”Har du læst dagens opdateringer?” spurgte Lewis, idet hun tog sin mad ud af mikrobølgeovnen.
”Ja,” sagde Martinez og tog et sug af sin drikkepose.
Hun satte sig overfor ham ved Rek-bordet og åbnede forsigtigt den dampende pakning. Hun ville lade den køle lidt ned, før hun spiste den.
”Mark nåede ind i støvstormen i går.”
”Ja, det så jeg,” sagde han.
”Vi er nødt til at se i øjnene, at han måske ikke klarer den til Schiaparelli,” sagde Lewis. ”Hvis det sker, må og skal vi holde modet oppe. Vi har stadig lang vej at rejse, før vi kommer hjem.”
”Han blev erklæret død til at begynde med,” sagde Martinez. ”Det var et hårdt slag, men vi holdt fanen højt. Desuden dør han ikke.”
”Det ser ret håbløst ud, Rick,” sagde Lewis. ”Han er allerede halvtreds kilometer inde i stormen, og han skal stadig nå halvfems kilometer per sol. Han vil snart være for langt inde til at kunne gøre noget ved det.”
Martinez rystede på hovedet. ”Han skal nok klare den, kaptajn. Bevar troen.”
Hun smilede trist. ”Rick, du ved, jeg ikke er religiøs.”
”Ja, det ved jeg,” sagde han. ”Jeg taler ikke om at tro på Gud. Jeg taler om at tro på Mark Watney. Tænk bare på alt det lort Mars har overdænget ham med, og han er stadig i live. Han skal nok også overleve det her. Jeg ved ikke hvordan, men han gør det. Han er skarpere end de fleste.”
Lewis tog en bid af sin mad. ”Jeg håber, du har ret.”
”Frisk på at vædde en hund?” smilede Martinez.
”Gu’ er jeg ej,” sagde Lewis.
”Der kan du se,” smilede han.
”Jeg ville aldrig vædde på en kammerats død,” sagde Lewis. ”Men det betyder ikke, at jeg tror på, at — ”
”Bla bla bla,” afbrød Martinez. ”Inderst inde tror du, at han klarer den.”
LOG NOTAT: SOL 473
Det er min femte Luft Dag, og tingene glider glat. Jeg burde nå til den sydlige kant af Marth Crater i morgen. Derefter bliver det lettere.
Jeg befinder mig midt i en bunke kratere, der danner en trekant. Jeg kalder den Watney Trekanten, fordi alt muligt på Mars burde opkaldes efter mig. Det har jeg fortjent — på den hårde måde.
Trouvelot, Becquerel og Marth danner trekantens hjørner med fem andre store kratere på siderne. Normalt ville det slet ikke udgøre et problem, men med min meget unøjagtige navigation, kan jeg let ende på kanten af et af dem, og blive tvunget til at køre tilbage i mit eget spor.
Efter Marth vil jeg være ude af Watney Trekanten (jeg begynder virkelig at kunne lide det navn). Derefter kan jeg uden nogen risiko køre i direkte linje mod Schiaparelli. Der vil stadig være en masse kratere på vejen, men de er forholdsvis små, og det vil ikke koste meget tid at køre udenom.
Det skrider flot fremad. Arabia Terra er helt sikkert mere stenet end Acidalia Planitia, men ikke nær så slemt, som jeg frygtede. Jeg har kunnet køre over de fleste sten, og rundt om de alt for store. Jeg har nu 1435 kilometer tilbage.
Jeg har researchet lidt på Schiaparelli og fundet godt nyt. Den bedste vej derind svarer helt til min egen plan om at køre i direkte linje. Jeg behøver ikke køre nogen omveje overhovedet. Vejen ind er desuden let at finde, selv hvis man er et fjols til at navigere. Den nordvestlige kant har et mindre krater, som kan være et pejlemærke. Jeg vil holde øje med det. Sydvest for det lille krater, ligger der en lille bakke ned til Schiaparelli Basin.
Det lille krater har ikke noget navn. I hvert fald ikke på de kort, jeg har. Jeg vil kalde det ”Entrance Crater”. Bare fordi.
Blandt andet nyt, begynder mit udstyr, at vise tegn på slitage. Ikke overraskende, når man tænker på, at alting er blevet kørt til langt over udløbsdatoen. I de sidste par sole har batterierne været længere tid om at oplade. Solcellerne producerer simpelthen ikke så mange watt, som de plejer. Det er ikke et stort problem; jeg må bare oplade dem lidt længere.
