nat, så jeg kan finde Deneb. Det er ikke den hurtigste metode, men jeg skal kun gøre det en gang om dagen. Jeg udregner min lokation mens jeg holder stille, og bruger retningslinjen på næste dags rejse. Det er sådan en slags successiv tilnærmelseskalkulation. Indtil videre mener jeg, at det fungerer. Men hvem ved? Man ser det for sig: Mig med et kort i hånden, mens jeg klør mig i nakken og prøver at regne ud, hvordan jeg endte på Venus.
Mindy Park zoomede behændigt ind på det sidste satellitfoto. Watneys lejrsted var synligt i midten, og vanen tro var solcellerne lagt ud i et cirkulært mønster.
Værkstedet var pustet op. Hun kastede et blik på billedets tidsmarkering og så, at det var fra middagstid, lokal tid. Hun fik hurtigt øje på statusrapporten; Watney placerede den altid tæt på roveren, når der var sten nok, og sædvanligvis mod nord.
For at spare tid havde Mindy lært sig morsekode for at blive fri for at slå bogstaverne op hver morgen. Hun åbnede en e-mail og adresserede den til den stadigt voksende liste af folk, der ville have Watneys daglige statusrapport.
”STYRER MOD SOL 494 ANKOMST.”
Hun rynkede panden og tilføjede: ”Bemærk: fem sole til mødet med støvstorm.”
LOG NOTAT: 466
Mawrth Vallis var sjovt, så længe det varede. Nu er jeg i Arabia Terra.
Jeg har netop nået udkanten, hvis mine udregninger af bredde- og længdegrader er korrekte. Men selv uden matematik står det klart, at terrænet ændrer sig.
I de sidste to sole har jeg brugt al min tid på at arbejde mig op ad en skråning fra Mawrth Vallis’ bagvæg. Det var en svag, men konstant stigning. Jeg befinder mig på et højere beliggende plateau nu. Acidalia Planitia (hvor det ensomme Hab hænger ud) er 3000 meter under elevationsnulpunktet, og Arabia Terra er 500 meter under. Jeg har altså tilbagelagt to og en halv kilometer i stigende terræn.
Er der nogen som gerne vil vide, hvad elevationsnulpunktet er? På jorden kalder vi det havniveau. Det kan man selvfølgelig ikke arbejde med på Mars. Derfor satte de kittelklædte laboratorienørder sig sammen og besluttede, at Mars’ elevationsnulpunkt er der, hvor lufttrykket ligger på 610, 5 pascal. Det er sådan cirka et niveau 500 meter højere end, hvor jeg er nu.
Nu bliver tingene komplicerede. Hvis jeg kom ud af kurs tilbage i Acidalia Planitia, kunne jeg bare korrigere til ret kurs ved hjælp af ny data. Senere, i Mawrth Vallis, var det umuligt at klokke i det. Jeg skulle bare følge bjergkløften.
Nu er jeg i et barskere kvarter. Et sted, hvor man låser sine roverdøre og aldrig standser helt op ved lyskryds. Nej, ikke helt, men det er ikke smart at komme ud af kurs her.
Arabia Terra har enorme, barske kratere, som jeg må køre udenom. Hvis jeg ikke navigerer ordentligt, ender jeg på kanten af et. Jeg kan ikke bare køre ned ad den ene side og op ad den anden. At køre op ad den slags stigninger koster et ton energi. På flad grund kan jeg nå 90 kilometer om dagen. På en stejl stigning skal jeg være heldig at komme op på en 40 kilometers distance. Dertil kommer, at kørsel på stejlt terræn er farligt. En fejltagelse, og så ruller jeg med roveren. Jeg har ikke engang lyst til at tænke på det.
Ja, det ender selvfølgelig med, at jeg skal køre ned i Schiaparelli. Det kan jeg ikke komme udenom. Jeg må bare være yderst forsigtig.
Nå, men hvis det skulle hænde, at jeg ender på kanten af et krater, må jeg følge mit eget spor tilbage og finde en mere fremkommelig vej. Og der er tale om en ren labyrint af kratere herude. Jeg må være på vagt og holde et vågent øje hele tiden. Jeg må navigere ved hjælp af pejlemærker såvel som bredde- og længdegrader.
Min første udfordring bliver at passere mellem kraterne Rutherford og Trouvelot. Det burde ikke være alt for svært. De ligger med 100 kilometer imellem sig. Det kan selv ikke jeg forkludre, vel?
Vel?
LOG NOTAT: 468
Det lykkedes mig at trille pænt frem mellem Rutherford og Trouvelot. Jeg havde selvfølgelig et 100 kilometer bredt spor at holde mig inden for, men alligevel.
Jeg nyder min fjerde Luft Dag på turen. Jeg har været på vej i tyve sole. Indtil videre holder jeg tidsplanen. Ifølge mine kort har jeg tilbagelagt 1440 kilometer. Ikke helt halvvejs, men næsten.
Jeg har taget jord- og stenprøver hvert sted, jeg har slået lejr. Det gjorde jeg også på vejen til Pathfinder. Men denne gang ved jeg, at NASA holder øje med mig. Derfor mærker jeg hver eneste prøve med den aktuelle sol. De har meget mere styr på min nøjagtige position, end jeg har. De kan korrelere prøverne med deres lokationsnotater senere.
Det kan ende med at være spildte kræfter. MAV’en får ikke lov til at bære for meget vægt, når jeg stiger til vejrs i den. Hvis jeg skal nå ud og møde Hermes, skal jeg have farten op på undvigelseshastighed, men fartøjet er kun designet til at nå ud i kredsløb. Den eneste måde, at få farten yderligere op, er ved at smide en masse vægt.
Den nødrigning bliver heldigvis NASA’s problem, ikke mit. Når jeg kommer frem til MAV’en, får jeg kontakt med dem igen, og så kan de fortælle mig, hvilke modifikationer, jeg skal foretage.
De vil sikkert sige: ”Tak, fordi du samlede prøver, men de må blive tilbage. Du må også lade en arm blive, og du må selv vælge, hvilken af dem, du helst vil af med.” Men for det tilfælde, at jeg mod forventning må medbringe prøverne, samler jeg dem.
De kommende dages kørsel burde blive lette. Næste større forhindring er Marth Crater. Det ligger plantet midt i, hvad der kunne have været min direkte kurs mod Schiaparelli. Det koster mig omtrent hundrede kilometer at køre udenom, men det kan ikke være anderledes. Jeg vil gøre mit bedste for at sigte efter den sydlige kant. Jo tættere jeg kan komme på kanten, jo mindre tid spilder jeg ved at køre udenom.