LOG NOTAT: SOL 474
Okay, der er gået ged i det hele.
Det måtte jo ske før eller siden. Jeg navigerede elendigt og endte på kanten af Marth Crater. Eftersom det er 100 kilometer bredt, kan jeg ikke se det hele, så jeg ved ikke, hvor i cirklen jeg befinder mig.
Kanten står vinkelret på den retning, jeg bevægede mig i. Derfor har jeg ikke den mindste anelse om, hvilken vej rundt, jeg skal vælge. Jeg vil selvfølgelig helst undgå den lange vej. Jeg havde oprindelig tænkt mig at køre rundt langs den sydgående kant, men nord kan lige så vel vise sig at være den bedste vej, nu da jeg er ude af kurs.
Jeg må vente på den næste Phobos-transit for at finde min længdegrad, og jeg skal desuden også vente til natten falder på, for at kunne se Deneb og afgøre min breddegrad. Det vil sige, at jeg er færdig med at køre for i dag. Heldigvis fik jeg trods alt tilbagelagt 70 af de planlagte 90 kilometer, jeg plejer at tilbagelægge, så jeg er ikke kommet for langt bagud.
Marth er ikke så stejl. Jeg ville nok kunne køre ned ad den ene side og op ad den anden. Det er stort nok til, at jeg ender med at skulle slå lejr derinde for en nat. Men jeg har ikke lyst til at risikere noget unødigt. Skråninger er slemme og bør undgås. Jeg gav fra starten mig selv en pæn mængde tilladt spildtid, så jeg vil vælge den sikreste vej.
Jeg afslutter dagens køretur tidligt og sætter udstyret til genopladning. Det er nok en god ide, eftersom solcellerne er begyndt at sige fra; det vil give dem mere tid til at fungere. De haltede bagefter sidste nat. Jeg gennemgik alle forbindelser, og sikrede mig, at der ikke var støv på dem, men de er stadig ikke oppe på 100 procent.
LOG NOTAT: SOL 475
Jeg er på den.
Jeg fulgte to Phobos-passager i går og observerede Deneb i nat. Jeg udregnede min lokation så nøjagtigt, jeg kunne, og resultatet var ikke, hvad jeg håbede på. Så vidt, jeg kan se, har jeg rent faktisk ramt Marth Crater lige i øjet.
Aaaaaaj, for fanden da også.
Jeg kan både bevæge mig mod nord eller syd. Det ene vil sikkert være bedre end det andet, fordi det giver en kortere tur omkring krateret.
Jeg tænkte, at jeg nok burde bruge lidt krudt på at finde ud af, hvilken retning der er bedst, og derfor gik jeg en lille tur her til morgen. Der var over en kilometer til toppen af kanten. Det er sådan en vandretur, folk på Jorden bare tager uden at tænke nærmere over det, men i en EVA-dragt er det en prøvelse.
Jeg glæder mig til jeg får børnebørn: ”Dengang jeg var ung, vandrede jeg hele vejen til kanten af et krater. Op ad bakke! I en EVA-dragt! På Mars, fandeme! Hvad siger du så, din lille fis? Mars!”
Nå, men jeg nåede op til kanten, og hold da op for et smukt syn. Fra mit højtbeliggende udsigtspunkt kunne jeg skue ud over et fuldstændig fantastisk panorama. Jeg tænkte, at hvis jeg bare kunne se den fjerne side af Marth Crater, ville det være muligt at finde den bedste vej udenom.
Men jeg kunne ikke se den fjerne side. Der hang en dis i luften. Det er ikke usædvanligt; Mars har trods alt både vejr og vind og støv. Men det virkede mere tåget end det burde. Jeg er jo vant til mit forladte hjem på prærien, Acidalia Planitia, med sine åbne vidder.
Det blev mere og mere underligt. Jeg vendte mig om og så tilbage mod roveren og traileren. Alt var lige der, hvor jeg efterlod det (meget få biltyve på Mars). Men udsigten var klarere.
Jeg spejdede østover mod Marth igen. Dernæst mod den vestlige horisont. Jeg måtte dreje mig rundt efter den retning, jeg ville se i. Sådan er det nu engang med en EVA-dragt.
I går passerede jeg et krater. Det ligger omtrent 50 kilometer vest for mig. Det kan lige nøjagtig ses i horisonten. Men når jeg vender mig mod øst, kan jeg ikke se nær så langt. Marth Crater er 110 kilometer henover midten, så jeg burde i det mindste kunne se kantens krumning ret tydeligt. Det kan jeg bare ikke.